De er bekymrede lige for tiden i Connie Hedegaards klima- og energiministerium. Eller måske skulle man tilføje ekstra bekymrede, for med kun fire måneder tilbage til klimatopmødet i København kan det vel undre de færreste, at folk i det ansvarlige ministerium er en smule bekymrede for, om det hele nu falder på plads. Nej, den ekstra bekymring skyldes de indenrigspolitiske problemer, som den amerikanske præsident Barack Obama slås med i disse uger. Et af hans centrale valgløfter var en gennemgribende reform af USA’s sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen der bygger på private forsikringsordninger, og hvor næsten 50 mio. mennesker står uden dækning. Imidlertid er Obamas reformplaner løbet ind i voldsom modstand – der er ikke længere nogen, der strøer palmeblade for hans fødder, når han kommer for at forklare, hvorfor reformerne er nødvendige – og præsidenten er fanget i en speget indenrigspolitisk hårdknude.
Og hvorfor bekymrer det så i Danmark. Jo, sundhedsreformen er ikke det eneste store projekt på præsident Obamas dagsorden. Næste punkt er at få gennemført lovgivning, der begrænser udslippet af drivhusgasser i landet, der udleder mere CO2 pr. indbygger end noget andet land. Lovforslaget er fremsat i repræsentanternes hus af Henry Waxman og Edward Markey, men på grund af betydelig modstand fra flere republikanere (og demokrater i industritunge stater) og den magtfulde amerikanske industrilobby, så kommer denne lovgivning ikke langt uden at præsident Obama kaster sin betydelige indflydelse og personlige prestige ind i kampen. Problemet er her, at præsidenten kan risikere, at have brugt så mange kræfter – politisk kapital – på at få gennemført den førnævnte sundhedsreform, at det bliver særdeles vanskeligt for ham, at kaste sig ud i et nyt krævende projekt umiddelbart bagefter.
Og det er hér, at den danske bekymring ligger. For selv om de indledende forhandlinger frem mod topmødet i København sådan set kører stille og roligt derudaf, så er der desperat behov for, at nøglelandene snart begynder at bevæge sig. I sidste uge sluttede endnu en runde del-forhandlinger i Bonn, og her var vurderingen fra både FN’s forhandlingsleder Yvo de Boer og flere miljøorganisationer, at det stadig går alt for langsomt. Den forhandlingstekst, der blev fremlagt i maj, er hen over sommeren blevet tidoblet i omfang pga. de mange indkomne forslag, og de løbende forhandlinger risikerer at blive kvalt i teknikaliteter. Derfor håber alle, at de afgørende lande som USA og Kina snart vil komme med nogle indrømmelser, der for alvor kan bringe forhandlingerne fremad, og for USA’s vedkommende skulle der gerne ligge en amerikansk klimaaftale inden de afsluttende forhandlinger går i gang i København i december.
For sporene skræmmer. Da den nuværende klimatraktat blev underskrevet i 1997 i Kyoto var USA faktisk én af medunderskriverne, men da den amerikanske regering skulle have aftalen ratificeret, kunne præsident Clinton ikke mønstre det nødvendige flertal i senatet, og USA har derfor stået uden for de internationale klimaforpligtelser. Hvis ikke historien skal gentage sig, kræver det en handlekraftig præsident Obama. En præsident der ikke har brugt al sin politiske goodwill på at få vedtaget en sundhedsreform.
Fredag, 12. juni 2009 kl. 22:29 / eu, fn, klima, politik
I dag sluttede to ugers intensive forhandlinger i Bonn. Hovedstaden i det tidligere Vesttyskland har nu i to uger dannet rammen om forhandlinger mellem embedsmænd fra hele verden. Forhandlinger, der gerne skulle bane vejen frem mod en klimaaftale i København til december. Det udkast til en aftale som FN fremlagde i begyndelsen af maj - forhandlingsteksten - er nemlig fyldt med blanke felter, hvoraf mange skal fyldes ud i løbet af de næste fem måneder, sådan at topmødet i København kan fokusere på de allersidste og mest kontroversielle punkter. Både forhandlere og iagttagere slår fast, at hvis ikke disse forhandlinger, der går forud for københavner-topmødet, giver resultat, ja så bliver der ingen aftale i København.
