Onsdag, 14. september 2011 kl. 13:06 / angst
Da jeg i midten af 1990erne besluttede at skrive en bog og spekulerede på, om jeg kunne få den udgivet og læst, tænkte jeg på dengang man for mere end 50 år siden spurgte om en sort i Amerika kunne få succes i erhverslivet? Svaret var: Ja, det kan han godt, han skal bare være 10 gange så dygtig som de hvide.Altså - kan en psykisk sårbar invalidepensionist få udgivet og læst en bog? Ja, det kan hun godt, hun skal bare være 10 gange så dygtig som dem, der tror de er normale!
Jeg havde flere formål med at skrive bogen. Først og fremmest så ønskede jeg at skabe debat om følelsesmæssig sundhed og hvad der er brug for, hvis vi skal udvikle vores evner og potentiale og være følelsesmæssigt i balance. På det punkt har jeg virkelig gjort nogle erfaringer, som skulle gøre det muligt at rejse en debat og pege på nogle vigtige punkter. Dernæst så ønskede jeg at opbygge min egen kontakt til mine medmennesker og til samfundet, og at blive opfattet som den, jeg er, ikke som den alle andre påstår at jeg er. At få mit eget forhold til verden og gøre mine egne erfaringer.
På det tidspunkt kunne jeg stadig komme ud mellem andre mennesker, og havde kontakt med en NLP-terapeut som havde erhvervsvirksomheder som speciale. Han var en virkelig god vejleder, der på samme tid kendte svaret på en række praktiske spørgsmål og havde forståelse for mit problem med at være begrænset af angst. På trods af de begrænsninger, så var han opmærksom på, at jeg havde endog mange og gode muligheder. Han fortalte mig senere, at noget af det første han konstaterede var, at når jeg havde været i stand til at overleve den skæbne, så havde jeg noget råstyrke at gøre godt med.
Det er en roman, jeg har skrevet, med et handlingsforløb som man selv kan drage konklusioner på. Et af de råd til debutforfattere, jeg skrev mig bag øret, var: Betragt læseren som intelligent.
Det tog mig et år at skrive bogen, og jeg var så optaget af projektet, at jeg skrev næsten alle vågne timer, og resten af tiden tog jeg notater. Jeg eksperimenterede samtidig med computere, tekstbehandlingsprogrammer, grafikprogrammer, IT og alt hvad jeg havde brug for. Og så var manuskriptet færdigt. Efter sigende også læseværdigt. Den kom til at fylde 250 sider.
Det viste sig imidlertid at jeg havde en konkurrent, jeg ikke havde tænkt på - nemlig nemlig den psykatri, som jeg troede var der for at hjælpe mig og andre mennesker med følelsesmæssige problemer. Eller hjælpe samfundet med at skaffe plads til os på en måde, der tager mest muligt hensyn til alle parter. Det havde jeg oplevet tidligere og jeg var forholdsvis tryg.Alt for tryg, skulle det vise sig. Psykologerne skrev også bøger for at få deres budskab ud.
Samtidig med at jeg skrev en bog om at vokse op i et autoritært og voldeligt miljø, og at udvikle Ocd og selvkontrollerende tvangstanker for at overleve, var psykologerne igang med at skrive bøger med en helt anden konklusion.Den psykiatri, der i mange år ikke har haft tid at støtte mig i noget som helst, kunne nu bruge bunker af kræfter på at forhindre publicering min bog. Psykologerne holdt på deres ret til at de alene skulle afgøre, hvad mennesker med Ocd tænker og føler. De skulle også afgøre, hvad alle andre skal mene om os, og hvordan vi skal behandles.
På det tidpunkt havde jeg ikke mulighed for at gennemskue det, jeg kan se idag: At man var igang med at afskaffe det sociale sikkerhedsnet, og at behandlingen af angst, depressioner m.m. skal ske ved at skubbe de mennesker ud af fællesskabet, indtil vi lærer at lade være med at skabe os, og er parat til at underkaste os psykologernes pålæg om hvad vi skal føle og hvilke piller vi skal tage.Resten af befolkningen skulle indoktrineres at se ned på os. Man var igang med at opbygge et nyt diagnosesystem, hvor alle vurderinger af angst m.m. havde efternavnet personlighedsforstyrrelser. Det er sådan vores medmennesker skal opfatte os, og så iøvrigt overlade til eksperterne at administrere vores liv som det passer samfundet.
På det tidspunkt hvor jeg var færdig med manuskriptet, var jeg meget aktiv og ret udadvendt. Motionerede, skrev, gik på kurser og var igang med at disponere min næste bog.Den socialpsykiatri, der blev ansat her i kommunen til at udstøde de psykisk sårbare af fællesskabet i et dagcenter for alle pensionister og kontrollere os med piller, slog mit liv så grundigt i stykker, at jeg endte i total isolation herhjemme i min lejlighed. Det har varet i over 10 år nu, og kampen for at få mig knækket og udslettet som selvstændig personlighed fortsætter.
