Onsdag, 24. december 2008 kl. 16:43 / jul
...glædelig jul til alle, der stadig måtte læse min blog. Jeg beklager nok engang, at jeg har været inaktiv. Igen kan jeg kun sige, at det udelukkende skal tolkes positivt som tegn på masser at lave. Har afsluttet mit sidste projekt på Journalisthøjskolen i denne omgang, hvilket er lig med ferie helt frem til praktikstart på Horsens Folkeblad i starten af februar. Om jeg kan lide det? Åh, ja!Om halvanden time er alt, hvad der hedder kolesteroltal og kalorier glemt for en stund. I stedet er det for en aften helt normalt at vandre i rundkreds om et grantræ og producere affald en masse i form af afrevet gavepapir. Det er julen, som jeg elsker den - og som jeg nyder den med familien. En højtid, der skal minde os alle om at sætte pris på vores nærmeste. Og tro en gut, der har været mere afhængig af dem end mange andre: Man kan ikke få kærlighed nok - og kærlighed er en medicin, der kan kurere svære sygdomme. Og lad dette være en reminder til mig selv, når jeg ser et julehjerte og tændte lys på træet i stuen; nydende endnu en jul i familiens skød. For julen - ja, den KAN man da kun elske!Glædelig jul allesammen :)- Daniel
Onsdag, 29. oktober 2008 kl. 14:43 / glæde
6.05. "Mahnah-mahnah, du-duuuuh-du-du-duh". Den alt for velkendte lyd af vækkeuret fra min mobil river mig ud af en overraskende tung søvn. Og jeg som troede, det ville blive umuligt at sove med en dag som denne i vente! Jeg rammer bruseren og skimter i det duggede spejl et træt ansigt. Hovedet er heldigvis mere vågent og klar til dagens strabadser, godt hjulpet på vej af ævl og kævl om curling som retrosport på P3.
Jeg tjekker for de værste pestillenser og træthedstegn inden jeg gør klar til en solid omgang morgenmad. "Uden mad og drikke...," er mantraet, da jeg sætter vand over på elkedlen, skænker et glas kakaomælk og varmer to fiberboller. Jeg forsøger at samle mine tanker, men vil omvendt ikke tænke meget på det onde ord. Panikdag. Jeg føler mig ikke specielt meget i panik, som jeg sidder der ved morgenbordet med TV2 Nyhederne kørende i baggrunden. Jeg har forberedt mig, som man nu kan forberede sig på noget, man dybest set ikke kender på forhånd.
Klokken bliver halv otte. Min telefonpasser Magnus ankommer. Han skal tage imod besked, hvis jeg sidder til en samtale, og én af mine søgte stillinger giver lyd fra sig. Ansøgningerne er der i alt fem af for mit vedkommende. Jeg får rettet de sidste detaljer ved tøjet og garnet og begiver mig så afsted mod den røde Almera.
Journalisthøjskolen er denne onsdag tynget af blandede følelser. Nogle signalerer med al tydelighed, hvad dagen er indbegrebet af, som de på det nærmeste bider negle og forsikrer hinanden om, at det hele nok skal gå. Andre smiler anderledes selvsikkert i deres stiveste puds - overbeviste om, at drømmemedierne nok skal flokkes om netop dem. For mig er det lige meget. Jeg forklarer Magnus lidt om hele proceduren, hvor praktikstederne i spænding venter på slaget otte, hvor ansøgningskuverterne bliver udleveret og flået op.
Få minutter i otte spotter jeg ud af øjenkrogen den mand, jeg har håbet at se. Sportsredaktøren på Horsens Folkeblad, Tommy Poulsen. Ham, der kan give mig et håndtryk, som sikrer mig min førsteprioritet. Han vinker til mig. Rigtig god start! Jeg ved allerede dér, at jeg som det første vil bevæge mig mod det lokale, hvor netop Tommy og resten af Horsens Folkeblads udsendte praktikhold holder til.
