Torsdag, 12. august 2010 kl. 21:40 / angst, efterskole, fællesskab, udstødt, uvished

De 14 måske mest skræmmende dage i en forælders liv

3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

For nogle er det på mandag, for andre skete det sidste mandag. Den måske første gang i deres liv hvor at de skal undvære al kontakt med deres barn fordi at denne er sendt på efterskole.

Det bliver en tid, der mindst lige så stressende for forældrene, som for deres barn, der skal vende sig til et miljø uden privatsfære, uden ro og uden plads til omtanke. En tilvænning der være så stor at symptomerne der opstår når dette fællesskab skal forlades vil være lige så voldsomme hvis det var en kristen sekt de blev udstødt af. Den tid, den sorg for barnet. Ganske som nogle der bliver udstødt får et liv igen over tid, så vil barnet nok også komme sig over at forlade efterskolen, hvis gymnasiet med det ægte fællesskab omkring fredagsbaren venter efter en kort tid med sorg.

Men i disse 14 dage oplever forældrene angst og uvished. Mange skoler har indført forbud på SMS og mobiltelefon. Dette redskab som næsten er det eneste der holder en moderne projekt familie sammen, er pludselig væk.

Det er nemt at lade uvisheden få overtaget. For det går galt. På sportsorienterede efterskoler så kommer der skader som følge af aktiviteterne. Nogle husker skoler, der overtrådte basale søfartsregler. Nogle husker dødsfald som følge af kæntringsulykker med kajak, nogle husker selvmord. Som ansvarlige forældre ved de hvordan at sygdom håndteres på de fleste efterskoler og de tænker på om det netop deres barn i netop dette øjeblik ligger med smerter eller feber på efterskolen.

Man kan diskutere det rimelige i at mange skoler opretholder et forbud imod SMS og mobiltelefoni i denne kritiske fase hvor at en familieenhed brydes op for måske aldrig at finde sammen på samme måde som før efterskoleopholdet. Det bidrager i hvert fald ikke til ro i sindet hos en forælder i denne fase.

Hvad kan en forælder gøre i den situation? Der er kun statistikken at støtte sig til. Det er trods alt få elever der ikke vender levende hjem igen efter de første 14 dage. Elever dør på kostskoler ganske som de dør ude i det frie liv. De behøver ikke at være døde kun 36 timer efter at være ankommet til en efterskole, som det skete for Valerie Ann Heron på en efterskole med det idylliske navn Tranquility Bay. Den fysiske og kulturelle afstand er ofte ikke så stor som den var for eleven på Nyborgskolen, der oven i købet måtte se tilbage på en turbulent tid på skolen med udskiftninger af personale og elever.

Det gode er at de 14 dage får en ende. Måske bliver opholdet en positiv oplevelse som det er for de mellem 55-80 procent, der gennemfører opholdet på skolerne. Sådanne tragedier sker kun for naboen og som forælder har man lavet en grundig undersøgelse af den skole man betror sit kæreste eje til. Man ved lige præcis hvor meget personale der er blevet udskiftet de sidste tre år og hvorfor. Man har gennemlæst hvad tidligere elever siger på diverse sociale netværk og man har en backup plan så man hurtigt kan etablere kontakt og trække sit barn ud af en situation de ikke kan overskue. En ekstra skjult mobil med taletidskort er ikke en overdreven foranstaltning.

Angsten for denne første store separation er naturlig og skal principielt blot overstås. Med statistikken til støtte og en nødvendig fornægtelse af risici så går de 14 dage hurtigt hvorefter at gælder om at forkæle, fordre, trøste og støtte til den næste uge.

Jeg vil bede for de familier som er ude i denne periode præget af ombrydning.

Referencer:

* Mobiler på efterskolen (Secret Prisons for Teens danske blog)

* Historien om Piuaatsoq (Fyens Stiftstidende)

* Want your child to disappear? (Legal Affairs)

* Lod 14 årig ligge efter selvmordsforsøg (Ekstra Bladet)