Jeg har engang først i 1970erne gennemgået en behandling, som virkede så jeg blev helt rask. Men den behandling, som reparerede konsekvenserne af at være vokset op i et voldeligt, autoritært og religiøst miljø, drejede sig om at opøve min selvstændige personlighed og mit eget selvstændige personlige mod. Den behandling er man gået væk fra, nu gør man det modsatte, alt skal klares med kontrol og hjernekemikalier.
Det er ikke nok at psykiatrien får flere penge, hvis de kun bliver brugt til yderligere kontrol. Der skal også flere penge til forskning for at opnå resultater. Det skal være penge, der kommer de psykisk sårbar til gavn, så vi får en chance for at hele, når man nu ikke ville eller kunne beskytte os imod overgreb.Og der skal være et samfund, der gør plads til mennesker, der i perioder er svækkede, fordi vi har været udsat for forskellige former for overgreb. Vi kan ikke konkurrere med de stærke om at hævde os.
I et autoritært miljø er det netop de evner, man mister.
Mandag, 12. september 2011 kl. 13:15 / ocd
Det var planlagt at man udstødte de psykisk sårbare fra fællesskabet. Vi har ikke selv valgt isolationen og udstødelse, vi har samme behov som andre mennesker for kontakt. Selvfølgelig!Men psykisk sårbare er i vejen i et liberalt samfund, hvor der generelt ikke er plads til følelsesmæssige hensyn. Det mærker mange andre også.
Kontakt, det havde jeg tidligere. For godt 10 år siden. Jeg havde mange venner, som tog hensyn til at jeg i bestemte situationer får angstanfald, og hensyn til at jeg må undgå de situationer, der fremkalder angst, er en forudsætning for at jeg kan være sammen med andre mennesker. Jeg gik til foredrag og på kurser, besøgte mine venner, gik i motionscenter et par gange om ugen, besøgte min søn og hans familie en gang om måneden og blev et par dage.Jeg havde noget at gøre hele tiden og hver dag, og noget at stå op til, og jeg var for anden gang i mit liv på vej til at blive fri af angst. Jeg havde mange planer om hvad jeg så ville bruge den nye frihed til. De færreste kan vist forestille mig hvor jeg glædede mig til jeg endelig skulle begynde at leve!
Det illustreres og kan ses af dette billede
Men så kom der socialpsykiatri her i kommunen, og det hele blev stoppet.
Vi havde et dagcenter her i kommunen for alle pensionister, og vi var alle aldersgrupper fra 23 år til over 90 år. Det fungerede fint, og var en så stor succes at der ind imellem var i fare for at blive overfyldt i 2 etager.Jeg er uddannet til at arbejde med handicappede og ældre mennesker, og til at omgåes dem.Det var ved min kontakt med dagcentret, jeg for anden gang var igang med at overvinde angst og få frigjort en mængde energi til at blive aktiv. Jeg gennemførte også at skrive en hel bog, som står på biblioteket. Det var en præstation, fordi jeg samtidig måtte lære at bruge et teksbehandlingsprogram, men jeg gennemførte det på et år.Ligesom jeg, så var der en del andre mennesker med følelsesmæssige problemer, der kom sig og kom igang med livet igen. Det dagcenter og dets klienter og personale udrettede noget som psykiatrien ikke kan udrette, og opnåede resultatater i bemærkelsesværdig grad. Det var en god ide at blande alle aldersgrupper og alle former for handicap, men det krævede at der var det nødvendige personale.
Det var et problem for kommunen!
Processen med at nedbryde forholdene i det dagcenter, kan læses på denne hjemmeside
Resultatet var at vi var en hel del, der blev skubbet ud i mørket. Jeg mistede hele mit sociale netværk og min familie, og lever indespærret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker, hvilket jeg har gjort i mere end 10 år nu. Jeg får svære angstanfald når jeg prøver at forlade min lejlighed, fordi den er det sidste, jeg har at holde mig til. Mit hjem og de ting, jeg kan foretage mig her, er min eneste mulighed for at overleve. Hvis jeg mister kontrollen over alle smerterne p.g.a. alt det, jeg har mistet, vil psykiatrien smadre hjernen på mig.
Både socialpsykiatri og kommune så resultaterne med det samme, og de var nemme at forudse, men man var ligeglade. Jeg så hvordan andre psykisk handicappede faldt sammen og flere af dem overlevede næppe.
Min hjemmeside om en skæbne, der provokerer så meget angst. En skæbne, der ikke kan afsluttes.
Torsdag, 18. august 2011 kl. 20:08 / ocd
Tvangstanker var del af kz-syndrom
Ocd er undertrykkelse af følelser.
