Torsdag, 11. februar 2010 kl. 18:58 / børn, samtalen
DET er guld værd for mig
9 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Jeg er så heldig at have en dreng, der fortæller mig alt. Eller meget i hvert fald - der er sikkert noget, jeg ikke får at vide. Men han fortæller mig om skolen, kammeraterne, hvordan de er overfor hinanden, hvordan han har det osv. Det synes jeg jo er rigtig, rigtig dejligt. Både det at vide, hvad der foregår omkring ham, men samtidig at han lærer at sætte ord på sine følelser.
Under disse samtaler får jeg jo også mulighed for at spørge ind til nogle ting, og det kommer lidt lettere, når nu han er i gang. Så bruger jeg både mine mor-kompetencer og mine pædagogiske kompetencer. Noget der ligger mig meget på sinde i disse samtaler er at forsøge at påvirke hans selvværd i positiv retning. Lærer ham at han er ok i kraft af den han er og ikke for det, han kan/gør/har. Samtidig er det meget vigtig for mig, at vi kommer ind omkring, hvordan man behandler sine medmennesker.
Mange af de andre mødre synes, jeg er meget heldig. For hvis de spørger deres børn, om hvad de har lavet el.lign. Siger de bare: Det kan jeg ikke huske / det ved jeg ikke eller noget i den stil. Men jeg er ikke heldig. Den åbenhed har jeg gjort mig fortjent til, mener jeg. Der skal skabes rum for disse samtaler. Et barn åbner ikke op, hvis tv´et kører, opvaskemaskinen lige skal tømmes, hvis man læser avis etc. De åbner kun op, hvis der er ro og opmærksomhed. Desværre ser det ud til, at det er svært for mange at skabe denne ro i den fortravlede hverdag, vi hver især har i dag.
Min måde at gøre det på, hvis jeg kan mærke, der er noget med Kristian, så går vi en tur med hundene. Så kommer det helt automatisk. Der er det "rum" og den ro, der er brug for. Nogle gange ligger vi i sengen og kigger op i loftet og snakker! Og ja, så må de sure sokker altså vente lidt!!
Disse samtaler er simpelthen GULD værd for mig. Selvfølgelig er det nemmere for mig, da jeg kun har et barn. Men har man flere, synes jeg, man skal prioritere denne ro sammen med hvert af sine børn ca. en gang i ugen.
Normalt er jeg ikke særlig selvrosende. Men i dette tilfælde synes jeg faktisk, jeg har gjort det rigtige. Håber jo bare på, at det forsætter med at være sådan, når han bliver teenager. Men det er jo nok en helt anden snak, som jeg ikke vil gøre mig klog på endnu!!
9 kommentarer
Det har jeg også ofte nydt godt af, men har også i perioder følt mig udelukket fra Deres liv.
Især min datter har behov for at dele sine oplevelser med mig.
Hey Annitta.
Du er i din allerbedste ret til at rose dig selv - for det du her gør, er jo egentlig bare at udtrykke din dybe glæde over det, du har sammen med din søn - og det er din fortjeneste, at du har det forhold til ham - længere er den ikke ;o)) Altså ros endelig, hvis andre ikke gør det!
Jeg har selv nøjagtig samme oplevelser med mine tre unger, og jeg vil give dig ret i, at den indsats man gør, virkelig er uhyre givende for både den voksne og for barnet/børnene. Jeg er ikke, og bliver aldrig, ven/veninde med mine nu voksne børn, jeg er MOR, og vi har en dyb fortrolighed og en tillid til hinanden, som netop er guld værd - det vil du med garanti også opleve med din knægt, når han vokser op. Vi taler om kærlighed, tillid, respekt og mange flere af de 'dyre ord' - det kan ikke engang gøres op i guld - det er bare så dejligt, at noget sådant kan lade sig gøre.
Knus og tillykke med veludført moderdåd :o)
Bente
Det må være virkelig dejligt med sådan et forhold til søn/datter - som du selv siger, det er guld værd! :)
Knus Lisbeth
Jeg nyder det også nu. For som du har oplevet, er det jo ikke sikkert, det varer ved.
Det kan jo nemt være, der kommer en dag, hvor han ikke synes, jeg skal vide alt.
Er det ikke ofte sådan med piger?
Kh Annitta
Nu roste du mig lige, tak for det. Claus roser mig meget som mor. Men ellers bliver man jo sjældent rost som mor!!
Dejligt at høre at det også kan lade sig gøre, når man har tre børn. Men det er jo en prioritering, mener jeg. Men man får jo ofte at vide, at man kan sagtens, når nu der kun er en!!
Veludført moderdåd på mange områder indtil videre i hvert fald :)
Knus Annitta
Ja, det er jo noget, man håber for alle.
Men her har du jo så lige fået et par hint med på vejen.
Selvom det meget kommer an på egen indsats, er der jo også forskel på børn, og alle er bare ikke så åbne.
Jeg kan give dig et andet hint. Dengang vi fik Kristian, gik jeg jo på seminariet. Og jeg havde jo både haft psykologig og pædagogik. Så jeg var faktisk meget opmærksom på, hvad jeg gjorde overfor ham. En ting jeg gjorde var at sige alt, hvad jeg gjorde. Og jeg mener virkelig alt. Så finder vi noget mælk og en kop osv. Kristian kunne tale rent i en meget tidlig alder og talte hurtigt som et vandfald og gør det stadig. Det tror jeg, har meget med det at gøre!
Så bruger jeg jo meget hverdagselementer til indlæring. Især matematik. Der er jo så meget matematik rundt omkring. Folk vil nok heller ikke blive forbavsede, hvis der kommer til at hænge skilte på alle tingene i huset med engelske og tyske gloser, når han begynder på sprog.
Der er nok ikke noget at sige til, at han er en lille nørd!!
Knus Annitta
Door, window, toilet, toothbrush, cup - tror nok i skal få det sjovt! :)
Jeg må lære det der pædagogiske noget inden det bliver min tur :) Min nye chef er lige blevet far i januar, så han snakker meget børn for tiden.. *GG* :)
Rigtig god weekend!
Knus fra Lisbeth
Det har jeg også altid gjort og gør det faktisk stadigvæk. Jeg håber da, det også er guld værd for ham. Men det finder han nok først ud af senere!!
Indlægget er lukket for flere kommentarer.