Det store problem lige nu er, at alle lurepasser: det er som et kaotisk skakspil med talrige spillere, hvor alle diskuterer, hvis tur det er til at trække. Forhandlingerne er nemlig som forbundne kar: hvis man skal kunne gøre fremskridt på ét område, så kræver det, at der først har været bevægelse på et andet.
Et eksempel: lige nu er der mange af de industrialiserede lande i den vestlige verden, der mener, at det er de store u-landes (fx Kina, Indien og Brasilien) tur til at vise god vilje og forpligte sig til noget. Omvendt svarer u-landene, at de først vil bevæge sig, når i-landene sætter beløb på, hvor meget de er villige til at betale u-landene for deres udgifter til at bekæmpe klimaforandringer. Det anslås, at udgifterne til at bekæmpe konsekvenserne af de stigende temperaturer vil udgøre omkring 250 mia. dollars fra 2020. Om året. De penge skal komme fra de industrialiserede lande, og nu kræver u-landene altså at få at vide, hvor meget de har tænkt sig at diske op med, før u-landene fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre (fx undlade at fælde regnskov, der absorberer store mængder co2). Derfor havde mange håbet på, at det møde, der fandt sted samtidigt, mellem EU's finansministre kunne give forhandlingerne et skub i den rigtige retning. Håbet var, at EU ville løfte sløret for, hvad unionen har tænkt sig at bidrage med helt kontant, men det skete ikke.
Heller på den front der handler om begrænsninger af co2-udslip var der megen bevægelse. EU har gjort det klart, at man ikke har tænkt sig at lægge nye mål på bordet, før store forurenere som fx Japan også gør det. Derfor havde FN's klimachef Yvo de Boer bedt både Rusland og Japan om at fortælle, hvor meget de har tænkt sig at reducere deres udslip inden 2020. Men uden held - Japan sagde, at de har tænkt sig at reducere med 8%, og sat i forhold til, hvor forhandlingerne trods alt er nået til, må det nærmest betragtes som en vittighed. De Boer kritiserede også de industrialiserede lande under én kam for ikke at møde de krav som er opstillet i rapporten fra FN's klimapanel - den rapport der danner udgangspunktet for klimaforhandlingerne, og som fastslår, at temperaturstigningerne skal holdes på maksimalt 2 grader, hvis ikke konsekvenserne skal blive uoverskuelige.
Forhandlerne mødes igen i Bonn til august, og hvis dét møde skal føre nogen vegne, må embedsmændene have noget med i posen fra deres regeringer. Det betyder for den vestlige verdens vedkommende, at to store møder henover sommeren skal give resultater: EU-topmødet i næste uge, hvor Sverige overtager formandskabet for unionen, og det topmøde mellem verdens otte største økonomier (G8), der finder sted i L'Aquila i Italien i juli.
EU og de store økonomier er lokomotivet, der skal drive forhandlingerne fremad, og hvis ikke disse to topmøder kaster resultater af sig, så er der stor risiko for at næste forhandlingsrunde i Bonn også ender i benlås,
700 erhvervsledere fra hele verden, der i tre dage har holdt konference i Bella Center i København, har netop pakket deres tasker for at rejse hjem igen. Kort forinden afleverede de et dokument til Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen. Dokumentet er det, som arrangørerne af konferencen kalder ”The Copenhagen Call” – opråbet fra København. Det er erhvervslivets bud på, hvad der efter deres mening skal stå i den klimaaftale, der efter planen skal falde på plads samme sted – i Bella Center – om mindre end syv måneder.
Opråbet har seks punkter:
1) En klimaaftale skal indeholde omfattende krav til reduktion af drivhusgasser (CO2 og ækvivalenter). Mindst en halvering af udslippet i 2050 og ”ambitiøse” reduktioner i 2020.
