Fredag, 9. oktober 2009 kl. 04:30 / rejseoplevelser
Australiensturné med drengekoret
0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Thisted kirkes drenge-mandskor er nu ankommet til Sidney, hvor vi skal tilbringe den næste uge. I morgen skal koret give koncert i Sidney Operaen med blandt andet Carl Nielsens Fynsk Forår. Det er en succesfuld koncertturné. Koret bliver rost for deres professionalisme og høje niveau, hvorend de kommer. Her bringer jeg de dagbogsnotater, som også kan læses på korets hjemmeside.
Lørdag den 3. oktober 2009
Bangkok har ikke gnedet søvnen ud af øjnene, da vi krydser himlen hen over den enorme by og nærmer os landingsbanen, hvor piloten med elegant lethed sætter hjulene ned. Vi rammes af en varm og fugtig luft, da vi stiger ud af flyet, og i den korte ventetid i lufthavnen kæmper vore kroppe en desperat kamp for at indhente de timer, vi har mistet på vejen. En ny dag begynder i Bangkok og lyset trænger sig på, mens de hjemme i Danmark ligger under dynerne og sove sødt. Så da vi sætter os tilrette i sæderne i flyet, som i løbet af de næste 9 timer skal bringe os til Melbourne, tager søvnen magten over de fleste af os, og vi får nogle få tiltrængte timers søvn. Dagen forsvinder under vingerne af på os, og det er mørkt, da vi lander i Melbourne ved 19.30-tiden. Alle 51 finder lykkeligvis deres bagage på båndet og kommer gennem pas-kontrollen og ud til den ventende bus, som transporterer os til Enterprice Hotel på Spencer Street. Drengene er i en underlig sindstilstand, og det varer nogen tid, før vi får ro på Hotellet, hvor vi er indlogeret som små "familier" med 4 medlemmer i hver.
Søndag den 4. oktober 2009
De 8 timers tidsforskel mellem Danmark og Australien bliver i løbet af natten øget med endnu en time, da de går over til sommertid natten mellem lørdag og søndag. "Saving daylight" kalder man det logisk nok hernede. Allerede 6.30 lokal tid går alarmen i gang og minder os om, at det er tid til at stå op for at forberede den første dag i vores nye liv. Vi skal forlade Hotellet kl. 8, hvor vores guide, Vibeke, som også tog imod os i lufthavnen i aftes, samler os op og leder os gennem Melbournes gader til sporvognen, som skal bringe os til den Svenske Kirke, hvor drengene skal øve fra 9-10 og siden synge til gudstjenesten kl. 11.
Det er et fascinerende syn der møder os, da vi træder ud af hotellets indgangsparti. Melbourne gennemskæres af Yarra-floden og på begge sider af floden knejser imponerende bygningsværker sig mod himlen. Smukke sandstens bygninger fra byens storhedstid i slutningen af 1800 tallet smelter sammen med enorme skyskrabere og arkitektoniske og skulpturelle bygninger i glas og stål, hvor byens liv spejler sig i de blanke facader. Ved stoppestedet beundrer vi den slanke bygning "Heureka", som er verdens højeste beboelsesejendom med sine 92 etager.
Den svenske kirke ligger i byens velhaverkvarter. Den smukke hvide bygning er et tidligere konsulat og i dagens anledning vejrer det danske flag smukt på facadens mur. Den svenske præst byder os meget hjerteligt velkommen. Det er sjældent de får besøg fra den anden side af jorden. Det er svenskere, der kommer til gudstjeneste i dag. Vi genkender ikke vort eget modersmål blandt kirkegængerne. Gudstjenesten foregår på svensk iblandet enkelte ord og sætninger på engelsk. Dog synger vi salmen "Op al den ting som Gud har gjort" på dansk, sikkert til ære for os. Koret synger flere gange i løbet af gudstjenesten og afslutter efter med en mere rytmisk del akkompagneret af vore dygtige musikere. Den manglende søvn spores med al tydelighed, men der kan dog lokkes et smil frem i de dejlige ansigter under drengenes, trods alt, smukt klingende sang. Alle er imponeret og korets høje niveau.
Efter gudstjenesten inviteres både kirkegænge og kor på kaffe og kage i kirken og den tilhørende have, hvor både drenge og dirigent slapper af med en gyngetur til stor jubel for tilskuerne.
Vibeke, som også har deltaget i gudstjenesten, guider os tilbage med sporvognen og gennem byens solbeskinnede gader. Det er svært at holde samling på tropperne. Man standser op fascineret af en bygning eller musikken på scenen ved Federation Square, fotograferer, småsnakker og.... for så at konstatere, at gruppen er forsvundet, eller at man har glemt sin taske eller jakke et sted. Der breder sig brok og irritation hos de andre: "Hvem er nu blevet væk?". Vi får alle en lille Op-sang. Det skærper forhåbentlig vores opmærksomheden på at holde øje med hinanden og vore ting.
