I disse uger kører en stor gul bus fra ADHD-foreningen rundt til danske skoler for at oplyse om ADHD-lidelsen hos børn. Nogle af de brochurer, som uddeles til børnene er finansieret af medicinalfirmaer og reklamere uden omsvøb for hard core psykofarmaka, der sælges på det sorte narkomarkedet for 200 kr. pr. pille.
Handicapindustrien vokser og vokser. Hele tiden kommer der nye patientforeninger, der vil det bedste for deres medlemmer. Men ender patientforeningerne ikke med at gøre det modsatte end det de ønsker?
Intet er mere naturligt for en virksomheder end at sælge deres produkter. Der må investeres i reklame og sponsorater til grupper, som støtter op om brug af ens produkter og udbreder kendskabet til dem. Det gælder for alle mulige produkter, men der er stor forskel på moralske grænser og hvad man kan være åben omkring.
Banken Spar Nord er for eksempel sponsor for den professionelle fodboldklub AaB og det har klubben intet problem med. Tværtimod giver det gode penge til køb af nye spillere og talentudvikling. Det er et fornuftigt goodwill-sponsorat, hvor sponsor og klub ikke har noget kommercielt interessefællesskab. Sponsorens produkt er generelt et populært og tiltalende produkt.
Anderledes forholder det sig, hvis sponsorens produkter ikke umiddelbart accepteres af kunderne, eller endnu værre, er kontroversielle og af mange anset som værende direkte skadelige. Et godt eksempel på et sådan produkt er psykiatrisk medicin, der ordineres til børn og unge med ADHD. Psykofarmaka, der er i familie med kokain og amfetamin.
I Danmark er det forbudt at reklamere for medicin af denne karakter, så markedsføringen skal være indirekte og nærmest usynlig. En effektiv konstruktion i denne henseende er en patientforening eller støtteforening omkring den psykiatriske sygdom, som så kan sponsoreres ud fra særlige præmisser.
Derfor skal foreningen have vedtægter, der fremmer anerkendelse af den psykiatriske sygdom. Foreningen skal arbejde for at udbrede kendskabet til en bestemt diagnose og skabe politisk forståelse for diagnosens berettigelse og arbejde for at medicinsk behandling betales af de offentlige kasser. Foreningen skal også have uskrevne regler om etiske kodekser, som udelukker kritik af foreningens holdninger, dette har jeg selv mærket ved flere lejligheder.
Foreningen skal også tilbyde rådgivning af personer, som har karakter af frivillige idealistiske eksperter. Det er typisk læger og psykiatere, som udover ansættelse i forskellige offentlige embeder, også er på lønningslisten hos de medicinalvirksomheder, som sælger den psykiske medicin.
Et godt eksempel på en veludført symbiose mellem forening, patient, læge og industri er ADHD-foreningen, som til punkt og prikke er designet som før beskrevet.
At reklamere for narkotikalignende psykofarmaka er altså ikke just en nem opgave, det kræver et stort netværksarbejde og dygtig lobbyisme. Til gengæld er det billigt. Det kræver kun en lønningscheck til et par af de dygtigste psykiatere og et par møder i Folketinget. Og så lige en stor gul bus.
Bringes i JP, 3/11 2011.
Så sad han der igen. Hulkende og klynkede. Den nedslidte håndværker, stor og stærk, men nedslidt. Færdig, brugt og slidt op.
Ja, han havde ondt i "skroget" når han skulle ud af sengen. Som om alle middelaldrende spinger som en fjeder ud af sengen. Han er fem år ældre end mig. Han glæder sig til efterløn. Ja, hvis der ikke fandtes efterløn, ville han ikke ane, hvad der så skulle ske. Fattiggården, selvmord ... en plads nede på bænken?
Jeg skrev så på min facebook, at "jeg har det svært med at se disse voksne raske mænd sidde og klynke over, at de er åh så nedslidte og trænger til efterløn eller betalt ferie, som det jo rent faktisk er."
