Underlig/unormal/sær er i min lille verden lig med interessant. Man kan naturlivis være så mærkelig at livet bliver svært, men hvis vi nu holder os til "de moderat underlige"... så er de mine absolut yndlingsmennesker!
Jeg får nogle gange lyst til at ruske hele verden... altså den verden, hvor folk hele tiden tænker på hvad andre mener om dem, ikke tør blotte sig og sige det de tænker, holder på facaderne og dermed bliver komplet anonyme.
Måske handler det slet ikke om at være underlig, men om at være åben, og rent faktisk turde vise hvem man er, og at man tænker ting der måske ikke passer ind i rammen, men som definerer én, på en måde de rigtige sko, den rigtige natklub, den rigtige sport eller den gængse måde at leve på aldrig kan gøre det.
Hvis vi nu naivt går ud fra at alle mennesker har noget at byde på, som gør dem unikke. Men at mange skjuler det for ikke at blive stemplet, miste deres professionelle autoritet/respekt, falde udenfor flokken etc... så er alle mennesker jo potentielle uåbnede skattekister.
Problemet med disse skattekister er bare, at som tiden går, så ruster låsen fast, og til sidst glemmer de selv og alle omkring dem, at der faktisk engang var en nøgle... og så bliver de til netop det en lukket skattekiste er, en klump træ!! Hvem gider dele sine inderste tanker eller fnise fjollet med en klump træ??
Jeg er selv ofte blevet kaldt underlig, af nogle ment som en kompliment... men af andre ment som "jeg fatter ikke en bjælde af hvordan du tænker, hvorfor kan du ikke bare være som mig"...
Disse sidstnævnte, ville blive voldsomt arrige, hvis svaret fra mig havde været "ja men måske er du bare for kedelig selv"... men det forhindrer dem ikke i at mene det er okay at sige det til mig. Hvorfor det?
Men helt ærligt, der er ret mange kedelige mennesker derude... ikke onde, ikke grimme, ikke dumme... bare KEDELIGE! (eller måske bare bange)
Hvis man aldrig græder af grin og lader sig selv være fjollet, så mener jeg ærlig talt man har glemt noget af sig selv i et sving på vejen gennem livet, og man seriøst skulle overveje at gå tilbage og lede... Præcis som da man var barn og havde smidt noget væk, og éns mor eller far fik én til at huske hele vejen tilbage til skolen, og hvad man havde lavet, så man pludselig kom i tanke om at man jo havde lagt nøglerne på den der træstub udenfor haven, mens man lige undersøgte et dyrespor..
Hvor gik det galt?
På hvilket tidspunkt i livet mistede du ham/hende der havde det sjovt, og som ikke tænkte på imorgen før den var der? Hvornår blev det hele til "hvad skal vi have til aftensmad", "hvem tager opvasken" eller "Hvordan bliver jeg forfremmet"... Hvornår har du sidst gået ud af din dør uden at have et mål med turen??
Prøv det, gå ud... bare sæt den ene fod foran den anden, kig dig omkring... og drej når du får lyst, hvis du altså får lyst... lad være med at gå til købmanden, eller den 5 km rute du har lavet på nettet inden... gå på må og få, stop og drik kaffe ved en sø, prøv at slå en vejrmølle hvis du kunne det engang (det kunne jeg ikke... det ved alle der kender mig, men en kolbøtte så da), hop på et tog, stå af på en station du aldrig har været på... opdag dit eget kvarter, istedet for kun at vide hvor Netto ligger, eller hvilke skoler der er gode for dine børn... Jeg gentager : kig dig omkring!
Eller kig op, vi kigger ret meget ligeud, i gadeplan, men verden ser faktisk helt anderledes ud hvis man kigger op på tagene og himlen istedet (stop ved lyden af biler)...
Det jeg prøver at sige er... træk dog vejret, og prøv at finde ind til hvad du vil (uden at have en plan på forhånd), istedet for hvad du skal.... Så tror jeg faktisk skattekisten åbner sig helt af sig selv.
Måske skulle man se på livet som en masse skattekister istedet for menneskerne... jo flere du åbner jo større er chancen for at finde den store skat, også selvom du skal åbne rigtig mange tomme rådne klamme kister på vejen... selv dé indeholder en skat, hvis man tør bruge den... altså man lærer ligeså meget om sig selv ved at opgive noget, som ved at blive glad for noget... og det kan være det bedste der er sket én at man opdager at fyrretræskister bare er virkelig dårlige kister, for man sidder ikke bagefter og tænker... "hvad mon der havde været deri hvis jeg havde kigget".
