Torsdag, 14. august 2008 kl. 04:01 / badminton, ol, sport, tv
De tester vores nerver, gør de. Jeg synes i hvert fald at det er svært at sidde stille. Men heldigvis så er de spændende kampe falde ud til de danske badmintonspilleres fordel de seneste dage. Og det må da meget gerne fortsætte. Jeg tror nemlig at jeg er ved at være afhængig af den fantastisk, overvældende og totalt fede stemning, der i badminton hallen. Det her er noget som alle badminton fans burde ha' lov at opleve.
Og jeg kan overhovedet ikke vente til kl. 14 i dag, når Peter Gade går på banen mod Lin Dan. Peter er uden tvivl den mest populære ikke kineser i hallen. Så det tegner til at taget i den helt nybyggede hal kommer på en alvorlig prøve. Det bliver rigtig svært for Peter Gade at vinde kampen, men jeg vil tillade mig at håbe med alt hvad jeg har, på en dansk sensation. For det mener jeg faktisk det vil være, hvis Peter vinder. Altså en sensation.
Det vil det til gengæld ikke være, hvis Laybourn og Juul vinder. Men en lille overraskelse. Flandy og Marissa er favoritter, og der findes nok ingen spillere, som har et mere køligt overblik end den bevægelses økonomen Flandy.
Men lad os bare få mere dansk jubel. Det er nemlig også vanedannende.
Og så venter vi til i morgen med at tale om Paaske og Rasmussens chancer mod Kido og Setiawan. Men de skal i hvert fald op på niveau med spille i første runde mod koreanerne.
Og hovsa. Så har vi pludselig ikke mindre end tre danske badminton medaljer.
Arhh jeg klapper lige hesten, men hvorfor ikke.
Med venlig hilsen
Christian Thelin
Mandag, 11. august 2008 kl. 17:54 / badminton, ol, sport, tv

9 billeder
Ja det lyder godt nok lidt vanvittigt, og måske en anelse paranoidt. Men den er god nok. Sammen med mine kollegaer Mads Rotbøl og Stig Kuhlmann var jeg på jagt efter noget at spise. Det kan man nemlig ikke få i Badmintonhallen, og da der er tre fire timers pause midt på dagen, ja så havde vi lige lidt tid til at finde lidt spiseligt.
Vi fik at vide at der i et nærliggende Outlet var nogle restauranter. Og efter en lille gå tur på 10 minutter igen Det Tekniske Universitet, hvor badminton hallen ligger, så fandt vi ganske rigtigt et kæmpe Outlet. Men det var nu ikke fordi der var ret mange mennesker. Priserne var vist også mest til turisternes pengepung, men turister var der ingen af.
Måske var det af ren og skær kedsommelighed, men ikke desto mindre stod der konstant en militær-uniformeret vagt og en mere anonym vagt med øresnegl uden for restaurant, imens vi spiste vores pizza og drak en stor Cola (1 liter). Men da vi ville kigge på butikkerne og vores nye venner blev ved med at følge efter så blev det alligevel lidt for morsomt. Vi var jo nærmest alene i centret, så de kunne ikke så godt skjule at de overvågede os. Og militær-vagten brød dog også nærmest sammen af grin, da vi stod og ventede på ham ved en rulletrappe. Det fik dem dog ikke til at trække sig, tværtimod kommer der flere og flere "anonyme" mennesker med øresnegl til.
Det var faktisk ret underholdende, men inden det blev alt for sjovt, så valgte vi alligevel at vende næsen mod Badmintonhallen.
Og der blev jo faktisk også slået lidt til fjerboldende. Desværre for os danskere, blev der ikke helt slået så godt, som vi havde håbet. Helt galt gik det for Tine Rasmussen, der bare havde en af sine mindre gode dag, og måtte forlade OL alt for tidligt. At Kenneth Jonassen tabte til Le Hyun Il var mere ventet, og Kenneth spillede da også en fremragende kamp, men det rakte desværre ikke til sejr. Peter Gade var aldeles suveræn mod en Lasmari fra Algeriet, der intet havde at byde på.