Da jeg flere gange har fortalt, at tvangstanker var et af symptomerne i kz-syndromet, vil jeg uddybe, hvordan det kunne gå til. For mig er det indlysende hvorfor.
Hele teksten findes her http://canopoux.dk/Tvangstanker-opbygning.html
De understregede overskrifter linker til uddybende tekst på hjemmesiden.
Ocd: For de fleste mennesker kan det være meget svært at forstå, at man kan være domineret af tvangstanker, som man oven i købet helt klart ser er ulogiske og og ude af trit med virkeligheden. De er der bare alligevel, og de lader sig ikke rokke eller flytte!
Jeg var omkring 4 år, da det skete første gang, og det var meget mærkeligt, at der på en tvangsmæssig måde kunne komme tilsynelandende løsrevne tanker ind i hovedet, som man ikke kunne blive fri for. Jeg tav klogeligt stille med det, og skjulte det indtil jeg blev 16 år. Da var jeg så domineret af angst at jeg var nødt til at søge hjælp. Ingen havde opdaget, at der var noget galt.
Tvangstanker er en metode: Det var en usædvanlig voldelig, religiøs og dominerende mor, der tvang mig til at undertrykke alt, hvad jeg havde af følelser, som hun ikke kunne acceptere - og det var stort set alt! Hun truede mig med at jeg ville brænde evigt i helvede og andre ting, som et barn ikke kan gennemskue, men opfatter konkret.
Samtidig brød hun ved daglig mobning min selvtillid ned, så jeg troede, at min eneste chance for at blive accepteret var, at jeg gennemgribende kunne lave mig om til en anden person, som ville blive accepteret.
Mine forældre holdt sammen: Og vi måtte ikke føle, hvad vi følte. Hvis de voksne greb noget forkert an, var det forbudt at opdage det. Endsige nævne det.Engang jeg græd, og det irriterede min far, greb han fat i min arm og kneb huden på overarmen hårdt mellem to fingre. Det gjorde vanvittig ondt. Han kneb hårdere og hårdere, mens han sagde: "ti så stille!" - og jeg måtte holde op med at græde for at få ham til at give slip.
Puberteten og pubertetsudvikling: Da jeg kom i puberteten slog min mors paranoia igen ud i lys lue.
Hun diskuterede sine paranoide forestillinger omkring mine intime følelser med alle og enhver og lavede en regulær hetz. Resultatet var, at flere af mine venner blev forbudt at komme sammen med mig. Jeg var meget ensom og kunne ikke bygge en sund følelsesmæssig kontakt op til mine jævnaldrende.
En psykoanalyse og en behandling, der gav resultater Fra jeg var 22 år og fem år frem gennemgik jeg en grundig psykoanalyse. I flere år mødte jeg til samtale i et par timer en gang om ugen, og mellem hver samtale sendte jeg et brev på flere sider. Det lykkedes at gøre op med konsekvenserne af vold og undertrykkelse, og allerede inden for 2 år var jeg fri af symptomer.
Det var en proces, med øvelser i at lade være med at undertrykke følelser. Lade være med at prøve at lave mig selv om til hvad jeg troede jeg burde være, og i stedet påskønne hvad jeg var. Jeg lærte at sætte pris på min egen natur og mit følelsesmæssige potentiale.
Det var på dette tidspunkt det blev afsløret, at de tvangstanker jeg var så plaget af som teenager, de var der for at blokere, så jeg ikke turde have et kærlighedsliv. Endda ikke nok med det, de blokerede så jeg ikke kunne mærke de følelser, der ellers er stærke netop i den alder.
Afslutning og konklusion: I 1970erne, hvor jeg blev helbredt, var der meget debat omkring følelser, pådagogik m.m. og der udkom flere bøger med nytænkning. Det var et årti hvor der blev eksperimenteret en del.
Jeg var heldig at jeg blev behandlet for Ocd efter nyere metoder, som virkede.
Men der var også modstand imod nye tanker. Autoriteterne ville gerne beholde deres magtposition, og alt for mange turde ikke stole på, at hvis man opgav at kontrollere mennesker, og de fik frihed til at tænke selv, så gik det nok alligevel.
Det gjorde der faktisk. 68-oprøret frigjorde megen frihed, kreativitet og selvtændig tænkning, og mennesker begyndte at tage selvstændigt ansvar, i stedet for at vente på ordrer.
Som modvægt til nyere og friere pædogogik opbyggede de fleste psykiatriske overlæger stivnede diagnosesystermer, og mente ikke at psykiske symptomer kunne være en reaktion på psykiske belastninger, det blev i stedet omvurderet til fejl i den sociale udvikling, og så havde man skemaer som man diagnosticerede og medicinerede efter.
Der var allede dengang advarsler om, at med de systemer kunne man ødelægge et helt liv med psykiatriske diagnoser.
Et eksempel på ny behandling samt udstødelse af psykisk sårbare.
« Forrige
1
23456...8Næste »
