Tirsdag, 17. august 2010 kl. 13:22 / bøger, hårdkogt, kultur, mænd, romaner, spænding, underholdning
Hårdkogte romaner til sensommeren
2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
George P. Pelecanos: Som brødre
Oversat af Steen Fiil. 284 sider, 299 kr. Forlaget Klim
Fem ud af seks stjerner
Den magtfulde sorte bandeleder Granville Oliver er fængslet for mord, og anklageren går efter dødsstraf.
Derfor har Oliver hyret privatdetektiven Derek Strange til at opklare sagen og undersøge beviserne. Alt tyder nemlig på, at gangsteren er blevet stukket af sin højrehånd, Phil Wood, der har slået en handel af med politiet.
Et nøglevidne i sagen viser sig at være Woods ekskæreste, Devra Stokes. En på sin vis retskaffen kvinde, der prøver at komme på ret køl og føre en normal tilværelse sammen med sin lille søn - og den plan kan meget nemt gå i vasken, hvis hun taler med Strange.
For mens den hårdkogte og kejtede detektiv bearbejder Devra, lægger magtfulde personer i Washingtons underverden hårdt pres på hende for at få hende til at holde kæft. Og efterhånden som opklaringsarbejdet og sagen mod Oliver skrider frem, går det op for Strange, at han står midt i et giftigt sammenrend af skrupelløse personer, der kan starte et blodigt bandeopgør.
Hårdkogt spænding
Pelecanos' fortælling er fundamentalt spændende og eminent godt skruet sammen.
Og selv om romanen er et fornemt afsluttende bind tre i den 53-årige forfatters trilogi om Washington D. C.- detektivenStrange, kan nye læsere snildt begynde her.
Som forfatter står Pelecanos solidt plantet på skuldrene af hårdkogte landsmænd som Raymond Chandler og James Ellroy - kolleger, der også leverer stærkt samfundskritiske fortællinger med afsæt i bagsiden af den amerikanske drøm.
' Som brødre' er meget mere end endnu en krimi eller spændingsroman i strømmen af bøger. Den er et vedkommende værk med sin helt egen insisterende stemme.
Og det anbefales varmt at lytte med.
Ryu Murakami: I misosuppen
Oversat af Mette Holm 208 sider, 269 kr. Forlaget Klim
Fem ud af seks stjerner
20-årige Kenji er guide i Tokyos natteliv og bliver hyret af amerikaneren Frank, en overvægtig og urovækkende turist med hud som vinyl og lyst til at se det hele.
Undervejs på turen rundt mellem lingeri-barer og peep-show bliver Kenji bekymret for, om Frank mon har noget med det brutale mord på en gymnasiepige at gøre.
Udflugten med Frank bliver til tre døgn, der langt overgår Kenjis ( og læserens) værste mareridt. Uden at røbe for meget kan det afsløres, at Frank er en af litteraturhistoriens største psykopater - helt på linje med Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis' ' American Psycho'.
Sand perle
' I misosuppen', der er fra 1997, er Ryu Murakamis første bog på dansk, og der er tale om en sand perle inden for 1990' ernes bloddryppende voldsæstetik. Ryu Murakamis prosa er skarp som et samuraisværd, og bogens 269 sider rummer ikke én eneste kedelig sætning.
Og nej, Ryu har intet til fælles med efternavnsbroderen Haruki, ud over at han fortjener et lige så stort publikum herhjemme.
2 kommentarer
"Dine indlæg må ikke have karakter af kommercielle budskaber, og de må således ikke indeholde reklame, kommercielle internethenvisninger, links og lignende."
Indlægget er lukket for flere kommentarer.