I dag kom så dagen, hvor jeg virkelig gik imod min egen overbevisning. Jeg har det sådan, at K. må mange ting, men når jeg først har sagt nej, så er det nej, og det kan der ikke laves om på.

Men i dag skulle C. først på arbejde samtidig med os - han plejer jo at være kørt længe før, vi overhovedet er stået op. Meningen var, at han skulle prøve at have Caisar med på arbejde. Men da K. hørte det, blev han helt ulykkelig, for han ville også med (Man skulle tro, Caisar var en lillebror!)K. græd og græd, så tårerne trillede i en lind strøm. "Jamen Mor, du ved godt, jeg er så ked af det fra morgenen i børnehaven". Det går jo bare lige ind i hjertet på en mor.

Så da C. kun skulle have en kort dag, blev vi enige om, han kunne få fri fra børnehaven og komme med. Det eneste problem i det var, at jeg først havde sagt nej....

Nå, men det er jo så enebarnsproblematikken. For var der flere børn, var der jo slet ikke noget at diskuterer...