Homomiljøet er en underlig størrelse, som jeg på en gang elsker og på den anden side virkelig hader. Det er dejligt at føle, at man hører til et sted, hvor der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved min seksualitet, men jeg må være den, som jeg er og bliver accepteret for det. Et sted hvor det er tilladt at være anderledes, og man er afslappet omkring dette, og der er plads til at dyrke forskellighederne. Et fristed hvor man kender utrolig mange, og folk er åbne for at invitere en inden for. Når det er sagt, at det i princippet også de samme ting, som jeg hader.
Nej, der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved min seksualitet, men homoer er ind imellem de første til at pege fingre af heteroer og være overbevist om, at "det er bare fordi, hun ikke ved det endnu." Kan vi ikke bare være ligeglade? Vi bryder os jo ikke om, når andre stempler os og putter os i kasser, hvorfor skal vi så forsøge at gøre det med andre?
Anderledesheden er nogle gange også den, som gør, at lesbiske bliver kategoriseret og puttet i kasser under betegnelser som betonlebbe, kamplebbe, butch, stone butch, femme, sportslebbe, lipstick lesbian, amazone, blue jeans femme osv. Og nogle gange er de faktisk meget berettigede, men det er desværre også "indlevelsen" i disse kategorier, som gør, at man ofte står model til de irriterende bemærkninger om manden og kvinden i forholdet, og at man næsten lige så godt kunne forelske sig i en mand, når man er sammen med en kamplebbe.
Fokusen på seksualiteten og anderledesheden er dog kun bagateller i forhold til det, som jeg er mest ambivalent omkring i forhold til det lesbiske miljø. Det er nemlig det faktum, at alle nærmest kender alle. På en måde er det utrolig dejligt at komme ind på stambaren og føle, at man kommer ind til en kæmpe privatfest, men nogle gange kan man godt drømme om anonymiteten. Drømme om ikke at vide, at den man har lyst til at kysse med ikke allerede har været sammen med to af ens venner og været kæreste med ens ekskæreste. Ikke vide hvordan intrigerne kører på højeste gear, og hvordan der bliver sladret i krogene. Kunne ignorere alle de ting, som burde være dybe hemmeligheder, men bliver solgt for et kys i en krog. Men det kan jeg ikke altid, og det er som regel også de ting, som på en gang frastøder mig og skuffer mig i et miljø, hvor vi på overfladen holder sammen, men under overfladen stikker hinanden i ryggen.
Når alt dette er sagt, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg elsker miljøet og aldrig ville vende det ryggen. Jeg elsker den tryghed, jeg føler, når jeg færdes der og glemmer ofte, hvad der til tider ligger og lurer under overfladen. Hvorfor bekymre sig, når man trives. Og så er der jo ikke andet at gøre end forsøge at være tro mod sine egne værdier og handle, som man gerne vil have, at der bliver handlet mod en selv. Og inden jeg bevæger mig ud i det pulserende natteliv, vil jeg så lige pudse min glorie og forsøge ikke at svine den til i aften.
For nylig sad jeg og kiggede nogle af mine gamle stile igennem fra gymnasiet. Jeg havde en fantastisk dansklærer, som gav os mulighed for at skrive noveller og udfordre sproget i stedet for altid at skulle presse os ind under eksamensopgaver. Da jeg læste en af dem, kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg kom til sidste side. Nederst var der ikke en karakter eller en uddybende kommentar, men der stod derimod bare samtale. Det skal siges, at vores dansklærer ud over at være en dygtig underviser også var god til at "læse" os, hvis vi gik og havde småproblemer og sådan og tog gerne en samtale med os efter skoletid, hvis hun følte det nødvendigt.
Efter undervisningen satte jeg mig sammen med min dansklærer et roligt sted og tænkte, hvad hun dog ville snakke med mig om, for jeg havde det jo fint. Uden den store tøven spørger hun direkte: "Er du lesbisk?" Jeg var jo næsten ved at falde ned af stolen og skyndte mig selvfølgelig at få fremstammet, at det var jeg i hvert fald ikke. Samtidig undrede jeg mig meget over, hvor den bemærkning kom fra. Når jeg læser novellen i dag, forekommer det spørgsmål som noget af det mest logiske. Novellen handler tydeligvis om et kærlighedsforhold mellem to kvinder, og jeg havde også tidligere afleveret noget i samme stil. I dag er det hele tydeligt. Jeg var jo tydeligvis interesseret i det, som foregik mellem to kvinder. Jeg havde kysset nogle af mine veninder i gymnasiet, men altid affærdiget det med, at det jo bare var for sjovt. Hvis jeg den gang havde turde søgt nok ind i mig selv, så havde jeg nok fundet ud af meget tidligere, at det virkelig var kvinder, jeg ønskede at være sammen med.
Hun var den første, som nogen sinde spurgte mig om min seksualitet, og den første som gennemskuede mig. I dag ville jeg ønske, at jeg havde været klar til at være ærlig over for mig selv og turde bruge hende og snakke med hende om mine følelser. Men selvom jeg ikke gjorde det og benægtede det hårdnakket, er jeg stadig ikke et sekund i tvivl om, at hun satte nogle tanker igang i mig, så jeg begyndte at undre mig mere over og eksperimentere med min fascination af kvinder.
