Tirsdag, 10. november 2009 kl. 15:56 / klima, miljø, politik

Dødvande

1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Der var store forventninger til den første uge af november.

For sidste gang inden klimatopmødet i København i december skulle embedsmænd fra de 192 lande, der er en del af FN's klimaforhandlinger, mødes i Barcelona. Få dage forinden var der EU-topmøde og dermed mulighed for, at de fastlåste klimaforhandlinger kunne få et skub i den rigtige retning ved, at EU-landene lagde en sæk penge på bordet. Weekenden efter skulle verdens 20 største økonomier mødes i St. Andrews i Skotland, og her ville penge til klimaforhandlingerne også være på bordet. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er det helt store problem i forhandlingerne lige nu at få industrilandene til at fortælle, hvor mange penge de vil bidrage med. Så der var med andre ord tale om en uge, hvor kalenderen så meget gunstig ud.

Men det gunstige blev ved kalenderen - der kom meget lidt konkret ud af de højt profilerede møder. For det første kom der ikke en eneste Eurocent på bordet under EU-topmødet i Bruxelles. Man anerkender ganske vist, at EU-kommissionens bud på det samlede prismærke for en klimaaftale nok er rigtigt. Kommissionen vurderede tidligere i år, at en aftale ville koste op mod € 50 mia. om året fra 2020 i offentlige penge, og at der på den korte bane frem mod 2012 ville være brug for € 5-7 mia. om året. Men her er der tale om, hvad der skal kradses ind af penge på verdensplan. EU's ledere ville ikke på topmødet lægge sig fast på - eller komme med et bud på - hvor stor en del af de penge, der skal komme fra EU's kasser.

Dermed var der ingen penge på bordet da forhandlingerne startede i Barcelona om mandagen, og allerede fra første dag begyndte det at gå skævt. De afrikanske delegerede truede med at boycotte forhandlingerne, fordi de var bange for at de rige lande var begyndt at lave studehandler. Tirsdag erkendte Storbritanniens miljøminister Ed Milliband, at "FN forhandlingerne går for langsomt, de går ikke godt", og torsdag lod FN's klimachef Yvo de Boer en bombe sprænge: i et interview sagde han, at der kan gå op mod et år efter topmødet i København, før de retlige dele af en aftale kan være på plads.

Endelig var der så G20-topmødet i Skotland. Her kom der heller ingen penge på bordet. Kun en anerkendelse af "behovet for en omfattende og hastende opskalering af finansieringen", hvad det så end betyder.

Så klimaforhandlingerne ser ud til fortsat at hænge fast i et dødvande. For selv om der vil være en række møder på topniveau inden selve klimakonferencen i december, så er vurderingen blandt danske regeringskilder, at der først kommer penge fra EU på det EU-topmøde, der finder sted midt under selve klimakonferencen i december.

Spørgsmålet er så, om der kan gøres markante fremskridt på de andre vigtige områder som reduktioner af CO2-udslip og hjælp til klimavenlig teknologi til u-landene. Næste søndag samles en lang række lande i København til en forpremiere på klimakonferencen. Det kan vise sig at blive overordenlig vigtigt. For med FN kørt ud på et sidespor (de har som nævnt signaleret, at de mere eller mindre har opgivet København), så ligger ansvaret mere end nogensinde i Danmarks hænder.

Lars Løkke Rasmussen og Connie Hedegaard har 27 dage.