Som jeg bevæger mig ned ad gangene i bunkeren, suser folk om ørerne på mig. Nogle er medstuderende, der vil være de første til at markere deres interesse for et givent medie. Andre er netop praktikstedernes udsendte, der drøner afsted med telefonen i den ene hånd og kuverterne i den anden.
Jeg når ned til lokalet, der ifølge planen er Horsens Folkeblads tilholdssted denne dag. Ganske glædeligt ser jeg gennem dem åbne dør Tommy sidde med sin kaffekop, vinkende mig indenfor. Lige inden jeg træder ind, når jeg lige at få afleveret min telefon til Magnus. Den kimer allerede. Jeg når ikke at tænke meget over det. Nu gælder det om at fokusere."Hej Daniel. Nåh, har du fået snakket med kæresten om det hele?" spørger han mig og giver mig hånden. Han hentyder til vores samtale i åbent hus-ugen, hvor jeg fik lov til at besøge dem udenfor den planlagte praktikantbesøgstid.Jeg forsikrer ham. Jeanette og jeg har snakket det hele igennem. De skæve arbejdstider, de mulige afsavn. VI kan klare det - vi har klaret langt værre!!! Og vi elsker hinanden - that´s what matters the most!Ind ad døren træder nu også de to andre, der skal være med til ansættelsen. Udenfor kan jeg høre den velkendte Arctic Monkeys-ringetone for både anden og tredje gang denne morgen. Men det er ligemeget nu. Jeg er tændt på det her. Tændt på 12 måneders sport og seks måneders lokaljournalistik i Horsens. Tændt på muligheden for at blive i Jylland - og ikke mindst nær vennerne i Århus og forholdsvis tæt på Jeanette og familien."Vi ville selvfølgelig gerne have haft mere tid til at kigge på ansøgningerne, men eftersom Tommy har anbefalet dig så varmt, så er vi ikke i tvivl om, at det er dig, vi vil have," fortæller redaktøren. Og så er resten faktisk en hyggelig sludder, lidt praktisk information om, at jeg nu får tilsendt avisen, så jeg kan følge med, og så det store øjeblik: Underskriften på kontrakten, der gør, at jeg ikke igen skal tænke på panikdag.
Magnus ved godt, at jeg har skrevet under, da jeg træder ud af døren. Jeg smiler over hele femøren, og der bliver uddelt high-fives."Du skal lige have aflyst en aftale med Århus Sygehus klokken 8.25 og Tipsbladet 8.45. VIA har også bedt dig ringe tilbage, når du blev fri," fortæller Magnus.
"Det var ærgerligt," siger kommunikationschefen for Århus Sygehus, da jeg fem minutter senere stikker hovedet ind og melder, at jeg allerede har fået en aftale."Held og lykke med det! Det skal nok gå dig godt dér," siger hun inden hun må grave ned i dyngen af ansøgninger og finde en anden mulighed.
Fem minutter senere. Tipsbladet ringer igen. De har fundet en anden, så jeg glæder mig over, at jeg ikke gamblede. Tipsbladet var også en høj prioritet, men en flytning til København talte lidt imod det ellers spændende job. Jeg får også ringet til VIA og fortalt dem, at de nu kun har én reel ansøger tilbage, da jeg må trække min interesse tilbage. Og så er det praktiske på plads. Så kan der slappes af med en spandauer og en kop kaffe. Roen sænker sig, og der bliver tid til at tygge lidt på de mange indtryk. Min mavefornemmelse er rigtig god. Jeg har fået, hvad jeg håbede, og jeg nåede aldrig rigtigt at blive panikslagen. Og glad er jeg, som jeg nu sidder her i Thy. Med den nærmeste fremtid afklaret og tændt på at suge til mig. Tændt på at se, om sportens arbejdsforhold er min kop te. Tændt på Horsens Folkeblad. Glad for tanken om panikken, der aldrig kom...
