Tirsdag, 6. oktober 2009 kl. 12:40 / go'morgen danmark, kultur, københavn, litteratur, mænd, rejse, roadtrip, roman, underholdning
Overraskende odysse
0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Ane Sjølin og jeg har netop anmeldt Benn Q. Holms nye roman i Go'Morgen Danmark. Bogen udkom 1. oktober. Her er min anmeldelse, som blev bragt i Ekstra Bladet på udgivelsesdagen.
Benn Q. Holm : Den gamle verden
288 sider, 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof
Fem ud af seks stjerner
En falleret britisk rockstjerne med midtvejskrise og en ung, jødisk-amerikansk kvinde i Europa. To personer, der ikke har meget til fælles, men som udgør den dynamiske duo i Benn Q. Holms kontinentale kammerspil 'Den gamle verden'.
Det falmede idol Dean stikker selvransagende af fra en sørgelig comeback-turne, mens juristen Ashlyn jagter sin families historie. Undervejs braser de to skæbner ind i hinanden på deres europæiske odysse -med overraskende udfald.
Går nye veje
47-årige Holm er ellers især kendt for suveræne skildringer af københavner-skæbner i bøger som de kollektive fortællinger 'Hafnia punk' (1998) og 'Album' (2002) samt senest den fortættede 'Københavns mysterier' (2008).
Men med 'Den gamle verden' vender Holm blikket udad og lægger stemme til skiftevis 41-årige Dean og 25-årige Ashlyn, der begge skildres usentimentalt og med dygtigt doseret sarkasme.
Det klæder forfatteren, at han geografisk går nye veje ved at hudflette det klassiske sammenstød mellem den nærmest naivt uforfærdede amerikaner og et skyldtynget Europa, der stadig slikker de mentale sår efter nazismen.
Stort slægtstræ
Især den konstant kværnende, indre monolog er vellykket. Anderledes er det med skildringen af Ashlyns slægtshistorie, der opremses med gammeltestamentlig omhu.
Mindre kunne have gjort det, uden det var gået ud over romanen, som samlet set er et nybrud i forfatterskabet. Et bogstaveligt talt grænseoverskridende bud på en samtidsroman, der veloplagt lader kulturer, tidsaldre og personer støde sammen.
0 kommentarer
Skriv kommentar