Begrebet "nedslidt" har vel næppe været mere nedslidt end netop nu. Dette ældgamle udtryk mest brugt om flere hundred år gamle trægulve, har så sandelig fået sin renæssance. Faktisk er der kø ved patentrettighedskontoret for at få ejendomsretten over dette magtfulde ord. Det klinger bare så hult i vore dage, hvor sygedagpenge, fysioterapi, lægehjælp, terapi, slankeprogrammer, rygeafvænning, efteruddannelse og genoptræning frit og kvit bliver kastet i nakken på alle og enhver, som måtte ønske lidt offentlig hjælp.
I samme facebook-indlæg skriver en mor: "De skulle prøve at have et hjerneskadet barn, vi klynker ikke over at skulle op om morgen, vi skal jo hjælpe vores børn, der er ikke noget med at vi er nedslidte." Jeg kender Anita, en ukuelig hårdtarbejdende borgerlig kvinde med en stor tung teenager-dreng, der er kvik og frisk, men spastisk lammet og skal bæres, flyttes og løftes rundt. Hun kunne ikke drømme om at bruge ordet "nedslidt" endsige beklage sig over sin skæbne. Jeg deler Anitas harme over "pjokmentaliteten" og det er Gud-hjælpe-mig svært at acceptere denne "efterlønsslaphed", når jeg hver uge har besøg at forældre, der står med problemer, som er 100 gange større end spørgsmålet om efterløn ja eller nej.
Her står de med et meget sygt eller problemfyldt barn, men løfter sig op, ta'r sig sammen – de hiver nogle ressourcer frem, som de ikke kendte, ved at tage ansvar for deres eget liv, ligesom jeg selv gjorde engang med mit meget syge barn.
Fjernelse af efterlønnen er derfor mere en 15 milliarder i statskassen. Det er anledningen til at starte en god værdidebat. Om det var det de konservative forudså, da de i 1979, som eneste nuværende parti (de andre var Retsforbundet og Fremskridtspartiet) stemte imod, skal være usagt, men kun godt at andre partier efter 32 år langt om længe har fået samme idé.
I min optik handler efterlønsdebatten derfor også om at udvikle den positive tænkning. At se muligheder før begrænsninger. At turde stole på, at vi mennesker kan mere end vi tror. Det er i hvert fald det budskab jeg gerne vil formidle i stedet for at dele tudekiks ud på statens regning.
For 15 år siden år siden boede jeg et år på Mallorca, hvor jeg lærte Gertrud at kende. Det hed hun vist ikke, men vi kaldte hinanden sjove navne. Hun kom modsat mig fra et hårdt københavnsk miljø med skilsmisse og forskellige former for misbrug. Ikke desto mindre var Gertrud en pige med ben i næsen og sjov at hænge ud med. Hun ernærede sig ved at gøre rent og hjælpe til på en restaurant. Sådan havde hun levet i mange år. Hun drak lidt rigeligt, men det gik okay. Nogle år senere mødte jeg Gertrud igen. Jeg var flyttet tilbage til Danmark og det var hun åbenbart også. Hun så meget "slidt" ud og var slet ikke den livsglade person, som jeg huskede fra Mallorca. Vi fik en bajer på Sankt Hans Torv og udvekslede erfaringer. Jeg havde fået arbejde på en grafisk virksomhed i København. Jeg fik en meget høj løn, men fik ikke det store ud af det. Jeg husker at vi fik 300 kr. i overarbejde og efter skat fik vi udbetalt 100,- !!! Gertrud, derimod var blevet førtidspensionist 35 år gammel. Jeg var total målløs. Hvordan kunne hun det? Hun fejlede jo ikke noget? Hun fortalte, at hun inden hvert møde med socialrådgiveren sørgede for at drikke et par "elefanter", tog sit mest usle tøj på og foregav, at hun var alkoholiker og havde været det længe. Det tog to uger at blive førtidspensionist. Derudover fik hun boligtilskud, samt "uforudsete" udgifter betalt efter regning. Hun fik ikke udbetalt helt så meget som mig, men det var tæt på. Lagde man så hendes indtægter ved at sælge lidt hash oveni, var hun mig langt overlegen rent økonomisk. Jeg fik før skat 450.000 kr. dengang. Da vi skulle skilles, sagde Gertrud med et lumsk smil: "Det er vist mest rimeligt, at jeg betaler!"