Det jeg vil frem til er, at hun stillede mig et spørgsmål, som jeg på daværende tidspunkt blev overrumplet af og ikke var klar til, men som jeg i tilbageblikkets sentimentale lys er lykkelig for, at hun stillede. Lykkelig for tankerne som det gav mig. Lykkelig for at der i det mindste var en, som gennemskuede mig. Lykkelig for at jeg var så heldig at have en dansklærer, som interesserede sig for andet end det faglige, men også det menneske som gemte sig bag teksterne. Jeg ville ønske, at der var flere, som var lige så heldige som jeg og blev beæret med så fantastisk en personlighed i gymnasieårerne.
Outgames. Ugen som enhver homo med en den mindste respekt for sin seksualitet havde set frem til, Ugen hvor vi skulle vise hele verden, at vi var out and proud. Der er ingen tvivl om, at vi var ude - sådan cirka hele tiden, hvilket der førte til en fest som varede godt og vel 10 dage og ødelagde størstedelen af min lever. Proud var vi også - i hvert fald på nogle områder. Nogle gange måske en smule for stolt, når man vælger at stille op i synkronsvømning ene mand iført glimmer og stramtsiddende gejl og desuden begynder sit show allerede før, man er kommet i bassinet. Er det mig, som har taget helt fejl, når jeg troede, at synkronsvømning foregik i vandet, og at der skulle mere end en person til, før man kunne udføre noget synkront. Måske ikke helt korrekt, men underholdende var det i hvert fald. I det hele taget var der et utal af sportsgrene under stævnet, hvor nogle levede mere eller mindre op til forventningerne. Fx blev vi yderst skuffede, da vi fandt ud af, at de ellers yderst tiltrækkende beachvolley-dragter overhovedet ikke blev benyttet under konkurrencen. Meget skuffende når det måske nærmere var det, som man var kommet for at kigge på end selve sporten. Til gengæld oplevede jeg en yderst spændende herrehåndboldfinale, som blev spillet i blændende stil og udviklede sig til en hel landskamp med alt, hvad det indebar, eftersom det var Danmark-Norge, som DK selvfølgelig vandt til sidst under skarp ledelse af selveste Ole E. på sidelinien. Prøvede også at blive helt grebet af floorball (efter lige at måtte have fået forklaret reglerne og stillet 100 dumme spørgsmål). Desværre glippede kvindewrestling, da der ingen deltagere var tilmeldt. Havde ellers virkelig set frem til en omgang rusiske kamplebber i intens fight (hurra for fordommene).
En ting var som sagt sporten. En helt anden var festerne. Og det var virkelig en lang fest. Med Outcities plantet rundt omkring i byen med stor koncentration i nærheden af Diamanten, føltes det som om, at vi homoseksuelle virkelig var velkomne, og at der var plads til os i gadebilledet. Magasin havde fået regnbueflag på bygningen og Vor Frues kirkes søjler var indhyllet i samme farver. Virkelig noget som kunne få smilet frem på læben. Men den storste kadot som jeg oplevede under Outgames var nok, da jeg midt på Axel Torv stod og kyssede med en pige, hvilket jeg normalt sjældent ville gøre af frygt for folks reaktioner. Dem slap jeg dog ikke for, da der pludselig kom en kæmpe pumpet indvandrerfyr løbende over mod os. Vi kom meget hurtigt til at stå skoleret, godt væk fra hianden. Det viste sig, at det havde vi ikke behøvet. Han ville da bare lige fortælle os, at han syntes det var fedt, at Kbh var baggrund for sådan en begivenhed, og han slet ikke kunne forstå, at folk ikke kunne acceptere os, som vi var osv. Meget overraskende, men samtidig fantastisk dejligt input fra en sød fyr, som inviterede os på øl bagefter.
Det hele kulminerede jo i Priden om lørdagen, som jo altid er som en Pride er. Masser af regnbueflag, outrerede typer, udklædninger, glade mennesker og fest og farver. En hel fantastisk dag som i år var endnu større end ellers. Det var med en dag som denne i ryggen, at jeg forlod København om søndagen med et sagligt smil og en glæde over at føle sig accepteret.
Nu er jeg så vendt hjem igen til København efter en uge i Jylland, og man kan mærke, at man lige skal omstille sig igen. At vi ikke længere skal føle, at vi ejer byen og kan gå rundt og føle os helt normale. At man igen lige skal tænke over, hvornår man vælger at kysse den søde pige ved siden af os og skilte med sin seksualtitet. Når det er sagt, er jeg stadig vildt glad for at bo i København. Jeg tror her, at vi har et fristed, som ikke findes i samme grad i mange andre lande. Jeg er overbevist om, at ugen med Outgames sat positiv fokus på det at være homoseksuel, og at vi faktisk ikke er så pokkers anderledes end alle andre, men bare gerne vil have, at der også er en plads til os i verden. Men når det er sagt, er jeg også glad for, at det ikke er Outgames hver dag. At jeg kan få lov at have min seksualitet for mig selv og leve min egen "normale" hverdag.
