Hop til indhold

Psykologi og Filosofi -samt andet

Fredag, 12. marts 2010 kl. 14:20 / ansvar, erkendelse, forståelse, mennesker, samfund

Patent på Gud ? sandhed ?

2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Et lille forord:

Patent på Gud ? sandhed/tro ?  Det mener jeg ikke er noget menneskes ret, da sandhed ikke er min sandhed eller din sandhed men noget -midt imellem - altså at anse som en 3.part, mener jeg.

Man har ret til egen sandhed, med den er ikke lig med andres sandhed, er pointen. Tro er ikke sandhed, men det mennesket antager eller forestiller sig, håber, er sandt, mener jeg

En indledning:

Dette er ikke et angreb på religionerne, eller det at være troende/religiøs, dette skal forstås som en stærk kritik af menneskets autoritære/totalitære sider som kan udmønte sig i lyst og begær til at ville kontrollere sine medmennesker, her også på det religiøse plan.

Mennesker kan misbruge/misbruger tings væren også religioner, mener jeg. Således er min kritik baseret på mulige menneskelige handlinger.

Tro og religioner/aqteisme

Religioner er for nogle menneskers vedkommende, menneskelige forsøg på "patenteringer" på en mulig Gud, mener jeg, forstået på den måde at mennesker via religioner kan/vil tilrane sig en ret til at formidle en mulig gud.  Det er magt og styring af mennesker der heri er tale om, er pointen og dette kan iagtages op igennem vor menneskelige historie, mener jeg.  Det er der belæg for at antage, påvisninger af, via de historiske menneskelige handlinger, mener jeg

Der går en rød tråd op igennem historien fra woodo og medicinmænd over forskellige religioner og trosretninger, til vore dages skrevne religioner, præster og imamer, m.m.

Der bruges de gl. religiøse bøger af nogle, (Biblen / koranen) til denne styring og som bogstavelig forklaring på hvad der er hvad og hvorledes man således skal/ bør forholde sig til livet.

Hvis det er almere råd anser jeg det som ok, men er det et "pres" fra samfund eller grupper/andre som selv via deres egen Tro, vil have at andre skal opføre sig på bestemte måder, er jeg imod det, for det er op til det enkelte menneske selv at vælge sit liv og tage sine egne valg så længe at mennesket kun vælger for sig selv og heri ikke skader andre eller overtræder landets love.

Set os fri ? 

Først som frie mennesker har vi det fulde ansvar for os selv og her i vore handlinger, mener jeg. Fri - skal i denne henseende forstås som et menneske der erkender/vedkender sig det fulde ansvar for egne handlinger.

Dermed menes ikke at man skal være ureligiøs for at være fri.. NEJ !Det frie menneske kan være alt, også Religiøs, Ateist, eller andet.

Friheden er udelukkende afhængig af at man er sig selv bevidst at det jordiske liv man fører er afledt af ansvaret for egne handlinger. Dermed er Religiøsitet eller Sekularitet/altså Tro, ikke vedkommende for ens handlinger, da menneskets mulig Tro er ikke på nogen måde er at se som mulig gyldig forklaring for handlinger der kan være/er til skade for sine medmennesker, mener jeg

Med en sådan erkendelse da anser jeg mennesket som reelt - for værende FRIT - for da vælges der på eget ansvar for eget liv.

Der er ikke noget menneske der med rette kan bestemme og fastsætte hvad Gud er, mener jeg. Så hvorledes man skal dyrke sit forhold til sin gud, dette er udelukkende et forhold imellem det enkelte menneske og den mulige Gud, er mit argument

Der foreligger ikke et eneste bevis, mener jeg, for at nogen religiøse bøger er dikteret af en gud, det er her menneskets tro der er tale om og ikke på nogen måde faktuelle ting men derimod spirituelle forestillinger og håb om hvorledes verden er skruet sammen, mener jeg dermed.

Mennesker må således vælge og gøre op med sig selv om de vil  tro at de religiøse båger er strevet eller inspireret af Gud, det tror jeg så blot ikke selv på og det er så - mit valg

Der er påstande om at bøgerne er inspireret af Helligånden eller Allah, men dette kan ikke påvises eller bevises på nogen måde, mener jeg. Det betyder dog i min forståelse at således skal andre også mene og tænke, aldeles ikke. Der er det op til andre, selv at vælge, hvad man ønsker at tro.

Således er det menneskets natur at søge mening med livet og her i universets opståen, mener jeg, for der igennem at kunne få mening i eget liv og således finde en ro i sin sjæl.

Med andre ord - Mennesket søger orden, er argumentet og man skal søge det man mener er godt for en selv. er pointen.

