Sidder her og diskuterer med omgangskredsen om man i statsadministrationen kan have mennesker ansat, der har deltaget i tyveri, hærværk og ikke mindst indirekte bedrageri for et 5-ciffret beløb overfor en pensionist.
Som udgangspunkt er vi selvfølgelig enige om, at så længe man ikke er dømt, så er man uskyldig.
Men alene det, at der er en politianmeldelse mod vedkommende, samt stakkevis af dokumentation i form af foto og vidneudsagn på, at vedkommende deltog i de nævnte forbrydelser, så må det vel være på sin plads, af hensyn til den almindelige befolknings retsfølelse, at man i administrationen sender vedkommende på en form for orlov indtil det strafferetlige er overstået og vedkommende formentlig får en dom af en eller anden karakter.
Hvis vi ser bort fra de kriminelle handlinger, som der pt. mangler en dom på, så skal man selvfølgelig se på om vedkommende kan tænkes, at begå yderligere kriminalitet.
Jeg skal ikke være dommer, men med en dybt kriminel alkoholiseret mor, som har specialiseret sig i bedragerier og tyveri overfor svage pensionister og en bror, der har deltaget i samme forbrydelser som den beskrevne person, så må man vel med god ret formode, at vedkommende vil begå yderligere kriminalitet.
Vil en orlov til vedkommende ikke være i befolkningens interesse af hensyn til vores retsfølelse?
Tirsdag, 29. december 2009 kl. 16:15 / samfund familie
I denne skønne juletid deltog jeg en diskussion om hvem man efter min opfattelse bør eller ikke bør have omgang med privat.
Jeg opstillede et scenarie på 4 persontyper:
1. Mand, ca. 45 år, tidligere dømt for vold. Senere overfaldt han en sagesløs handicappet i hans hjem, så det kunnet have kostet den sidste rest af førligheden for ofret. Det sidste forhold er han ikke dømt for endnu ej heller ikke for forhold for medvirken til tyveri og hærværk.
2. Kvinde, ca. 25 år, dømt for medvirkende til væbnet røveri og efterfølgende deltager i en situation, som kostede en far til 3-4 børn førligheden og evnen til, at kommunikerer med omverdenen på almindelig vis.
3. Mand, ca. 30 år, dømt for kvælningsforsøg på sin kone i overværelse af flere mindreårige børn. Flere gange efterfølgende har han udvist voldelig og truende adfærd.
4. Mand, ca. 35 år, pt. ikke dømt for medvirkende til tyveri og hærværk.
Som man kan læse lavede jeg en aldersfordeling, så man efter normal standard må sige, at de fire typer må være i stand til, at vide hvad der er rigtigt og forkert.
Min opfattelse er, at typerne 1-3 er komplet utilregnelige og har forspildt enhver chance for omgang med familien, da de efter deres første forhold er fortsat den kriminelle løbebane.
Type 4 bør have en chance for, at vise samfundet, at det var en fejlbeslutning han tog på det pågældende tidspunkt.
En kvindelig deltager fremkom med et udsagn om, at uanset hvor kriminelle deres drengebørn var, så måtte familien nok forvente, at kvinder i de fleste tilfælde ville agerer, som de eftergivende og beskyttende.
En mandlig deltager kom med det meget kontante udsagn, at såfremt det var ét af hans børn (1-3), så ville jeg omgående kappe linen, da sådanne mennesker er komplet utilregnelige nærmest psykopater efter hans opfattelse.
Personen i pkt. 4 var der fuld enig om, at han skulle have en chance.
Konklusionen på debatten var den, at lejren blev delt i to. Kvinderne og mændene bakkede op deres respektive køns udsagn.
Er denne lille uvidenskabelige test virkeligt dækkende for den store forskel på kvinders og mænds opfattelse af hvorledes man skal opfører sig, som lovlydig borger og hvem man bør have omgang med familiemæssigt?
Rigtigt godt nytår til jer alle på bloggen og tak for kampene i 2009.
Bastiandenudrensede