Her kommer lige en lidt forsinket beskrivelse af weekendens dramatiske begivenhed hos os. Det har været lidt en ubehagelig oplevelse, som har taget lidt tid at få på afstand.

Vi sidder ca. 25 mennesker i teltet til vores årlige vejfest, Caisar, k. og andre børn render ude og leger kl. er ca. 22:30. Har faktisk lige været ved at tænke på, at k. skulle lægges i seng. Pludselig er der noget, der ligesom gnister i teltet, og det lyder som store knaldperler. Hende der sidder lige overfor mig når lige at sige, er der nogen, der skyder eller hvad? Bagefter tager hun sig til hovedet, og vi andre ser, det bløder ret kraftigt. To rejser sig og får hende med ind, så de kan finde ud af, hvor slemt det er, jeg skynder mig at få fat i hunden og K. — (tror faktisk, det er k. der har fundet nogle knaldperler, som vi har til at ligge fra nytårsaften). Men der lyder 3-4 skud ekstra, og man kan mærke, der er noget i luften, men vi kan bare ikke finde ud af, hvor det kommer fra. C. og den ramtes mand (h) går over mod de grønne områder, da vi tror, det er nogle drenge, der skyder med et eller andet. På vej derover ser de, at der peger en pistol ud af vinduet fra et hus på den anden side af legepladsen. To af de andre mænd følger med derover. H og C kommer af en eller anden årsag fra hinanden, hvor h går hen til døren og vil ind og have fat i våbenet. Men da han holder hånden i døren, bliver den presset helt i, så han får mast hånden. Så han kommer tilbage med en smadret hånd, og C er væk.

Vi står alle sammen i ly bag en mur, da vi jo er bange for flere skud — og vi ved jo ikke på det her tidspunkt, at det ”kun” er et luftgevær. Der bliver ringet efter Ambulance og politi. K. kan jo slet ikke finde ud af, hvad der foregår — men alligevel synes han faktisk, at det er lidt spændende! Han bryder sig godt nok ikke om, at far ikke lige er kommet tilbage. Han kommer heldigvis kort efter, og der er ikke sket noget. Der er så nogen, der ser, at ham med våbenet løber væk.

Falck ankommer først, får kigget til hende, som blev ramt i hovedet, det var heldigvis ikke så slemt, så der skulle ikke gøres mere ved det. H kommer selvfølgelig med til Viborg, hvor han blev opereret søndag formiddag. Politiet kommer kort tid efter. Skal forsøge at finde ud af, hvad der egentlig er foregået. Og vi får besked på at lede efter projektiler. Det er altså ikke lige det, man forventer, at man skal afslutte en vejfest med at lede efter projektiler. Vi finder dog først en om søndagen.

Politiet går over i huset for at lede efter våbenet, tror I så ikke, at manden ligger og ser fjernsyn? — som om han ikke har noget som helst med noget at gøre. Men efter noget tid kommer der nogen og tager ham med. Der råber han helt vild og går helt amok. Vi sidder lige lidt og snakker bagefter, men går så i seng og prøver at få sovet. Men det er altså ikke så nemt.

Næste morgen snakker vi om, hvad vi skal gøre ved det her og finder ud af, at det de siger i radioen slet ikke passer. Mens vi står og snakker — bliver enige om ikke at udtale os til pressen — kommer TV-MidtVest. Så løber vi bare ind alle sammen, for der er ingen af os, der ønsker at stå frem. Men vi synes alle, at det var fint, det de sagde om aftenen i nyhederne. Det der har stået på tekst tv har også været sandt. Bortset fra det er det blevet for meget. Dem der har været mest involveret er blevet ringet op af tv, radio og aviser. Og der er jo ikke mere at fortælle.

Mens vi er derhjemme ser vi, at politiet kommer hjem med manden igen. Begrundelsen er, at de ikke kan beholde ham, da han kun har skudt med et kraftigt luftgevær! Til sammenligning kan siges, at der har været nogle unge drenge i weekenden, der har stjålet en bil og kørt for stærkt, de er stadig varetægtsfængslet. Så det har faktisk været ret ubehageligt, man tør næsten ikke gå uden for sin dør, og man synes hele tiden, man hører noget. K kommer i hvert fald ikke over på legepladsen, hvis man ved, han er der.

Mandag får vi så at vide, at han har ladet sig indlægge, så har vi kunne ånde lettet op. Men hvor længe? Vi havde møde i går, hvor vi har besluttet at skrive et brev til forældrene, hvor vi anmoder om, at de sætter deres lejer ud, så vi kan være trygge i vort kvarter igen. Samtidig bliver der sent et brev til socialforvaltningen. Problemet er jo, om manden kommer i behandling og kommer hjem igen, vi vil jo alligevel aldrig komme til at stole på ham og føle os sikre. Det sidder simpelthen så dybt i en, og det vil komme til at tage lang tid at komme over.

Et eller andet sted har man ondt af ham, for manden er syg, det er vidst ikke første gang, han laver noget rigtig dumt. Man har også ondt af forældrene, som har forsøgt at hjælpe ham på alle mulige måder. Moderen tør ikke at være alene sammen med ham længere, og har fået en depression pga. ham. Forældrene har søgt hjalp hos det offentlige mange gange, men intet er sket. Faderen har udtalt, at de håber, det her kan være med til at få ham i behandling. For hvem ved, hvad han gør næste gang, som han sagde. Det er så skræmmende, at der ikke er nogen i vores samfund til at tage sig af sådan nogle mennesker. Politiet har også udtalt, at de ofte føler sig til grin, når de går ud og tager hånd om sådan en sag, så bliver der bare ikke fulgt op på det.

Endeligt vil jeg give en stor ros til politi og Falck. De kom indenfor rimelig tid og de gjorde et godt stykke arbejde alle sammen. Nu er vi spændte på, hvad der sker. Vi vil alle blive kontaktet i forbindelse med en kommende retssag, og nogle skal med i retten bl.a. C. Og det kan man jo ikke nægte, og man kan ikke være anonym. Vi er selvfølgelig også spændte på forældrenes reaktion på vores henvendelse. Jeg har det bare dårligt med, at hvis vi kommer af med ham, kommer det til at går ud over nogle andre, fordi der ikke bliver gjort noget fra det offentlige.