Sidst på eftermiddagen deler vi os i mindre grupper, som tager på småture rundt i byen. Nogle af os tager den gratis guidede sporvogn, Circle Ring. Sporvognens duvende kørsel får flere til at tabe hovedet. Der er krise i forsamlingen i dag. Vi kæmper med vores jetlag med deraf følgende trætheden og irritabilitet. Det bliver nok bedre i morgen...
Dagens madhold har fundet en dejlig restaurant lige i nærheden, som rydder hele underetagen til os. Vi får serveret den lækreste mad. Helbredende for både krop og sjæl. Mens nogle af de store drenge tilbringer den sidste del af aftenen på en nærliggende pub, går andre hjem til en forhåbentlig dejlig og tiltrængt nattesøvn.
Mandag den 5. oktober:
En god nattesøvn. Jetlagen er ved at slippe sit greb. Vi spiser morgenmad i Hotellets restaurant, hvor vi betjenes af nogle meget venlige kinesere, som spørger, om vi ønsker Bacon and Eggs. Ellers bydes vi på baked beans, lammepølser, pasta, bagte tomater, toast, vegemite (et biprodukt fra ølbrygningen), som nogle begejstret smører på brødet, mens andre ser på med største afsky.
Kl. 9 går vi i samlet flok til Sct. Pauls Cathedral, hvor drengene har korprøve frem til middag. Vi finder tilbage til Federation Square, hvor den lækre frokost, (indkøbt af madholdet, bestående af grovtoast med skinke og ost, gulerødder, agurk og cherrytomater) indtages på trapperne.
Vi når lige at hente en ekstra trøje og et tæppe på værelset, før vi sætter os i bussen, som skal køre os til Phillip Island. Vi spilder bestemt ikke tiden. Phillip Island er en lille ø 130 km sydøst for Melbourne, hvor man kan opleve Australsk dyreliv på tætteste hold i deres eget naturlige miljø. Mange af os får en tiltrængt lur i bussen på vej til det første stop på Phillip Island: Koala-parken. Koalaerne lider ikke af jetlag, som os, de har bare et søvnbehov på 20 timer i døgnet for at kunne omsætte de svært fordøjelige eukalyptus-blade. De hænger rundt omkring i Eukalyptus - træerne og kan betragtes på tætteste hold. Enkelte med en lille Joey (Unge) i pungen eller siddende på ryggen eller i favnen på deres mødre. På jorden under koalaerne hopper enkelte Wallabys (en kænguru-art) omkring, og i træernes kroner sidder fuglearter, vi aldrig ser på vore breddegrader.
Nogle har heldigvis på guidens opfordring bestilt bord og mad på restauranten ved The Pinguin-Parade, hvor vi skal opleve dagens højdepunkt - De australske dværgpingviners vandring over stranden, når de i skumringen iler over den, for dem farlige strand, op til deres huler og reder i "klitterne". Vi sidder på indhegnede tribuner så tæt som muligt på hinanden for at holde varmen, mens mågerne kredser faretruende over vore hoveder. Enkelte er endog også så heldige at blive ramt af deres fækale udslip, til stor morskab for nogen og på bekostning af andre. På vejen tilbage til bussen, ad de oplyste gangbroer, kommer vi på tætteste hold af dværgpingvinerne på vej gennem terrænet til deres huler for natten. Det er et berørende syn at se de små væsner på størrelse med en liter mælk, vralte gennem mørket.
Vi kører gennem aftenen tilbage til Melbourne, mens regnen smådrypper på ruden - Den eneste regn vi har set, siden vi kom. Temperaturerne har vel ligget mellem 10-15 grader om morgenen og om aftenen, og på omkring 20 grader midt på dagen, når solen har stået højest på himlen. Godt tilbage på Hotel Enterprice går vi til ro for at være friske og udhvilede til den store koncert i morgen i Sct. Paul.
