Sankthansaften 2006, datoen er den 23. juni.
14-årige Pernille Oldenborg Lind bliver fundet død i opgangen til den lejlighed, hvor hun bor med hendes forældre. Det er hendes forældre der finder hende om aftenen. Ambulancelægen ankommer kl. 23.50 og lægen vurderer ud fra Pernilles kropstemparatur, at den unge pige har været død en til to timer. Altså døde pigen omkring 21.50-22.50.
Annelise og Henning Lind kan dog ikke forstå politiets konklusion, der blev, at pigen havde hængt sig selv. Selvmord. Der er flere faktorerer der ikke stemmer og politiets arbejde har været mangelfuldt.
For det første er hængning ikke en typisk måde for kvinder, at ende livet på. Hvordan er det lige knuden skal sidde?
For det andet, så virker det usandsynligt, at en pige der er bange for mørket, vælger at hænge sig i mørket(og endda binde knuden i mørket?).
For det tredje, så forsvandt mærkerne efter hængningen. Dette er anatomisk set umuligt. Hvis man bare har set en smule krimi i tv'et, eller kende sin anatomi, så vil man vide, at blå mærker og det mærke man får om halsen efter hænging, ganske enkelt ikke forsvinder. Tværtimod bliver de tydligere, når blodet begynder at løbe ned i kroppen. En ekspert har også udtalt, at det lagen Pernille skulle have brugt til at hænge sig med, ikke ville kunne holde til hendes kropsvægt.
Et andet problem er politiets mangelfulde og uprofessionelle arbejde. Politiet afspærrede ikke den opgang, hvor Pernille blev fundet død. Hele 13 mennesker kunne i løbet af aftenen vade frem og tilbage og ødelægge tekniske beviser. Et håndaftryk blev også fundet på en rude ved Pernilles opgang. Politiet tog ikke nogen fingeraftryk før tre uger efter, da vejret for længst havde ødelagt beviset.
Noget der også bliver ignoreret, er det faktum, at Pernilles krop bar tegn på, at hun havde forsøgt at forsvare sig selv. En nabo til Pernille havde tidligere på aftenen hørt råben fra lejligheden, som kunne stamme fra et skænderi.
Der er mange ting, som kan kritiseres i denne sag. Jeg synes det er skræmmende, at der ikke bliver gjort noget.
Mandag, 18. januar 2010 kl. 00:36 / kærlighed
Flere og flere bor alene og lever et singeliv her i Danmark. I dag er det helt normalt at blive skilt og leve uden en fast partner.
Spørgsmålet må være hvorfor? Var vores bedsteforældre og generationerne før dem kun sammen, fordi de var økonomisk og socialt afhængige af hinanden? I en tid hvor både mænd og kvinder kan uddanne sig og forsørge sig selv, og hvor mænd også står bag kødgryderne, er der så noget grundlag for at være sammen? Ville vi kun ægteskabet, fordi vi blev nødt til det?
På trods af at kærligheden og ægteskabet synes at spille fallit, så handler 8/10 sange om kærlighed(Ikke ligefrem eksakte tal, men I ved hvad jeg mener). Kærligheden findes i sange, litteratur, film, teater - Ja overalt, men bare ikke i det virkelige liv.
Måske handler det bare om at have en fast sexpartner. Måske lige få nogle børn. For som alting ser ud nu, så kan jeg virkelig ikke se hvorfor vi stadig hylder parforhold og kærlighed, når alle går fra hinanden og alle lever alenelivet.
Jeg undrer mig og undrer mig. Ak, den kærlighed.
Søndag, 17. januar 2010 kl. 01:38 / kedsomhed, patient
Nu har jeg haft 5 x 3 dages praktik på en Akut Medicinsk afdeling, og står tilbage med forundring. Sundhedsvæsnet vil gøre alt for, at patienterne skal have det godt og blive raske, og selv hvis de ikke kan blive raske, så er det også vores funktion, at sørge for at patienten kan få en værdig, smertefri død.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi gør vores bedste for at plejen skal være i orden. Men hvorfor er det, at sygehuse skal være så kedelige?
Tænk over det, plejepersonalet render rundt i helt hvidt tøj, vores vægge er hvide, sengetøjet er hvidt, stuerne er mildest talt hvidere end hvid. Bevares, vi har da nogle enkelte malerier og stolene er blå.
Inden for patientologi(læren om at være patient) snakker man meget om, at patienterne mister deres identitet. De er i uvante omgivelser, læger og sygeplejersker går i hvidt, ja de går måske endda selv rundt i hvidt hospitaltstøj. Patienten er ikke længere den samme. Man er syg.
Jeg synes det kunne være helt på sin plads, at sygehusene blev gjort mere "identitetsvenlige". Hvorfor er der ikke nogle malerier eller billeder inde på stuerne? Hvorfor skal sengetøjet være hvidt og kedeligt? Hvorfor ikke nogle mere hyggelige farver, evt. efter patientens valg? Hvorfor er der ikke en reol med nogle spil, som to eller flere patienter kan deles om, for at slå tiden ihjel?
Som en patient sagde til mig forleden "Nu skal jeg jo bare slå tiden ihjel indtil middagsmaden." Der er så kedeligt på et sygehus. Det er ikke i orden at udsætte patienterne for dette. Selvom man er syg, så kan man godt kede sig og have brug for at fokusere på noget andet end sin sygdom. Derfor er det vigtigt, at vi får nogle aktiviteter ind på stuerne, giver patienterne motivation til at være sociale sammen og få sygdommen lidt væk fra deres sind. Bare et kort øjeblik.
