Fakta først: Kroatien vandt en aldeles fortjent sejr og sikrede sig adgang til kampen om EM-medaljer.
Ligeså faktuelt: Danmark spillede sin hidtil bedste kamp her i Østrig. Det var en fornøjelse at følge holdet, der både forsvars- og angrebsmæssigt kom rigtig godt i gang mod et meget motiveret kroatisk landshold.
Kampens helt store profiler var desværre iklædt farverne, der ikke matchede de danske. Mirko Alilovic og Ivano Balic styrede på hver sin banehalvdel begivenhedernes gang.
I målet tog Kroatiens nye målmandskonge totalt modet fra det vi på hjemlige breddegrader kalder "verdens bedste fløje." De var svære at få øje på, da 300-kampsjubilaren Lars Christiansen, Anders Eggert og Hans Lindberg på skift brændte gyldne chancer.
At chancerne kom på fløjene var ikke nogen overraskelse. Kroaterne har det med at "bakke op", og mulighederne var resultatet af et i lange perioder godt dansk angrebsspil.
Med Bo Spellerberg i startopstillingen var der næsten garanti for, at det danske stregspil blev sat i scene, og det udnyttede Michael Knudsen til overbevisende første 30 minutter.
På den anden banehalvdel huserede en vis Ivano Balic. Før slutrunden var det min vurdering, at den lille strateg ville have svært ved at motivere sig til et europamesterskab, men jeg skal da love for, at jeg tog fejl.
Han var en fantastisk inspirator for sine kammerater og der blev delt sukkerballer ud til dem alle, men især til de to backs Duvnjak og Buntic, der hamrede skiftende danske målmænd ud af rektanglet.
Balic gjorde, hvad der passede ham, og selv om den danske defensiv startede godt, var det tydeligt, forsvaret ikke magtede opgaven med at styre Balic, stregspillet han kreerede omkring Igor Vori, og de mange krydsløb han lagde op for sine backs.
Var det ikke fløjenes dag, kneb det også gevaldigt for både Kasper Hvidt og Niklas Landin. Nuvel, de fik i perioder ikke hjælp, men det er nogle gange en målmands lod. Hvidt fik ikke fat i noget fra starten, og blev afløst af Landin, der heller ikke magtede opgaven i starten, men som senere fik pænt fat, og det var en overraskelse, at Hvidt sluttede kampen i det danske mål.Normalt får et hold altid godt med chancer i kontrafasen, da kroaterne ikke er kendte for det ultimative returløb. Mulighederne kom og blev enkelte gange udnyttet, men de hurtige opløbs spil er ikke organiseret godt nok på landsholdet netop nu.
Derfor måtte Mikkel Hansen og hans kammerater bruge rigtig mange kræfter på at score i spillet seks mod seks, og det var kræfter, der manglede, når Lars Jørgensen & Co skulle forsvare mod en modstander, der var dem fysisk overlegne.
Jeg kan på ingen måde klandre vort landsholds vilje og fight. Da der blev sagt farvel til muligheden for et titelforsvar, skete det i en flot håndboldkamp, hvor selv gode danske dyder ikke rakte.
Danmark mod Norge bliver aldrig et håndboldmæssigt skønmaleri. Til gengæld bliver det grimt, fysisk, intensivt og ufatteligt spændende. Og med det helt store plus, at Wilbek og hans drenge som oftest vinder.
Således også her i Wien, hvor Norge styrede begivenhederne, og Danmark tog sejren.
Det er i sådanne kampe, at marginaler er noget, der skal tages meget alvorligt, og dansk bannerfører i den disciplin var ingen ringere end landsholdets anfører Kasper Hvidt, der stod helt forrygende, da "krigen" gik ind i sin afgørende fase.
Mod Rusland hjalp han sin unge kollega Niklas Landin frem til en overbevisende præstation, men her da landsholdet kiggede direkte ind i et EM-exit, var det chefen selv, der ragede kastanjerne ud af ilden i den kamp, Danmark kun førte, da kampen blev fløjte af.
Tidligere stillede jeg spørgsmålstegn ved Hvidts vildskab. Det behøver jeg ikke efter aftenens kamp, hvor anføreren var tilbage for fuld damp. På et tidspunkt truede han sågar med at fjerne "sit" mål her i Wiens kæmpestore arena.
Foran Hvidt kæmpede det danske forsvar som bersærker. Jeg synes stadig, at midtersektionen med Kasper Nielsen og Lars Jørgensen går for langt frem, for landsholdets helt store problem hed Kristian Kjelling, der spillede en pragtkamp, inden han - ligesom de fleste af hans kolleger - gik fuldstændig "døde" rent konditionelt.