I morgen skal Gade i kamp igen. Denne gang bliver det langt sværere mod den ikke uefne japaner Shoji Sato. Den kamp spilles kl. 12.30 dansk til. Derefter spiller Laybourn og Juul mixdouble kl. 13.25
Men en ægte badmintonfan vil formentlig sætte vækkeruret til kl. 4.45 for her spiller Jens Eriksen og Martin Lundgaard mod Cai Jun og Fu Haifeng fra Kina. Det kan blive en fantastisk kamp. Og allerede kl. 5.45 skal Lars Paaske og Jonas Rasmussen i kamp mod de stærke koreanere Chung og Lee. Også her tror jeg vi kan forvente badminton når det er allerbedst.
Jeg har opdateret mit billedalbum.
Nu er det blevet sengetid i Beijing. Forhåbentlig høres vi ved i morgen.
Med venlig hilsen
Christian Thelin
Lørdag, 9. august 2008 kl. 17:18 / badminton, ol, sport, tv

9 billeder
Hvis jeg ikke var klar over det i forvejen, så fik jeg det i hvert fald set med egne øjne i dag. På den første spilledag i Beijings Tekniske Universitets hal var stemningen helt fantastisk. Og der var ikke engang et eneste rigtig stort navn i kamp. Jeg kan næsten ikke vente til turneringen for alvor bliver skudt i gang i morgen, hvor specielt de tre kinesiske damesingler og damedoubler skal i kamp.
Men mest glæder jeg mig naturligvis til at se Tine Rasmussen og den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Lena Frier Kristiansen i kamp. Tine er storfavorit og det vil være en kæmpe skuffelse, hvis hun taber. Kamilla og Lena kan til gengæld spille uden de store nerver, for de er bestemt ikke favoritter, men på den anden side er det ikke helt umuligt at de besejre det japanske par.
Det er som nævnt i en tidligere blog første gang at jeg er til OL. Det er noget jeg har drømt om så længe jeg kan huske, og jeg kan næsten ikke fatte, at jeg er her i Beijing. Det er ganske enkelt ubeskriveligt, og lever på alle måder op til mine vildeste fantasier. For min skyld måtte der gerne være OL hvert år, men på den anden side, så er det jo netop det, at det kun foregår hvert fjerde år, som er en af grundende til at det er så specielt.
Udover at være til badminton i dag, var jeg også til reception på Den Danske Ambassade. Her var der besøg af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary sammen med Prinsesse Benedikte. For mig var det en stor oplevelse at blive inviteret til arrangementet og heldigvis kunne det lade sig gøre at deltage. Det var også dejligt at få snakket med Poul-Erik Høyer, som jo plejer at være ved min side, når jeg kommenterer badminton. Poul-Erik er med sin guldmedalje i OL i Atlanta i 1996 den foreløbig eneste danske badmintonspiller, der har vundet Olympisk guld. Han er i Beijing for Danmarks Idrætsforbund og det var fedt at få snakket med ham.
Transporten til og fra Badmintonhallen foregår i shuttle busser og tager 45 minutter fra pressecentret. Busserne kører i de såkaldte Olympic lanes, hvilket gør, at man ikke sidder fast i trafikken. Til gengæld kører busserne ikke hurtigere end 50 kilometer i timen, så det kræver stadig lidt tålmodighed. Busserne kører fra pressecentret hvert halve time, og da jeg eksempelvis skulle hjem i dag, efter at ha´ kommenteret damesingle imellem Juliane Schenk og Maria Yulianti, så havde jeg bussen for mig selv. Det vil sige der var jo selvfølgelig chaufføren og assistenten som viste mig på plads i bussen og hjalp mig med at finde ud af den igen. Det var i øvrigt en ung gut fra det sydlige Kina, som nu studerer i Beijing. Han var mægtig stolt af at OL forgik i hans land, og talte længe og med stort engagement, på sit beskedne engelsk og hvor spændende det var at være med til. Og jeg tror altså ikke han var betalt for det og jeg tror heller ikke der var skjulte mikrofoner. Han var ganske enkelt stolt.
Jeg burde måske også lige kommentere at det var et fint resultat, set med danske øjne at Maria Yulianti vandt kampen over Schenk. Yulianti står nu til at møde Tine Rasmussen i tredje runde, og selvom det bestem ikke bliver en walk-over, så tror jeg helt sikkert at Yulianti står bedre til Tine end Schenk ville have gjort. Det bliver vi meget klogere på mandag.
Mvh.
Christian Thelin