- Daniel, kommende praktikant hos Horsens Folkeblad pr. 1. februar 2009
Dedikeret til min elskede Jeanette, som ALTID vil være min førsteprioritet <3
Lørdag, 25. oktober 2008 kl. 16:09 / tanker
Uha, hvor den nærmer sig! 29. oktober. Datoen, som alle journaliststuderende på 3. semester har afsat som dommedag - eller snarere dommens dag. Hvor nogle vil juble, kramme og drikke øl lidt over otte om morgenen, og hvor andre vil sidde fortvivlede og forstenede i den grå bunker på Olof Palmes Allé med mobilen knuget i hånden, ventende på drømmekaldet, der aldrig kom. Det er tid til at få afgjort, hvor de næste seks, 12 eller 18 måneders uddannelse og udvikling af hår på brystet skal foregå. Og jeg er bare en lille bitte brik i det store cirkus.
Jeg tror, der er mange, der har det som mig: Lad det da for pokker være i morgen, vi får vished. Lad det være om en time - eller lad det være lige nu! Sveden drypper ned ad mine arme. Ikke som efter en højintens fodboldkamp eller en løbetur med hjertet oppe i halsen. Næh, det er en kold og klam sved, der føles som om, den er vredet ud af det pulserende hjerte. Klemt i nervøsitetens koldsvedende klør.
"Jeg skal forberede mig," siger jeg til mig selv. Det er hjernens refleks og forsvar mod det ukendte. "Forbered dig! Så går det ikke galt". Forberedelse, ja. Men på hvad? Og hvorfor? "Jeg laver et dokument med de spørgsmål, de kunne finde på at stille mig," konkluderer jeg, men fortryder fem minutter senere, da hjernens skuffe med spørgsmål fra Djævlens Advokat er vendt på hovedet og udtømt. Vil praktikstederne virkelig høre mig som en eksaminant på gymnasiet? Eleven, der har terpet sit stof til ukendelighed og skrevet side op og side ned af efterfølgende ubrugelige notater? Det er trods alt mig selv, jeg skal til eksamen i, når jeg forhåbentlig træder ind ad døren til en samtale. "Nej, lad det komme instinktivt fra hjertet på selve dagen. Ingen vil have forhåndsforberedte svar fra skuffe A", gisper hjertet, stadig tynget af nervøsitetens nærvær. Jeg tvivler stadig - og spørgsmålene står stadig i dokumentet "Spørgsmål til samtale".
Hvor ville det være så meget nemmere, hvis jeg bare vidste, at jeg havde styr på det hele! Men jeg har prøvet det før, minder jeg mig selv om. Endda i en grad, hvor min uddannelses- og erhvervsfremtid (og ikke "erhvers", som jeg til min egen gru opdagede, at jeg havde skrevet på mine ansøgningers CV!!!) syntes som en petitesse. Hvem fortalte mig, at kemoterapien med sikkerhed ville gøre mig rask? Ingen! Jeg bliver ved med at give mig selv disse opmuntrende og virkelighedsopfriskende kindheste - blot for at huske på, at Panikdagen på onsdag ikke er et spørgsmål om liv eller død. "...det er noget meget vigtigere", ville det smøgrygende, kaffeslugende, nyhedsafhængige og måske selviscenesættende journaliststereotyp afslutte sætningen. Men ikke mig - det er ikke mig! Jeg vil gerne noget med mit fag, og jeg har også mine drømme. Men mine arbejdsmæssige ambitioner er nu engang sat i perspektiv af mit livs rutsjebaneture. Og perspektivet må jeg have med mig i baghovedet på onsdag.
Fingrene skal krydses, håret skal sættes til charmeoffensiv, og hjertet skal rive sig fri, når praktikantpladsræset frigives klokken otte. Fri af egne forventningers pres, fri af tankerne om fiasko. Men først og fremmest: Hjertet skal rive sig fri af nervøsitetens koldsvedende klør.
Kryds fingre for mig!
- Daniel
