En ven har en sød lille amstaff hvalp, som han har haft med oppe ved os nogle gange. Min kat Junior har faktisk taget det utroligt flot, men vi har også afskærmet nogle rum med en hasp, så han kan søge "dækning" hvis det bliver for meget for ham. Og så betyder det selvfølgelig også en del at kun Junior har lov til at være i møblerne, så der føler han sig også sikker.
Så her til aften skal vi passe Miklo (som han hedder) og jeg kan godt mærke at jeg slet ikke er vand til at have hund mere... Godt nok er jeg opvokset med hund, og jeg ved udmærket godt hvordan de skal opdrages og "snakkes" til, (de har et anderledes kropssprog end en kat) men nu har jeg haft katte siden jeg var 16, og det er noget helt andet end en hund. Jeg kan godt mærke på mig selv at der ikke skal så meget til før jeg begynder at blive irriteret over Miklo. Han gør selvfølgelig ikke andet end at være som hvalpe skal være, men det er bare det at man skal være over ham hele tiden, og der er hundesavl over alt... Selv lugten af ham er nu begyndt at irritere mig lidt...
Siden han kun er en hvalp er han heller ikke renlig endnu, så da han midt i maden gjorde opmærksom på at han havde behov for at komme ud, gik min mand med ham. De var væk i ca. 10 min. og så ville vi gå en god tur med ham senere. De nåede ikke andet end lige ind af døren igen, og min mand havde fået overtøjet af og sat sig, da Miklo satte sig til at lægge en "gave" lige midt i gangen...
Jeg lader mig selvfølgelig ikke mærke med min irritation over for Miklo, og han er da også en dejlig hund, og er iøvrigt utrolig lærenem. Jeg må også indrømme at det har da været sjovt at lege med en hund igen. Men jeg er også udmærket klar over at det nok ikke er en hund der skal stå øverst på min ønskeliste. Det er jeg nok blevet for meget kattemenneske til. ;-)
Basse, der er på billedet herunder, var min første hund. (Egentlig var han ikke min, men hele familiens.) Vi fik ham da han var omkring 1½ år gammel, fra en hundepension. Historien var vist at der var en, i den familie der havde ham før os, der var allergisk... Han var en madglad hund, der elskede børn og var større end en stor shæfer.
Mulle var det første dyr jeg fik der var mit, og han blev næsten 2½ år gammel. (Det er usædvanligt at et hamster kan blive så gammel.) Han havde en mærkelig ide om at han skulle løbe ovenpå løbehjulet, istedet for inden i... Billedet er ikke særlig godt taget, men jeg var ikke så gammel da jeg tog det, og det var første gang jeg selv skulle prøve at tage billeder.
Blackie var mit andet hamster, og han elskede når han kunne få lov at komme lidt ud af buret. Alt hvad der var i nærheden skulle undersøges, specielt hvis det var noget man kunne kravle ind i...*GG*
Power, herunder, fik vi som hvalp, og han levede virkelig op til navnet!! Vi havde ham ikke så længe, for min mor blev hurtig træt af ham, så en dag jeg kom hjem fra skole var han pludselig væk. Min mor fortalte at hun havde givet ham til et ældre ægtepar...
Zimba var min første kat, og ham fik jeg i julegave midt i december 1998. Vi hentede ham da han var 12 uger gammel ved kattenes værn. Jeg fik at vide at der var 2 hankatte at vælge imellem, men jeg fik slet ikke lov til at vælge hvem jeg ville have. Da buret blev åbnet hoppede den ene kat på gulvet og skulle undersøge det hele, men Zimba kravlede direkte over til mig og blev der. Så det var Zimba der valgte mig. :-)
Efter jeg var flyttet sammen med min mand, ringede han en dag til mig og fortalte han havde en gave til mig. Det var en sød lille sort killing, der kom til at hedde Pjuske. Og han var virkelig ikke andet end en klump pels med hale på...*GG* Der gik dog ikke længe inden han blev en stor flot kat, og han blev senere far til Junior.
Vi fik 2 katte fra nogle "venner" vi havde. En grå hunkat og hendes sorte killing, og historien bag er ikke ligefrem den bedste... Musse lignede åbenbart en kat der skulle være med i en gyserfilm, så de kunne slet ikke lide hende. Hun fik ikke meget mad og hun fik tæsk hvis hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hun var både tynd og forslået... Det første lange stykke tid vi havde hende, så vi ikke meget til hende. Hun listede sig afsted helt nede ved gulvet op ad væggen, og lignede en der håbede at vi ikke opdagede når hun ville ud at spise eller skulle i kattebakken. Med tiden fik hun dog tillid til os, og viste sig at være meget kælen. Som man kan se blev hun en meget flot kat, og man kunne faktisk ikke se hvad hun før havde været igennem. Hun blev senere mor til Junior.
Sorte var Musses lille killing som vi fik med, da vi fik hende. Han var halv norsk skovkat, og blev hurtig en meget stor flot kat. Han var selvfølgelig også sky da vi fik ham, men han havde ikke fået tæsk, så han fik hurtigere tillid til os end Musse.
Så skete det en dag. Det vi var klar over kunne ske, men slet ikke var forberedt på: Musse havde fået 2 små sorte killinger. En hankat og en hunkat. Vi ringede med det samme til dyrlægen og fik nogle gode råd til hvordan vi bedst passede på både mor og killinger. Den lille hunkat blev solgt til en ung pige, der virkede til at være meget glad for katte, så jeg tror hun har fået et godt hjem. Men den lille hankat var der ingen der var interesseret i, og ærlig talt så var vi også selv blevet så glad for ham at vi ikke nænnede at gå af med ham. Et navn skulle han have, og i mangel af andet, fik han navnet Junior. Han er nu 8 år gammel, og tror han stadig kun er en lille sød killing. Billedet her er fra dengang han rent faktisk var en killing...
Billedet herunder synes jeg også skulle med. Det er et af de få billeder jeg har af flere af mine katte sammen. Til venstre står Sorte, Pjuske står til højre, og den lille killing i midten er Junior.
Jeg har haft flere dyr, men det er ikke nogen jeg har billeder af...
Da jeg var lille synes min mor at min søster og jeg skulle have en kanin hver. Der var ingen af os der var interresseret i de dyr, så det endte med at de fik et andet godt hjem.
Da Pjuske stadig var en killing, fik min mand en undulat, der hed Verner. Han var som en anden "kamakazi"-fugl... Når han var ude at flyve fløj han direkte ned mod lille legesyge Pjuske, og fløj op igen lige før Pjuske kunne nå ham. Vi havde selvfølgelig fat i Pjuske når Verner var ude, og var klar til at gribe ind hvis det en dag skulle gå galt. Det gjorde det dog heldigvis ikke. Min mors fætter blev også meget glad for Verner, så det endte med at han fik ham. Jeg vidste på forhånd hvordan han var over for dyr, så jeg vidste han fik et godt hjem. Det kunne vi jo også se når vi var på besøg. ;-)
Senere fik vi en undulat mere, der hed Bølle. Han var ikke så tryg ved at være udenfor buret, så vi sad tit og snakkede til ham bag træmmerne.
