Søndag, 13. december 2009 kl. 18:00 / håndbold, sport, vm
Jeg er ikke helt sikker på, at det er gået op for mig, at vort kvindelandshold søndag, den 13. december 2009 spillede en historisk semifinalemulighed ud af hænderne på sig selv, på landsholdet og dermed på Danmark.
Når det gik så galt, er jeg heller ikke i tvivl om, at det skyldtes en undervurdering af - ligeså - historiske dimensioner. Nej, nej, ikke noget med at pigerne og deres træner ikke gjorde alt for at forberede sig optimalt. Ikke noget med, at de ikke kæmpede og ikke ville. Nej, mere i retning af at komme ind til en kamp, hvor du end ikke har overvejet muligheden af at tabe. Når så du skal forsøge at forlige dig med det, der altså ikke kunne ske, er det hulens svært. Ikke alene på banen, men også udenfor. På bænken, hvor kampe med mellemrum både vindes og tabes.
Størst lå undervurderingen i det, der foregik inden kampen. Holdudtagelsen, hvor Jan Pytlick så bort fra Louise Mortensen og Maibritt Kviesgaard.Jeg vil godt vædde med, at de to piger kunne have spillet denne kamp. Havde det været en semifinale, ville de garanteret have været udtaget. Landstræneren ønskede simpelthen at spare to af sine trumfkort, fordi heller ikke han - i sin vildeste fantasi - havde forestillet sig, at det kunne gå galt mod Angola.Forståeligt nok. Jeg ville have gjort det sammen i hans sted.
Nu gik det ikke bare galt. Det gik helt ad Pommern til. Faktum er nemlig, at alt hvad der skete i den landskamp så ubetinget foregik på afrikanerens betingelser. De fik lov at spille håndbold og vise, hvor meget de egentlig kan, når de ikke bliver generet. De styrede hele det taktiske spil, og viste hvor dygtige de er, og det er faktisk ikke så lidt endda. Imens lod et defensivt og passivt dansk forsvar sig drive rundt i et spil, hvor de passive blev sat til vægs af de aktive.Havde Danmark ikke lært lektien på egen banehalvdel, skal jeg da love for, at der blev givet undervisning, når det foregik på angolesernes halvdel. Her blev de danske piger nemlig udfordret på både bevægelse, aggressivitet og ikke mindst energi. fatteligt, at vores landstræner ville se på det igennem hele kampen.
Mod Frankrig, der udfordrede Angola på både bevægelse og aggressivitet lavede de et hav af tekniske fejl. Jeg ved godt, at Danmark ikke er Frankrig og at de franske piger er meget dygtige i netop forsvarsspillet, men at der overhovedet ikke blev forsøgt noget offensivt hos dansken er for mig bare et udtryk for, at man heller ikke på den danske udskiftningsbænk havde tænkt det utænkelige: At landsholdet kunne tabe til Angola.
Tre gange i træk har Danmark været i en favoritrolle. Tre gange har landsholdet ikke evnet at leve op til den rolle. Mod Sverige betød det intet. Og det kunne ses. Mod Østrig betød det alt. Og det kunne iagttages i en overnervøs første halvleg. Mod Angola var vigtigheden ikke til at overse. Og det var til at få øje på, da Jan Pytlick og hans piger spillede den ringeste landskamp, jeg kan mindes.
Spekulationer og gætterier kan nu forenes frem mod kampen tirsdag mod Rusland. Én ting er sikkert. Her er Jan Pytlick og Danmark ikke i favoritrollen. Her vil ingen undervurdering være mulig. Forhåbentlig med en dansk genrejsning til følge.
Lørdag, 12. december 2009 kl. 16:29 / håndbold, sport, vm
Efterveerne fra nedturen i den betydningsløse kamp mod Sverige havde åbenbart ikke forladt de danske følelser, da landsholdet indledte mellemrunden med kampen mod Østrig.
Et mærkeligt nervøst - overtændt? - dansk landshold kunne hverken få styr på forsvar, kontrafase eller angrebsspil. I en hektisk første halvleg var det østrigerne, anført af venstrebakken Stephanie Subke, stregspiller Simona Spiridon og målvogter Petra Blazek, der gjorde ondt på Jan Pytlick og hans piger.
Karin Mortensen blev ladt i stikken fra start, da østrigerne ikke havde problemer med at komme til skud bag en aggressivt spillende Mette Melgaard. I hvert fald lykkedes det ikke Kamilla Kristensen, Line Jørgensen og Trine Troelsen at lukke af for hverken skytter eller den indrykkende streg Simona Spiridon.
Kontrafasen havde ikke bredde nok, og det er stadig et problem, at skiftende stregspillere er for længe om at komme på plads i det danske 4:2 spil.
Angrebsspillet var for stresset. Alt for hurtige og ukoncentrerede afslutninger gav gode redningsmuligheder for Blazek i det østrigske mål. Muligheder hun uden blusel benyttede sig flittigt af!
Det var som om, at spillerne slet ikke kunne forlige sig med tanken om at måltavlen vedvarende viste føring til modstanderen. Konsekvensen var ligetil. Masser af tempo og for lidt omtanke.
