Tirsdag, 6. oktober 2009 kl. 22:15 / indvandring, islam, politik, ralf pittelkow, samfund

Et stadig mere muslimsk Europa

5 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Ralf Pittelkow er politisk kommentator på Jyllands Posten. Han har desuden skrevet en række bøger om samfund og politik. Han er interessant at læse, fordi han har taget turen helt ude fra den yderste venstrefløj, hen over Socialdemokratiet, hvor han bl.a. var rådgiver for Nyrup, og til i dag, hvor han politisk må siges at være borgerlig. Han lægger åbent frem, hvad der lå til grund for hans politiske "rejse". Han har endvidere en skarp hjerne.

Fra hans nyeste bog "Mit liv som dansker", som jeg bragte et citat fra i går, har jeg afskrevet et par sider, der på en klar og læseværdig måde fortæller om hans overvejelser om den muslimske indvandring i Danmark og også i resten af Europa.

Side 300-303 fra bogen "Mit liv som dansker" af Ralf Pittelkow:

"Jeg har igennem en årrække taget tilløb til at sige det, jeg nu vil sige. Det er såmænd ikke, fordi det er nyt, en del mennesker ved det i forvejen. Men det er så stærkt tabubelagt, at det stort set har været holdt ude af hovedstrømmen i samfundsdebatten. Dette til trods for, at der er tale om en af de meget store historiske ændringer i de europæiske samfund og deres kulturgrundlag.

Her kommer det så: Europa bliver stadig mere muslimsk.

Der er en vis usikkerhed om, hvor hurtigt denne udvikling går. Der foreligger ikke egentlige fremskrivninger, kun nogle skøn. Den fremtrædende islamforsker Bernhard Lewis har anslået, at Europa vil få muslimsk flertal inden udgangen af dette århundrede. Andre tror ikke, at det går så stærkt. Men der bliver under alle omstændigheder tale om meget vidtrækkende ændringer i de europæiske befolkningers sammensætning.

En førende europæisk ekspert i befolkningsudvikling (demografi), professor David Coleman fra Oxford University, har givet sit bud på udviklingen frem til 2050, hvis det nuværende indvandringsmønster i Europa fortsætter: Indvandrere fra ikkevestlige lande vil til den tid udgøre omkring 30 procent af befolkningen i mange europæiske lande, vurderer han. Langt størsteparten af disse vil have muslimsk baggrund.

Det velinformerede National Intelligence Council, som er knyttet til de amerikanske efterretningstjenester, er kommet med et skøn, som ligger på samme niveau (i rapporten Global Trends 2025, Washington DC, 2008). Her går man kun frem til 2025, og det anslås, at de ikkeeuropæiske befolkningsgrupper på det tidspunkt vil have nået et betydeligt niveau i alle vesteuropæiske lande - "15 procent eller mere". Igen vil langt størstedelen have muslimsk baggrund.

Her taler vi ikke om holdninger til masseindvandringen. Vi taler om kendsgerninger. Enhver seriøs debat om indvandring, integration og islam i Europa må tage udgangspunkt i disse kendsgerninger. Man kan jo så have forskelligt syn på, hvad det betyder, at Europa i stigende grad bliver muslimsk. Men det giver ingen mening at debattere, som om det ikke var tilfældet. Fortielsen af denne vidtgående befolkningsændring vidner om, hvor langt den politiske korrekthed er indstillet på at fortrænge virkeligheden.

Hvis 1990'ernes udlændingepolitik var blevet videreført, ville Danmark have befundet sig i den øvre ende af denne europæiske udvikling. Men stramningerne har betydet, at de demografiske ændringer i Danmark tværtimod går mindre stærkt end det europæiske gennemsnit. Ifølge de aktuelle fremskrivninger fra Danmarks Statistik vil knap hver tiende indbygger i Danmark omkring 2050 være indvandrer eller efterkommer fra ikkevestlige lande. Et højt tal, men altså i den lave europæiske ende. Man skal imidlertid tage højde for tre ting i den forbindelse.

Hvis blot én af forældrene er dansk statsborger født i Danmark, ryger man som efterkommer ud af statistikken og tæller slet og ret som dansker. Statistikken registrerer ikke, om folk er muslimer. Dertil kommer, at der kan ske svækkelser i den stramme udlændingepolitik på grund af hjemlige beslutninger eller på grund af EU. Sidst, men ikke mindst: Selv om udviklingen går langsommere i Danmark, vil det danske samfund blive stærkt påvirket af udviklingen i resten af Europa.

Allerede inden for en ret kort tidshorisont vil en række større byer og regioner i Europa have et flertal med ikkevestlig, overvejende muslimsk baggrund. Rotterdam er den første storby, der har fået en muslimsk borgmester. Andre byer er på vej. I Malmø, som efter planerne skal smelte stadig tættere sammen med København, kan der meget vel komme muslimsk flertal inden for de næste tyve år. I 2007 var Zahra (arabisk stavemåde) det mest populære pigenavn i Malmø, mens Mohammed og Josef var nummer to og tre blandt drengenavnene.