Tirsdag den 6. oktober 2009:
Sidste prøve inden koncerten i Sct. Pauls Cathedral. Der er mange afbrydelser og korrektioner: "I rammer Aet for lavt, prøv at sætte lidt mere præcist ind på det dis, 3. sats forfra..". Der er ikke plads til de store armbevægelser i det lille øvelokale øverst oppe under taget i katedralen. Der skubbes og snakkes: "Hvor er mine sko? Har I sat noden til Halleluja ind bagerst i mappen? Skynd dig lige at få tisset af inden koncerten". Men i rette tid står alle klar i deres flotte blå kapper og med voks i håret. Vi synker klumpen i halsen, da de vandrer ind i procession i den store smukke katedral til O, Kristelighed. De mange tilhørere lytter forventningsfulde. Enkelte turister går stille omkring. Den kolde aftenluft under Pingvinparaden og bussens aircondition har angrebet nogle af drengenes stemmer. Anders Rasmussen bliver desværre bænkevarmer i dag, mens Nicolaj Nørgaard heldigvis klarer sig igennem sin smukke solo, trods halssmerter og hoste. Da de sidste toner i Halleluja dør ud, udvikler klapsalverne sig til stående applaus, mens koret bukker mod marmorgulvet - Det giver minder for livet. Svend Ole viser interesserede drenge T. C. Lewis orgelet fra 1890 med radialpedaler, som modsat de danske fodpedalers parallelle forløb, breder sig ud i en vifte og vanskeliggør fodarbejdet. Men det er vist kun få der hører fodfejlene i den smukke toccata og serenade.
Uden for Katedralen venter bussen på os og bringer os tilbage til Hotellet blot for at hente vore kufferter. Vi forlader Melbourne kl. 15.30 og kører mod nordøst. Solen står i nordvest og forvirre vores evne til at orientere os efter dens bevægelse over himlen. Her syd for ækvator, står solen mod nord ved middagstid.
Landskabet langs vejen skifter mellem frodige marker med små søer og åer omgivet af en meget varieret vegetation. Vi kører forbi vinmarker med nedskårne vinstokke, landbrugsjorde, hvor der fortrinsvis bliver dyrket hvede, store hjorde af får og kvæg. Få gange undervejs er vi heldig at se en hoppende kænguru over stepperne. Her er stadig grønt, men de næste måneders intensive varme vil udtørre området.
Til stor begejstring for alle svinger bussen ind foran McDonald, hvor vi stiller os op i en lang række og bestiller vore menuer til en meget smilende og tålmodig servitrice. Ved halvtitiden når vi frem til vores Hotel i Albury, hvor vi tjekker ind for bare en enkelt nat.
Onsdag den 7. oktober 2009:
Vi vågner op til en kold og klar morgen og ifører os en af kuffertens få varme trøjer. Der er meldinger om 10 grader i Canberra. Vi har forhandlet os frem til en rimelig pris på morgenmad i restauranten. 10 AUD for voksne og 5 AUD for børn under 16. Det er en dejlig luksus at vågne op til. Toast, Cherials og det lækreste friske frugt, juice og kaffe. Alt hvad vi behøver for at få en god start på den nye dag der venter os - Nye eventyr på denne forunderlige rejse.
Madholdet køber ind til frokosten. Overalt bliver vi mødt af de sødeste og mest imødekommende australiere. Ved indgangen til "Coles" (et enormt supermarked) bliver vi budt velkommen og med hilsenen: "How are you", eller det mere australske: "How do you go?" og når man betaler, bliver man tiltalt med "doll" og "love". Så selvom vi bliver omtalt som et venligt folkefærd, kunne vi lære meget af australierne. Vi føler os i hvertfald meget velkomne.
Vi sætter os i bussen og fortsætter vores rejse mod nordøst, men bestemt ikke mod varmere himmelstrøg. Da vi spiser vores daglige sandwich med skinke og ost under halvtaget foran en tankstation, klaprer tænderne i munden på os, og vi savner vores vanter og vinterstøvler. Men i bussen er der lunt, og gennem vinduerne beundrer vi det landskab, der passerer forbi vore øjne med grønne enge, eukalyptustræer, græssende køer og får. Undervejs krydser vi Murray-floden, og i baggrunden ser vi Australiens højeste bjerg Mount Kosciusko (Ca. 2200 meter). Det er et smukt syn.
Vi når frem til Canberra ved 14.30-tiden. Drengene går til prøve, mens der bestilles Pizza til udbringning og købes sodavand - Så er aftensmaden klaret. Vi drikker en kop kaffe uden for en café. Det er hyggeligt, men bidende koldt. Vi spiser pizzaerne i vores dejlige 4 personers lejligheder. Drengene klæder hurtigt om, og snart er vi på vej til aftenens koncert i Wesley United Church. Preben har taget en stor beslutning: Sopranerne skal lade deres mapper blive hjemme. De kan det hele udenad, og deres koncentration og opmærksomhed, vil forhåbentlig blive bedre. Det lykkes til fulde. Det bliver en fantastisk vellykket og velklingende koncert. Menigheden byder på "Refreshments" efter koncerten. En tysker som har læst nordisk og skrevet speciale om danske folkesange er kommet og er meget begejstret. Han taler et smukt og flydende dansk. Og en schweizer, som er dansk gift, og også taler dansk, fortæller, at han har været på ferie i Thisted. Alle tilhørerne roser koret til skyerne for deres professionalisme. Det er kvalitet på højeste plan.