Pausen gjorde mærkbart godt på de danske piger. Forsvarsstrategien var ændret. Mere samling på de fire i midten. Mere afventende. Østrigerne bestilte stort set ikke andet end at komme ind over midten, så det var mere et spørgsmål om at være klar til dem, når de kom, end til alt muligt andet.
Forandringen frydede. Især Christina Pedersen i målet, der fik alle muligheder for at spille sig tilbage i turneringen på højt niveau, leverede varen, og så tog det egentlig ikke landsholdet længe at sætte tingene på plads.
Louise Mortensen iscenesatte igen spillet fornuftigt. Trine Troelsen viste nok en gang, at hun er sit holds bedste skytte. Susanne Kastrup fik fortalt landstræneren, at hun er klar til kamp, hvis Mie Augustesen skulle få for mange blunder undervejs. Det skete for Randers-spilleren et par gange, da hun blev totalt snydt på sin fløj.
Også Kastrup lavede en "Mie". Et begreb, der nu står for at lade sin fløj løbe en back-door på sig. Camilla Dalby havde dagen, hvor intet ville lykkes, men vilje viste hun masser af, og så må målene komme næste gang.
Nat blev til dag her i Kina, da landsholdet oppede sig, da det gjaldt allermest. Nu mangler holdet blot at slå Angola for at kvalificere sig til VM's semifinaler.
Den mission mislykkes ikke. Det er der alt for megen substans i Jan Pytlicks "nye" landshold til.
Fredag, 11. december 2009 kl. 10:12 / håndbold, sport, vm
Klimatopmødet i København - det såkaldte COP 15 - lever ikke forgæves. Selv her i Kina - klodens mest energiforbrugende land - er der fokus på at spare på energien.
Ikke kun på CO2-udledning. Nej, her i Jiangsu Provinsen er det d'herrer håndboldlandstrænere, der ønsker at spare så megen energi som muligt. Deres energibesparelse er rettet mod de mennesker, de meget gerne ser have et vist overskud, når VM går ind i sin afgørende fase den kommende uges tid, nemlig deres spillere.
VM er en lang turnering. De fire hold, der finder vej til semifinalen, når op på ti kampe, og det er selvsagt en enorm belastning på blot seksten dage.
Derfor har de fire favoritter til de ti kampe - Norge, Rusland, Rumænien og Danmark - også gjort sig store anstrengelser for at fordele ressourcerne så godt som overhovedet muligt. Og det er jo helt simpelt. Der er kun den energimængde, det enkelte lands seksten spillere kan producere på de seksten dage, et VM varer.
Det er erfarne folk, der har energi som hovedtema her i Kina. Norges Thorir Hergeirsson, Ruslands Evgeni Trefilov, Rumæniens Radu Voina og vores egen Jan Pytlick er i gang med et kulissespil af de helt store.
De har nogenlunde samme opfattelse af tingene, når jeg læser VM's statistik. "Efter de fem indledende kampe må ingen af vore stamspillere have været på banen mere end maksimalt tre timer", tyder meget på de kunne have sagt som med en stemme, hvis de var blevet spurgt til netop denne energistrategi.
Selvfølgelig er der undtagelser. Norges Riegelhuth er lige over fire timer, men det er på en - forsvarsmæssig - ikke særlig belastende fløjplads - og Katrine Lunde har fået lov til at springe efter boldene i knapt tre og en halv time. Hos Rumænerne er der også blevet plads til lidt ekstra energiudladning for Carmen Amareie og spilstyrer Cristina Neagu, ligesom Trefilov har forlangt marginalt mere end de tre timer af Tatiana Khmyrova, Ludmila Postnova og Ektarina Vetkova.
Jan Pytlick, der nok har haft de hårdeste gruppemodstandere, har været den mest omhyggelige - det skulle da også bare mangle, når Danmark arrangerer det store topmøde - med energibesparelsen. Hos ham er det kun Kamilla Kristensen, der har fået lov til at snige sig over de tre timer. Og det med bare seks minutter.
Kulissespillet vil fortsætte i mellemrunden, og det skal blive min påstand, at når VM er overstået vil det blive svært at finde spillere, der har spillet i mere end syv timer.
Misforstå mig ikke. Det er rigeligt på så kort tid, og så har de energibesparende landstrænere jo masser af andre hensyn at tage.
Til for eksempel et spil der kræver masser af finmotorik, samhørighed, indbyrdes forståelse og et væld af spiltaktiske elementer, der svært lader sig træne, hvis kravene til energibesparende tiltage bliver for mange.
Lignende problemstillinger sidder de og bakser med i København netop nu, og det store spørgsmål er, om den danske hovedstad bliver stedet, hvor enighed kan opnås om et slutdokument, der rækker energimæssigt positivt frem mod 2020.
Her i Kina får vi et langt hurtigere svar på, hvem der har været bedst til det med at spare energi. Senest på søndag otte dage ligger slutdokumentet for VM 2009 i Kina klar, når et af de fire ovennævnte lande kan kalde sig selv verdensmestre i håndbold.
Men sikkert også i evnen til at spare menneskelig energi.