Den store europæiske vækst i den muslimske befolkningsandel skyldes indvandring, højere fødselsrater i de muslimske familier og i mindre omfang europæere, der konverterer til islam. Processen er selvforstærkende i den forstand, at der er en langt større andel af unge i den fødedygtige alder i de muslimske befolkningsgrupper.

Dette er et resultat af nogle politiske valg, der er truffet i de europæiske lande med udgangspunkt i den politiske korrekthed. De ansvarlige for denne politik har stort set undladt at forholde sig til, hvilken befolkningsudvikling de satte i gang med deres beslutninger, og hvad konsekvenserne af denne befolkningsudvikling ville blive for deres samfund.

Man kan uden overdrivelse sige, at konflikterne om indvandringspolitikken til syvende og sidst kan koges ned til to grundpositioner: Der er dem, der har bidraget og bidrager til at gøre Europa stadig mere muslimsk, og der er dem, der er gået imod denne udvikling. Det gælder både med hensyn til befolkningens sammensætning og med hensyn til den indflydelse, som islamiske forskrifter kan få på samfundet.

I Danmark omfatter den første gruppe 1990'ernes Nyrup-regeringer og i dag partier som de radikale, SF, Enhedslisten samt dele af Socialdemokratiet og visse borgerlige politikere. Videre udgøres denne gruppe af en stor del af de definerende klasser: journalister, akademikere, embedsmænd, undervisere, meningsdannere af forskellig art. Til den anden gruppe hører de borgerlige partier med den folkelige alliance, som har bakket deres udlændingepolitik op, og dele af Socialdemokratiet samt mindre grupper i de definerende klasser.

Nogle kræfter i den første gruppe vil nok hævde, at det aldrig har været deres intention at gøre Europa stadig mere muslimsk. Det er sikkert rigtigt. Men til det er kun to ting at sige: Så skulle de have tænkt noget bedre over, hvad de gjorde. Og hvis de stadig ikke har gjort sig sagens sammenhæng klart, så er det på høje tid at gøre det nu.

Europa har naturligvis plads til mennesker med muslimsk baggrund såvel som med al mulig anden baggrund. De kan være en berigelse for vores samfund. Men hvad vi taler om her, er så vidtgående ændringer af befolkningens sammensætning, at det vil have store konsekvenser for kultur og samfund. Bedømt ud fra de aktuelle erfaringer vil en stærkt voksende muslimsk befolkning rumme alle afskygninger: Der vil være mennesker, som identificerer sig med det verdslige samfund på oplysningstraditionens grund, med frihed, kritisk tænkning, ligestilling og demokrati. Men der vil også være en stor gruppe, der fastholder værdisæt, som ligger langt fra frihedsværdierne. Nogle af dem vil have synspunkter, som er direkte fjendtlige over for vores samfundsform, og der er risiko for, at de får voksende indflydelse.

                      Kan jeg vide med fuld sikkerhed, at det vil gå galt? Nej, det kan jeg ikke, og jeg håber, at alle kræfter vil blive sat ind på at undgå det. Hvis det skal lykkes, kræver det, at den muslimske verden i langt højere grad tager oplysningsværdierne til sig, og at den helt overvejende del af muslimerne i Europa ønsker at være med i et fællesskab, der er forankret i oplysningstraditionen. Samtidig er det nødvendigt, at de europæiske samfund står meget mere fast på frihedsværdierne i stedet for at sælge ud af dem og løbe med på forkvaklede muslimske offerforestillinger. Det ville jo være fantastisk, hvis de muslimske indvandrerbefolkninger i det store og hele blev integrerede i de moderne europæiske værdier og tanker.

                      Men desværre må jeg sige, at den aktuelle udvikling bestemt ikke tyder på, at det vil ske. Mange muslimer er ikke indstillede på at gå den vej. Og store dele af den europæiske elite mangler viljen og evnen til at trække i den rigtige retning.

                      Masseindvandringen fra muslimske lande har anbragt Europa i en historisk helt usædvanlig situation. Det er aldrig set før, at en civilisation så systematisk har arbejdet på at undergrave sit eget kulturgrundlag og i den grad har lukket øjnene for konsekvenserne. Men man har jo heller aldrig før set en civilisation, der hengav sig til en sådan dyrkelse af skyldfølelse, selvforagt og hang til at gøre alle modstandere af ens egne værdier til ofre. Her ved indgangen til det 21. århundrede, hvor andre dele af verden - med Kina i spidsen - stormer selvbevidst frem, er Europa mærket af selvdestruktiv politisk korrekthed og "angerens tyranni"."