Man bør her lige bemærke at jeg på ingen måde frasiger en mulig gud, eller anden eksistens, men jeg frasiger mig menneskets lyst til, på magt og behov/begær at ville prøve at bestemme over sine medmenneskers liv, ved at udmale dem som syndere eller vantro som således ikke skal have del i et liv efter vor fysiske død, hvor man som ikke troende så kun er tildelt en plads i et helvede.

Mennesket er hverken ringere eller bedre, alene pga. en mulig religion/religiøsitet eller fravær af selvsamme mulige religion/tro.

Mennesket er alene at bedømme på sine mulige handlinger og sin mulige adfærd overfor sine medmennesker og omgivelser, mener jeg

Der er det for mig aldeles logisk at en mulig Gud vil bedømme et menneske på dets handlinger i dets liv og ikke på en mulig tilbedelse for der mener jeg at en mulig Gud vil være hævet over det menneskelige behov/begær, som tilbedelse haver bund i, mener jeg. Mennesker kan søge tilbedelse - det er givet rigtigt, men en sodan form vil jeg dermed ikke tillægge en mulig gud, da tilbedelse ikke er åndeligt udvidende for sindet, som jeg anskuer dette fænomen, men derimod at se som en afgrænser af selvsamme åndelige sind. fordi dette fenomen haver udspring i en "overbevisning" og sådanne træk haver det med at begrænse sindet, for der er det ikke nædvbendigt at være nysgerrig eller "at søge" for en sandhed er således allerede fundet.

Dette gælder uanset om man er overbevist Religiøs eller Ateist, mener jeg, her i er der ikke forskel for begge grupperinger kan optræde fundamentalt og udvise disrespekt for hinanden i deres adfærd, det kan iagtages, mener jeg. Dog vil jeg da sige at det i sidste ende er afhængigt af hvilket menneske man er, dette er ikke at se som sandheder, men som mulige generelle menneskelige træk.

Således mener jeg at en mulig Gud har en åndrighed det er ubegribelig for mennesket, en uforståelig stor forståelse i en mulig altfavnende viden. Jeg tror dog ikke selv på at det er en personifiseret Gud som vi forstår det i religionerne kristendom og Islam, jeg anser det mere muliget at det jkan være en kraft mennesket ikke kan forstå.

Således er en universel kraft kærligheden, mener jeg.  Vis kærlighed til jeres medmennesker, forståelse og empati. Tillad andre at være som de ønsker, religiøse eller sekulære.

Lad mennesker selv vælge hvorledes de ønsker at leve, anerkend dem som de er,  selv om de måske ikke er som dig selv.

Vis vilje til at forstå, at det du selv tror på som sandt ikke behøver at omfatte andre og at andre ikke er ringere menneske end dig selv blot fordi de ikke er - som dig. 

Altså - erkend og forstå hvad Tro er for en størrelse

Således - kære medmennesker lev jeres liv som i ønsker det, men anerkend denne ret til andre også.

Så kan vi leve fredeligt sammen uanset hvad vi tror på, hvad religion man dyrker eller ikke dyrker som sekulært eller ateistisk menneske.

Må i alle finde mening og ro i jeres sind - Gå med fred

Kærlig Hilsen Confucius - En Agnostiker

Mandag, 8. marts 2010 kl. 17:49 / ansvar, forståelse, mennesker, samfund

At lære at leve ?

6 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

At Leve sammen med sine medmennesker ?

At ikke turde vove og at ikke ville hoppe er en `frygterns essens´ for ej at svømme i livet, således bliver det "kun" til at soppe.

Jeg vil ikke kun soppe så lær mig at leve, for jeg ønsker inderligt, at svømme i og på livets hav. Du kan tage frygtens åg af mine skuldre, ved at være ved min side, svøm således med mig.

Indgyd mig styrke til at være, lyst til at lære, mod til at vedstå egne svagheder. Fød mig med forståelse for min næste, forklar mig at jeg bør yde mit bedste, altså udnytte mit fulde mulige potentiale.

Med andre ord, lær mig at være mig, vis mig at du har tillid til mig. Tro på mig som menneske -da skaber du et behov i mig, et uovertruffent grundlag for at blomstre og her i vise, at jeg kan være din tillid og tiltro værdig.

Således kan du løfte mig op, så jeg kan evne at komme dig  imøde som det menneske, jeg har potentiale til at blive.

Du giver mig da en lyst til at blive et bedre menneske.

Ræk mig din hånd så kan vi følges ad ud af livets vej, det er ikke afgørende om vi når nogen ende, her er intet mål, det jeg beder om er blot, at du vil være - en ven.

Termen er : I medgang og modgang

Således er pointen, del dig med dine medmennesker, for vi er hvad vi giver.