Din fyrretræskiste kan være et menneske, måske er det en hobby eller måske er den et job eller et land... man ved det ikke, og det skal man heller ikke vide på forhånd.
Men prøv dog...
Faktisk får jeg ofte denne sætning smidt i knolden når jeg prøver et eller andet "nå, og hvor længe har du så tænkt dig at holde ved denne gang?" (ingen nævnt ingen glemt) eller "hvorfor det/ Hvad vil du bruge det til?"... det er da dumt at tænke sådan, hvorfor ikke tænke "det er spændende at se hvad dét er for noget"... Jeg starter ikke nødvendigvis en hobby eller et gøremål op for at gøre det i 14 år, måske vil jeg bare gerne snuse lidt til det... og bliver jeg bidt af det, jamen så er det jo bare fantastisk... hvis ikke, ja så har jeg fået en oplevelse med på vejen.
Guderne skal vide at jeg ikke ønsker at ligge på mit dødsleje og tænke på alle de ting jeg ikke gjorde, eller prøvede, eller turde.... vi har (for så vidt vides) kun ét liv.. så: Gå dog ud af den dør... èn fod foran den anden!
Kh.
Anja K.
Jeg undrer mig over hvad der får folk til at stikke ud i en mængde... og hvordan beskueren af mængden ubevidst styrer mod netop dén person, som kan indfri de forventninger vedkommende måtte have afhængig af beskuerens mission...
Jeg er selv en flittig observatør, og jeg er helt med på at man kan sige rigtig meget om mennesker bare ved at kigge på dem. Hvordan opfører de sig når de møder folk de skal passere på fortovet, smiler de til betjeningen når de bestiller mad, klapper de forbigående hunde, hvad tøj har de på, går de med panden hævet eller kigger de ned i asfalten i håb om, at den muligvis kunne være så barmhjertig at opsluge dem?
Det samlede billede af en fremmed person, fortæller os således ufattelig mange ting uden vi overhovedet behøver veksle et ord med vedkommende. Og som oftest vil vi ubevidst søge mod folk der er vores ligesindede, f.eks. første skoledag i gymnasiet, eller på jobbet... Vi kan sige nok så meget at "jamen jeg kom bare lige til at stå ved siden af ham/hende, så vi faldt i snak"... men lang tid før denne bevidste tanke, har vores hjerne allerede truffet valget for os.
Hvor meget ved vi egentlig om hvad vi selv går og udstråler? Jeg bilder naivt mig selv ind, at jeg er ganske selvbevidst, men alligevel ved jeg da udmærket, at jeg hver eneste gang jeg gør en bevægelse, sender signaler til omverdenen om min personlighed... og at det ikke nødvendigvis er det jeg ønsker at fortælle, de siger om mig. Omverdenen opdager naturligvis ikke altid hvad der foregår, for de har travlt med at være bevidste om sig selv... men hvis man lige tager et skridt baglæns og kigger på en gruppe i 5 minutter, kan man faktisk sige utrolig meget om hver enkelt medlem, samt om deres indbyrdes relationer.
Man ved også meget hurtigt, hvis man har mødt én der også observerer. Det overflødiggør pludselig en masse udenomssnak, man ved man ligeså godt kan droppe alle de indstuderede attituder, for man er alligevel gennemskuet på forhånd... og det kan alt efter hvem observatøren er være højst ubehageligt, eller en kæmpe befrielse der føles god og rigtig på et sjældent plan.
Det var i virkeligheden slet ikke det jeg ville frem til. Katalysatoren for dette er den tilbagevendende oplevelse jeg får når jeg går på gaden.
I fredags var jeg et smut i Hillerød for at købe en fødselsdagsgave til en veninde... og mens jeg går i mine egne tanker, fanger mit øje pludselig en person der omkring 300 meter længere henne ad gaden stirrer indædt (og jo det VAR indædt) på mig, selvom der er virkelig mange mennesker imellem os. Hun er helt fixeret på mig, og jeg ved før jeg kan se hvad hun er for én kalorius (dejligt ord), at hun vil henvende sig til mig på den ene eller anden måde.
Da jeg kommer nærmere kan jeg se hun er fra Amnesty Internationel, og ganske rigtigt hun har ladet minimum 50 mennesker passere uden at værdige dem et blik, bare for at springe frem som en puma idet jeg går forbi.
Samtalen er ikke værd at resummére, men opstarten en klassiker...