Ved ikke at sætte tal på reduktionen i 2020 kryber erhvervslederne behændigt uden om en af de allervarmeste kartofler i klimadebatten lige nu: hvor meget der skal reduceres med i den nærmeste fremtid. EU har forpligtet sig til en 20 % reduktion, som man vil forøge til 30 %, hvis der kommer en global klimaaftale i København til december. Men Kina og senest FN i sit udspil til en forhandlingstekst har krævet en 40 % reduktion fra de industrialiserede lande, noget som EU-kommissionens formand José Manuel Barosso afviste at imødekomme, da jeg interviewede ham om det. Han slog fast, at det ikke er EU’s tur til at komme med nye tal, det er USA, Japan og Canada, der må på banen, sagde han.
2) Klare regler og kontrolforanstaltninger. Det skal være helt klart, hvilke spilleregler, der gælder i den globale konkurrence, og der skal være effektive muligheder for at kontrollere, at der ikke er nogen lande, der lader deres virksomheder ”snyde” ved ikke at skulle leve op til samme skrappe miljøkrav som deres konkurrenter fra andre lande.
Det var vel det krav, der blev nævnt flest gange i løbet af konferencens tre dage. Virksomhederne er ganske enkelt hunderædde for at investere millioner af kroner i nye, grønne og energieffektive teknologier, hvis ikke de kan være helt sikre på, at deres konkurrenter følger de samme spilleregler. Helt konkret sagde DONG’s administrerende direktør Anders Eldrup på en pressekonference med bl.a. Connie Hedegaard, Al Gore (USA’s tidl. vicepræsident) og Ban Ki-moon (FN’s generalsekretær), at de sådan set har teknologien til at gøre deres traditionelle, kulfyrede energiproduktion mere klimavenlig, men de tør ikke kaste sig ud i investeringerne, før der ligger en forpligtende global klimaaftale. Synspunktet blev dog udfordret af én af deres egne. Shai Agassi – det er ham IT-milliardæren, der er i gang med at opbygge et el-bils netværk i Danmark – revsede sine kolleger og sagde, at man ikke altid kan vente på, at nogle andre rykker først. Han sammenlignede det med pladeindustrien, der i årevis holdt fast i cd’en, mens forbrugerne for længst var rykket videre til mp3 – noget de har tabt et astronomisk milliardbeløb på.
3) Incitamenter til at omstille sig til en kulfattig økonomi og produktion. Der skal etableres et globalt marked for handel med CO2-kvoter.
Handelen med CO2 kvoter er hidsigt debatteret. Mange kritikere mener, at det slet ikke er tilstrækkeligt motiverende for virksomhederne at skære ned, og at de kan betale sig fra at forurene. Idéen bag kvoterne er, at der skal være en dobbelt motivation for virksomhederne: for det første at virksomhederne vil holde sig inden for deres kvoter, fordi det er dyrt at skulle ud og købe sig ekstra kvoter. For det andet, at virksomhederne – forudsat at kvoterne er tilstrækkeligt dyre – rent faktisk vil kunne tjene penge på at udlede mindre end deres kvote tillader dem, fordi de så kan sælge de ubrugte kvoter videre. Kritikerne vil hellere have, at man kort og godt beskatter CO2 udledning meget hårdere, fordi man efter deres mening giver et meget mere kontant incitament til virksomhederne til at skære ned, og at kvotehandelssystemet ganske enkelt er for ugennemskueligt. Andre igen ønsker, at man kort og godt sætter et absolut maksimum på udledning målt i tons CO2-ækvivalent, og at en overskridelse skal medføre hårde bøder.
4) Udvikling af nye, grønne teknologier støttet af offentlige myndigheder. Der skal indgås offentlig-private partnerskaber til udvikling af ny teknologi, og det offentlige skal forpligte sig til at skabe marked for grønne løsninger.
