Jeg har været sygemeldt med stress og angst i et par måneder, men er nu tilbage på arbejde igen. Efter at have været i kognitiv terapeutisk behandling føler jeg mig mere end klar til at 'face' mit job og komme videre med mit liv, omend angsten for angsten stadig sniger sig ind på mig i ny og næ...

(Iøvrigt noget der let kan klares med medicin, siger lægen, men hvis der er noget der ligger helt fast, så er det, at jeg ikke skal medicineres, for medicin er for mig ligeså angstprovokerende som det at køre over en bro, stå i kø i Brugsen eller bare at holde for rødt lys, når man skal fra A til B i en helvedes fart)

Jeg er efterhånden, i en alder af 39 år blevet så voksen, at jeg nu er istand til at erkende at jeg lider af angst, selvom jeg de sidste 20 år har forsøgt at kamouflere det med diverse fysiske symptomer samt de sædvanlige spørgsmål til mig selv og mine nærmeste om: 'hvorfor er jeg ikke ligesom alle andre' og 'hvorfor er mit liv og min livsglæde ikke som en ret snor men derimod som et zigzagget sjippetov'.

Men her er det så, at jeg sammen med terapeuten har fundet guldkornet, for spørgsmålet er ikke: 'hvorfor er jeg angst' og svaret ligger ikke i at fremkalde og huske de traumer der ligger gemt i ens barndom og pottetræning. Næh nej, derimod er svaret og løsningen på angsten, at finde og fange lige præcis de tanker man gør sig, når angsten opstår og den fuldstændig overtager enhver fornuftig og realistisk tankemåde. Vi der lider af angst ved jo godt, at det er lidt pjattet at være bange for, hvad det nu lige er vi er så bange for, men ikke desto mindre får underbevidstheden og angsten alligevel lov at tage over og vi må nok engang lægge krop til hjertebanken, svedeture, panik, overiltning af hjernen, dødsfølelser osv!

Så derfor: væk med 'hvorfor' og istedet ind med 'hvad er det præcist du tænker, når du oplever angsten' (ja, den er god tænkte jeg, det prøver jeg sku lige at finde ud af, når jeg kl. 4.30 om morgenen er halvvågen fordi min blære er ved at sprænges og min i særdeleshed meget vågne underbevidsthed spiller mig et angstpuds!!)

Nå men, selvom det er svært at styre sin angst, kan man jo godt gøre et forsøg, ik'. Og vi vil jo ikke være slaver af pjattede tanker, vel, så efter bare 1 time hos terapeuten, skulle jeg da lige en tur i Brugsen og handle!!! Her må læseren godt klappe, for jeg havde ikke været uden for en dør i flere uger og en tur i Brugsen for mig, var/er angstprovokerende nok på alle nedennævnte områder:

Først skulle jeg køre i bil derhen, og der er et stykke af køre-strækningen, hvor der er stejle sider ned til de omkringliggende marker og ikke mulighed for at holde ind til siden, hvis jeg pludselig skulle føle, at bilen kørte mig og ikke omvendt. Dernæst skulle jeg huske at trække vejret helt ned i maven og fortælle mig selv, at det er mig der bestemmer farten, når diverse biler skulle komme ind på mig bagfra og presse mig til at sætte farten op og endelig skulle jeg gå rundt iblandt andre mennesker i Brugsen, som helt sikkert kunne både se, føle og mærke min usikkerhed og som jeg er overbevist om, ikke ville yde mig førstehjælp, hvis jeg skulle falde død om for næsen af dem.

Med bevidstheden om disse 'fælder' begav jeg mig afsted mod Brugsen for at gøre det som alle andre bare gør uden at skænke det en tanke - og ved I hvad? - Jeg bestod sgu med UG 13. Jeg skulle ikke standse, jeg hyperventilerede ikke og bedst af alt, jeg endte ikke min dage i Brugsen!

Hej, mit navn er Betina - jeg lider af angst!

Buketten fik jeg af mine søde kolleger. Jeg har heldigvis verdens bedste arbejdsplads.