Puma-pigen: "Hej må jeg lige tage et par minutter af din tid?"
Anja: (neeeeeeeeej jeg har ikke tid, løb ben....løb!!!) "Jaeeeh okay"
Every fucking time!!
Resultatet blev naturligvis at jeg pludselig stod og diskuterede deres metoder til at lægge pres på alle verdens "onde" regeringer, og om det nu også var god effektiv måde (man er vel skeptiker)... og endnu mere pludseligt havde puma-pigen (som i øvrigt hed Anne) mit kontonummer ;-)
Jeg ved godt, at disse mennesker også får hundredevis af nej´er i løbet af sådan en dag, så jeg tror ikke de er synske. Men det var tydeligt for enhver, at da hun så mig tænkte hun "JACKPOT"... og hun havde ret :)
Jeg vil jo gerne hjælpe alle verdens nødstedte dyr, mennesker og naturområder.... herom skal ingen tvivl herske! Men af hensyn til min økonomi, ønsker jeg mig alligevel en "velgørenheds-camouflagedragt", istedet for den jeg har på som bærer navnet "glow-in-the-dark-weakness".
Kom gerne med gode råd alle benhårde mennesker derude... og også meget gerne mens der stadig er en enkelt eller to organisationer, jeg ikke er medlem af ;-)
I need help!
Med ønsker om verdens bedste søndag til jer alle!
/Anja
Søndag, 22. maj 2011 kl. 18:40 / flæberi, kgb, pludren
Hvis man ikke har noget intelligent at sige, så skal man hellere lade være... det er vi nok mange der har hørt gennem vores opvækst.
Jeg kan med 100%´s sikkerhed sige det er prellet af som dråber på en regnfrakke på mig.. Altså jeg vil bestemt mene jeg ind imellem har rimelig intelligente ting at sige, det er bare sjældent det er dem der ender her.... jeg pludrer bare!
Og det med at pludre, det er jo nok for de flestes vedkommende en kvindeting, vi kan dét der.
Men i den forbindelse vil jeg sige at det faktisk er utrolig betryggende at vide jeg gør typiske kvindeting, for i nat drømte jeg, at jeg var en mand... altså med alt der dertil hører.... UARKSS! Hvorfor nu dét? Det var højst besynderligt, og jeg er ret glad for jeg vågnede som en "hun"!
Folk siger man bliver mere grådlatent med alderen... og hvis det er tilfældet, vil jeg rigtig gerne have at ingen taler til mig efter det 55. år, et simpelt goddag vil til den tid kunne skubbe mig direkte ud over rørstrømskhedens afgrund uden mulighed for tilbagetog, så vær stille!! (tak).
Igår var jeg en tur til stort internationalt springstævne i Bernstorffsparken med en veninde.... og det var jo mægtig hyggeligt med en tur ned af nostalgiens snoede veje til noget man levede og åndede for som yngre. MEN her kommer problemet så, der var to ponyklasser, hvoraf den mindste klasse for kategori III ponyer blev vundet af denne her lille søde pige, som simpelthen blev så glad over sejren at hun jublede i vilden sky, red ekstra æresrunde og i det hele taget bare var glad, helt ægte... uden filter.... glad! Meget sødt... Men hvis vi så lige kører kameraet en tur forbi tribune B, rk. 2, kan vi se to lyshårede personager med store solbriller... gudskelov med solbriller!! For bag den enes mørke glas gik det helt galt... det blev klaret uden snøften og tiltrækken af unødig opmærksomhed, men der var tårer derinde bag skærmen... blødsødne tårer, fordi hvad?!.... en lille pige vinder en ponyspringklasse... ahem!! Jeg er efterhånden et virkelig bløddyr, jeg græder hver gang folk viser rå utildækket glæde eller stolthed, bliver helt umulig... heldigvis bliver det som oftest ved en klump i halsen og lidt blanke øjne, som skyldes Solen/linsen/vinden/pollen/you name it ;o)
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare mine arbejdsgivere i KGB at jeg har tabt mit store dyre følelsesskjold, "hvordan" vil de spørge? Og jeg ved det jo ikke... så jeg har intet sejt svar parat, jeg er så sørgelig at jeg ikke engang kan lyve, den slags sløseri vil ikke blivet set på med milde øjne, jeg kan højst sandsynligt se frem til langt færre likvideringsopgaver, meget mindre snigeri og en tur i hærdningslejr... suk!
Mange hilsner
Den menneskelige tårekanal Anja K.