Det sker allerede, men erhvervslederne vil have, at en klimaaftale skal forpligte landene til at gøre det i stor stil. Et eksempel på disse partnerskaber er den offentlige forskningsinstitution Risø DTU, der sammen med virksomheden Mekoprint Electronics har udviklet solceller af plastik, der er mange gange billigere end de traditionelle silicium-solceller og derfor kan blive et gennembrud for udbredelsen af solenergi, der i lang tid har stået i skyggen (så at sige) af vindenergien. Et eksempel på markedsskabelse er når kommuner forpligter sig til at aftage vindenergi og opstille nye vindmøller. Det er med til at skabe et marked for netop vindmøller. I den forbindelse er det værd at bemærke, at vindmøllegiganten Vestas faktisk kritiserede den danske regering for at svigte netop det, da virksomheden for nyligt bebudede at godt 1.200 medarbejdere i Danmark skal fyres. Her sagde Vestas’ personaledirektør Roald Steen Jakobsen, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad har sikret efterspørgsel på vindmøller og vindenergi i Danmark. Det har regeringen ved flere lejligheder blankt afvist senest på konferencen her, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, at vindmøllevirksomheden blot på almindelige markedsvilkår har tabt ordrer til andre som eksempelvis Siemens.
5) Afsætning af penge til udvikling af teknologier til klimatilpasning.
Selv hvis der indgås en global klimaaftale i København, der effektivt reducerer verdens CO2-udslip, så er vi for længst forbi det punkt, hvor klimaforandringer kan undgås. FN’s klimapanel opererer nu med et scenarie, hvor en klimaaftale kan sikre, at temperaturen på verdensplan højst vil stige med 2 grader. Selv om det ikke lyder af meget, så vil konsekvenserne alligevel være dramatiske: vandniveauet i verdenshavene vil stige og vi vil i Danmark komme til at opleve hyppigere og voldsommere regnskyl. For Danmarks vedkommende vil teknologier til klimatilpasning, derfor eksempelvis være metoder til at aflaste vores kloaksystemer, der slet ikke kan modtage de store regnmængder, og det vil være nye digesystemer i lavtliggende områder som Vadehavet i Sønderjylland. Ligesom med de nye grønne teknologier ønsker erhvervslivet, at det offentlige skal indgå partnerskaber med private virksomheder for at udvikle disse løsninger.
6) Nye måder til at beskytte verdens skove.
Træer binder CO2 og reducerer dermed klodens CO2-udslip. Derfor er den skovrydning, der foregår i u-landene, en alvor medårsag til den globale opvarmning. Nogle af de virksomheder, der var til stede på konferencen, har specialiseret i eksempelvis at udvikle simple metoder for bønder i u-landene til at få mere ud af deres landbrugsjord, så de ikke behøver at fælde så meget skov.
Dokumentet med de seks punkter blev altså overrakt til Lars Løkke Rasmussen. Folkene bag arrangementet havde sagt til os fra pressen, at det ville blive overrakt i en fornem læderindbinding, men ved overrækkselsen endte det med bare at være tre stykker almindeligt a4-papir. Om det så skal tages som et udtryk for, at ”The Copenhagen Call” ikke blev så ambitiøst som forventet skal stå hen i det uvisse. Men både Løkke Rasmussen og FN’s chefforhandler Yvo de Boer kvitterede for indholdet og sagde, at der var tale om et imponerende stykke arbejde.
Nu er ønskerne så afleveret, og bolden for alvor på politikernes banehalvdel. Fra nu og frem mod klimatopmødet i København i december forestår et marathon-forløb med møde på møde. Allerede i næste uge skal der forhandles på embedsmandsniveau i Bonn i Tyskland, og sommeren kommer til at byde på både et EU-topmøde og et topmøde blandt verdens største industrilande – G8. Hvert af disse møder skal give ét eller andet delresultat. For hvis ikke så vil man skubbe en stadig større ophobning af uafklarede spørgsmål foran sig, der hvert især vil gøre håbet om en aftale i København en lille smule mindre.