Kærlig Hilsen Confucius

Onsdag, 10. februar 2010 kl. 01:06 / erkendelse, forståelse, mennesker, samfund

Paradoksal selvretfærdig forståelse ?

6 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Selvets paradoksale selvretfærdige forståelse ?

Det gode parnas hviler på en elitær præmis, denne er selvet, selvet er overlevelse på ego, selvtilliden om at man kan, man har ret (til) og at man skam er fornuftig, med en sund morale. !

Kun "idioten" tvivler på sig selv. ?

Selvet består af to `over´fænomener. Det ubevidste og det bevidste. Dette medfører at selvet er et "vi" -Dette vi, perspektiveres ofte ud over andre ligesindede "sjæle", på status, tro eller politik i "vi er på linje" det modgår således også ofte i et samlet "vi" evt. modstand/modstandere. (personer, grupperinger, politiske partier m.m.)

Selvretfærdig `frelsthed´

Selvet mener sig ofte bevidst om at man bestemt selv, har en god sag og at man har ret. Moralen er i orden, siger selvet til sig selv, imens det beskuer egne gode intentioner. "Vi" vil jo blot andre det godt. Det er bestemt velment. Således frelst er selvet på rette hylde, så at sige, - altså efter eget skøn og der manglers ikke selvtillid eller overbevisning.

Således kan man selvretfærdiggøre, sig selv

Selvet holder af at udleve sig selv, så der skal "Frirum" til at være. Særligt det liberalistiske tankesæt brillerer i den henseende på at ethvert menneske er skaber af egen lykke og man må således ikke sætte mulige begrænsninger op for fri udfoldelse, for heri haver egoet sin lykke.

Paradoksal forståelse

Her ses der ikke ind men ud, giv plads mine herrer og damer, for her kommer "vi" siger selvet om sig selv og sine ligesindede, vi ved nok hvordan det hænger sammen, så kom ikke her.

Jantelovens komik er paradoksal profan i al sin vælde, selvretfærdig og indoktrinerende, på samme tid. Mennesket kan i form af dette udbryde;

"Du skal ikke tro, du er noget"

Det paradoksale udsagn spys ud pr. ubevidst automat reaktion, for bevidsthedens forblindelse er døv, denne hører ikke selvets skrig.

"vi er noget, vi ér noget...Vi ER noget, skriger selvet"

"Vi" haver skam forståelse og rum for andre forståelser, siger `vi´ på trods af at man måske lige har udvist en selvretfærdig overbevisning, som netop var funderet i egen tiltro til egne evner og intellekt, vedr. egen fornuft og egen `sunde´ morale. Således slår selvet paradoksalt en Gordisk knude på sig selv og udbryder: Her er ingen problemer

Selvets forståelse om sig selv og andre kan indeholde en "frelsthed"

Denne mulige frelsthed har udspring i selvretfærdigheden.

Dette er at se som et paradoks, mener jeg

Den er uafhængig af status, tro, politisk ståsted, eller andet...

Mennesket er en paradoksal dualitet, sjælen og kroppen, ubevidst, bevidst, positiv og negativ, sanser og tanker holder/indeholder dualiteter

Selvets forståelse indeholder paradokser.

En paradoksal selvretfærdig forståelse, indeholder ofte en frelsthed på overbevisning.

Det er indlysende at ingen forstår selvet bedre end en selv...?

Således kan Højrefløjen i deres mulige frelste selvretfærdighed, harcelere over venstrefløjen og vise versa. Begge på en selvretfærdig paradoksal forståelse, som først og fremmest ønsker at forstå..sig selv.

Hvor begge sider kan hævde at have ret, set i lyset af egen forståelse.

Højrefløj på sanset rationel kynisme.............

Venstrefløj på sanset rationel humanisme.....

Det tænkte rationelle, kan være det sansede irrationelle. !

Skal man tale med et fornuftigt menneske, da skal man tale med sig selv, siges der.

Således kan 2 frelste højrefløjs personer sige:

Vi flytter os ikke for en idiot. !

Dertil kan så en frelst venstrefløjs person svare:

Jeg flytter mig da gerne for to. !

I det skær, kan alle så stemple hinanden som idioter.

Pointen er at, selvet ser ikke sig selv som "idiot".

Set i det lys, passer dette citat: "Det er ikke mig det er de andre"

Disse mulige forståelser og en sådan kommunikation, er da tragikomisk og paradoksal selvretfærdig, hvis man forstår og handler således, er pointen

Det uanset hvem man er, tro eller politisk ståsted, mener jeg.

Mvh Confucius


1
23456...27Næste »



Mine favoritter