Om aftenen mødes vi til godnat-øl/vin i en af lejlighederne. Her slapper vi af i muntert lag, og det bliver sent inden der slukkes og lukkes.
Torsdag den 8. oktober 2009
Det er dagen derpå. Vi er trætte efter al for lidt nattesøvn. Vi henter morgenmad til hver lejlighed i receptionen. Vores buschauffør, Collin, som har kørt os hele vejen fra Melbourne og guidet undervejs, står klar. Han tager os med på sightseeing i Canberra. Byen ligger i et lille autonomt område, som kaldes: Australian Capital Territory. Vi kører gennem Ambassade-området, hvor den ene imponerende bygning efter den anden ligger side om side og giver et fantastisk eksempel på de enkelte landes arkitektur. Drengene genkender de forskellige landes flag, som blafrende i den kraftige vind. Specielt den gigantiske kinesiske ambassade skiller sig ud med sine helt specielle tagkonstruktioner. Den tager sig blandt andet af de 60.000 kinesiske studerende, der studerer på de australske universiteter.
Vi har et kort ophold foran Det gamle parlament, hvor aboriginere har slået telt op og demonstrerer for, at australierne skal tilbage til europa, så de kan få deres land tilbage. Aboriginerne har en problematisk historie præget af hvide overgreb, fordrivelse og tvangsfjernelse af aboriginale børn. Det har givet mange af dem et liv med arbejdsløshed, alkoholisme og kriminalitet og deraf skabte sundhedsproblemer. En historie som australierne stadig har et anspændt forhold til og helst ikke taler om.
End ikke i Parlamentet har aboriginerne en plads, får vi svar på, da vi spørger guiden, som viser os rundt i Det nye parlament. Han er dansker og gift med en australier og har boet hernede i 10 år. I den periode er den australske befolkning vokset med 2 millioner mennesker. Det er et multietnisk samfund bestående hovedsagelig af mennesker med irsk-britisk oprindelse, men resten af befolkningen består af italienere, grækere, kinesere, vietnamesere og arabere. Parlamentet er bygget i 1988 og har kostet 1.1 milliard at opføre. Det undrer man sig ikke over, når man træder indenfor i "Førerbunkeren", som australierne kalder den. Øgenavnet har den fået, fordi den udvendig består af beton og har græs på taget. Og så har australierne ikke særlig stor respekt for dem der sidder i Parlamentet.
Man træder ind i en gigantisk hall. Her er marmor overalt. På væggene i den enorme bygning hænger 3000 kunstværker af australske kunstnere, heriblandt også en del aboriginal kunst. Her hænger også verdens næststørste gobelin, som forstiller en eukalyptusskov, med dets fantastiske evne til at skyde hurtigt igen efter en af de utallige brande, der hærger australske skove under sommerens hede. Der hænger også portrætmalerier af tidernes premiereministre, som guiden fortæller os om. Vi bliver ført ind i parlament, som er holdt i grønne farver, og i senatet, som er holdt i røde farver. Efter rundvisningen tager vi elevatoren til toppen af parlamentsbygningen for at se udsigten over Canberra. Efter Parlamentet kører chaufføren os op på et af byens omkringliggende bjerge på 840 meter, hvor der også er en formidabel udsigt. Ved Australien War Memorial spiser vi frokost, og nogle når lige at løbe gennem det flotte museum til den ukendte soldats grav, inden vi kører mod Sidney ved 14-tiden.
Vi er efterhånden ved at have fået styret vores lyst mht. at køre i bus. Der er 3 ½ times kørsel forude. Vi holder kun en kort pause midtvejs for at strække benene og lade vandet. Vi småsover og får indhentet noget af det forsømte fra i nat. Vel fremme ved vores Hotel (Medina Grand), finder vi til vores store glæde ud af, at St. Andrews Cathedral ligger lige på den anden side af gaden, hvor drengene har fået lov til at låne det lokale drengekors øvelokaler, hvor de skal synge til gudstjeneste søndag og give koncert mandag aften. Det kan da ikke være mere perfekt. Vi finder en hyggelig restaurant tæt på Hotellet, hvor vi næsten sluger vores aftensmad, så koret kan komme i gang med prøverne på koncertrepertoiret til Sidney Operaen, som blandt andet består af Carl Nielsens, Fynsk Forår. Imens får vi købt ind til morgenmad og frokost til i morgen, inden vi vælter trætte om i vores dejlige senge i de store lejligheder, vi har fået. Det bliver rart at slå lidt rod her den næste uge.