Angrebsspillet var nok en gang usammenhængende, ustruktureret og uden det aftalesæt, der normalt kendetegner et godt håndboldhold.
Derfor blev det svært for samtlige danske bagspillere, sådan for alvor at komme ind i kampen. Alligevel lykkedes det landstræneren at finde et par mål hist og pist. Bo Spellerberg finurligt, Henrik Knudsen med et par gennembrud og Thomas Mogensen for fuld udblæsning, da det var allervigtigst.
Kun Mikkel Hansen formåede vedvarende at være en trussel for en godt organiseret norsk defensiv med en ypperlig Steinar Ege som sidste skanse.
Udvisninger måtte blive en afgørende del af denne totale fysiske udladning. Det blev en fordel for Danmark, der kampen igennem var skarpest til at spille i under- og overtal.
Flere kloge hoveder - inklusiv landstræneren - har påpeget den danske bredde som landsholdets måske allerstørste styrke. Jeg ved ikke, om det holder hele vejen, men i kampen mod Norge var det tydeligt, at Mikkel Hansen & Co havde lige nøjagtig de flere hænder, der kan afgøre håndboldkampe.
De rød/hvide lever. Nu er det alt eller intet torsdag mod Kroatien. Et hold, der ligesom Danmark, mangler at vise det spillemæssige format.
Den kamp vender jeg tilbage til i morgen.
Var der spekulationer om landsholdets overlevelsesmuligheder her i Østrig før kampen mod Rusland, blev de hurtigt gjort til skamme.
Ser jeg lige bort fra kampens første tre minutter, hvor russerne kom farende og sikrede sig en tremåls-føring, var det en kamp med dansk styring af begivenhederne.
Vel lavede forsvaret omkring Niklas Landin fejl, men med russernes evindelige søgen mod centrum af banen - det har de gjort de sidste tyve år - var det en forholdsvis let opgave for Lars Jørgensen og Kasper Nielsen at dæmme op for den russiske systematik.
Det gav samtidig vort landshold mulighed for at træne kontrafasen, og den fungerede i rigtig mange tilfælde udmærket.
Efter angrebsspillets nedtur mod Island var det en fornøjelse at se det fungere så fornemt, som tilfældet var mod russerne. Fart, tempo, aftaler iblandet kreativitet var pludselig dagens orden, og det klædte i den grad spillet.
Også kampgejsten var tilbage. Hvor jeg savnede den mod Island, var det opløftende at se den tilbage hos vore spillere, da det virkelig gjaldt.
På bænken så jeg også en langt mere aggressiv landstræner, der reagerede hurtigt på de allerfleste udfordringer.
En af dem havde Ulrik Wilbek taget på forhånd. Valget af Landin fra start var overraskende men helt i orden, og den unge mand tog sin chance på fornemste vis. Vist var der bolde, han burde have reddet, men sådan vil det altid være.
Som spilstyrer kom Bo Spellerberg hurtigt i sving, da Thomas Mogensen lavede et par fej. Og jeg gentager gerne, hvad jeg har skrevet før. Kolding-spilleren skal have mere spilletid. Han er manden med klart det største overblik. Og så lige en Wilbek klassiker. Spellerberg så ikke banen i anden halvleg=514;
Thomas Mogensen vendte overraskende tilbage i anden halvleg og rettede op på første halvlegs misforståelser, og det kunne være, at landstræneren efter første halvleg havde vurderet, at russerne ikke kunne true landsholdet, og at han derfor ønskede at give Mogensen muligheden for at komme positivt ud af kampen.
Også Michael Knudsen viste storform efter den evindelige diskussion om hans helbredstilstand, ligesom Kasper Nielsen spillede én af sine allerbedste landskampe nogensinde. GOG-spilleren brillerede især i rollen som manden med de afgørende afleveringer til både streg og fløj, og det er jeg ikke forvænt med at se.
Kampen mod Norge bliver naturligvis en helt anden, men det var uhyre vigtigt for landsholdet at tanke selvtillid før braget mod vore nordiske brødre.
Jeg tillader mig en vis tilbageholdenhed med for mange roser. Kampen mod Igrupolu & Co mindede i ubehagelig grad om matchen mod Serbien. Også russerne leverede en pinlig og uengageret indsats, der for enkelte spilleres vedkommende - læs Igropulo- havde karakter af svigt.