I søndags bragte Berlingske en tankevækkende kronik skrevet af erhvervsmanden Asger Aamund. Den handlede om at Danmark er ved at blive skilt i to dele. Skatteydere og skattenydere. Nu er det jo ikke selvvalgt, hvor man er placeret. Problemet er imidlertid stadig stort.

Vi er på vej til et smilende og venligt DDR, et altomfattende omsorgssamfund, hvor mindretallet af skaffedyr er styret af flertallets klienter, der stemmer på den politiske magt der kan tilbyde flest gaver og mest velfærd.
Lidt firkantet sagt stemmer skatteyderne på Venstre og Konservative, hvor skattenyderne og de offentligt ansatte stemmer Socialdemokratiet og SF.

Skatteyderne læser Berlingske og Jyllands Posten og er stolte af Danmark, mest tydeligt ved Muhammed-krisen, Irak og Afghanistan og indsatsen. Skattenyderne læser Politikken og skammer sig over Danmark, mest tydeligt ved Muhammed-krisen, Irak og Afghanistan og indsatsen. Dansk politik vil blive én lang valgkamp, hvilket vi jo allerede oplever nu. Hvor selv den borgerlige regering fører en halvlunken socialdemokratisk politik. Og tør ikke lave de helt nødvendige reformer, skattenedsættelser og nedskæring af verdens største offentlige sektor.

Om ti år har vi 2 millioner pensionister, 1 million på overførselsindkomst og en halv million offentlige ansatte.

Det som er Asger Aamunds pointe er, at vort samfund på den baggrund vil falde sammen, fordi velfærd koster penge og når kun fåtallet arbejder og tjener penge til flertallet, så kollapser vores berømte velfærdssamfund. Uden velstand ingen velfærd.

Har Asger Aamund ret eller kan vi fortsætte med at statsansætte over halvdelen af befolkningen?