Onsdag, 6. januar 2010 kl. 15:21 / aliens
Et udtryk for vores naivitet, enfoldighed - ja måske kærlighed ? Hvorfor sender vi "juhu her er vi" signaler ud i rummet med "juhu så langt er vi kommet beskeder". Hvad er det der får nogen mennesker til at blive så opstemte, at de absolut skal sende informationer om os alle ud i rummet ? Har man blot fulgt jorden historie en lille smule, så er ingen vel længere i tvivl om, at det kun er den stærkeste og den som forstår at tilpasse sig bedst der overlever. Hvad er så det som får nogen til at sende eksistentielle data frem mod noget man ikke kender beskaffenheden af. Skulle nogen eller noget være i stand til at komme forbi med disse data i baglommen, så er der jo heller ikke nogen tvivl om, at det eller den er væsentligt længere fremme i sin udvikling end vi selv er. Vi kan jo blot se hvad der i vor egen historie er sket, når en kulturer med en større udviklingsgrad har mødt andre med en mindre. Det er altid gået ud over dem med den ringeste udvikling. Indianerne, eskimoerne, afrikanerne mv., som er blevet slagtet, omvendt, udsmidt eller henvist til de dårligste jagtmarker. Det er altså sådan Homo Sapiens behandler hinanden indbyrdes, og så skal vi jo slet ikke nævne hvorledes vi behandler andre arter, hvaler, hajer, dyr i det hele taget. Men ok vi kan jo altid håbe på at blive rummandens "puddelhund" med fint halsbånd og det hele.
Eller måske er det blot et af de fineste beviser på at Guds hånd har rørt os alle med kærlighed !


Muhammed tegningerne er til enhver tid prisen værd, hvis vi fortsat ønsker ytringsfrihed og demokrati er vi nød til at have en dynamik i den offentlige debat, som netop stiller spørgsmålstegn ved ytringsfrihed og demokrati. Det er jo netop et af de punkter, hvor tilstedeværelsen af etniske minoriteter i vores samfund, har sat gang i en sund debat om hvem og hvad vi egentligt er.
Uden ytringsfrihed vil demokratiet være ikke-eksisterende og afstemninger og valg vil være meningsløse farceagtige tilkendegivelser, men uden den dynamiske proces som de etniske minoriteter skaber, som modpol til vores demokrati, ville vi ikke være bevidste om ytringsfrihedens og demokratiets tilstand.
Ytringsfriheden er jo i Danmark lovmæssigt sikret ifølge grundlovens § 77, ligesom den er sikret i den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 10. Enhver overtrædelse af denne lovgivning bør derfor besvares ifølge lovgivningen. Det bør i den forbindelse nævnes, at der i Danmark er set sager hvor anden lovgivning har tilsidesat grundlovens § 77, og demokratiet har jo netop på denne måde vist, at man ikke blot blindt følger en lovgivning i et hvert tilfælde. Derfor må dem som føler sig trådt på føre deres sag i retten.
Vi må være meget påpasselige med vores reaktioner i forhold til mennesker, organisationer mv. som af den ene eller anden grund vælger på udemokratiske vis at "føre" deres sag uden for retten. Vi skal fastholde lovformelige demokratiske metoder i modargumentationen, efterforskningen og evt. domfældelse, ellers giver vi køb på det som vi selv står for, ellers giver vi køb på demokratiet og så har de vundet deres kamp.
Onsdag, 16. december 2009 kl. 16:29 / politiparade
Politiets ledelse har klart vist, at de ikke formår at administrere den magt, der er blevet dem givet i forbindelse med den særlovgivning, der er blevet vedtaget op til topmødet.
Politiet skal være til stede og gribe håndfast ind, når demonstranter bliver for "kåde" og begynder at lave hærværk eller bruge kasteskyts. Imidlertid har vi set et "show of force" fra politiet side som nærmest vækker minder om militærparader på den Røde Plads.
Er det en fri demonstration når demonstrationstoget på den ene side nærmest bliver mast sammen af mandskabsvogne fra politiet, og på den anden siden går en betjent for hver meter, helt op til eller inde i selve demonstrationen? Det ser fuldstændigt vanvittigt ud og det er så det vi som et frit demokratisk land vil præsentere for verdenspressen?
Topmødet er halvvejs og der er allerede foretaget tusindvis af såkaldte "præventive" anholdelser. Politiet har anholdt/tilbageholdt (der er vist kun forskel i den erstatning man efterfølgende kan få, anholdelsen giver omkring 2000 kr. tilbageholdelse ingen ting)af mennesker blot fordi de troede de havde til hensigt at lave ballade? Kan man anholde/tilbageholde folk blot fordi de har sort tøj på? Man kan forstå at der bliver foretaget anholdelser hvis der er tale om maskering eller hengemte ting i rygsække m.v., men ifølge de meldinger der foreløbigt er kommet fra politiet, så er der jo ualmindeligt få der er blevet sigtet for sådanne ting, men altså foreløbigt over 1000 der har været anholdt/tilbageholdt. Det hænger bare ikke sammen! Den udøvende magt er simpelthen "gået amok" og har misbrugt den lovgivning, som den lovgivende magt har givet dem.
Kaj Wittrup introducerede jo i sin tid taktikken "show of force" I dag er man så kommet videre og nøjes ikke med at "show", i dag udøver man "force" uden at grundlaget for dette er tilstede.
I "gamle dage" forstod politiet sin plads. Man var tilstede, men ikke som et frontbillede på gaden og i pressen. Det er ikke politiets topmøde, men det er alligevel dem der stjæler over halvdelen af opmærksomheden på gaden og i pressen.
Det er simpelthen en skandale, at et topmøde i demokratiets navn bliver eksponeret med et politikorps der bruger militærtaktiske metoder der minder om politiets indsats i stater vi ellers ikke bryder os om at ligne.
Der må og skal rulle hoveder i politiledelsens top efter dette valg af taktik uden omtanke for hvordan vores demokrati negativt eksponeres.
« Forrige
1
23456...7Næste »