Det er ikke helt til at forstå. Til februar er jeg ude i den barske virkelighed som journalistpraktikant! Wow! Jeg er spændt, jeg er nervøs, jeg glæder mig, jeg har nerver på... jeg føler meget på én gang.

…n af grundene til, at de mange nerver allerede har ringet på min hoveddør, er det simple faktum, at min kommende arbejdsplads faktisk allerede er mig bekendt om mindre end en måned! Her venter den store og frygtede Panikdag - som mine undervisere prøver at gøre mildere ved at kalde "Store Match-Dag". Det er et koncept, jeg gang på gang har måttet forklare for familie og venner, og det er helt forståeligt. Kort fortalt er proceduren som følger: En masse forskellige medier og virksomheder slår journalist- og kommunikationsstillinger op på skolen til os elever på 3. semester d. 10. oktober (på fredag). Vi undersøger deres opslag, og i uge 42 (efterårsferien) holder stederne åbent hus, hvor vi kan aflægge besøg - dog UDEN at kunne lave nogen aftaler! Når besøgene er overstået, skal man gerne vide, hvem man vil søge, og så er det ellers med at få smidt skriftlige ansøgninger afsted inden 20. oktober.
29. oktober falder Store-Match-Dag så. På denne dag har de mange praktiksteder et klasselokale hver på Journalisthøjskolen, hvor de kan ringe os ansøgere op og kalde os til samtale. Der er en masse taktik i det, som kan være vanskeligt at forklare i detaljer, men som det nok fremgår, er der altså tale om en dag, hvor nerverne sidder uden på tøjet: Får man praktikplads på sit drømmemedie? Skal man takke ja til den første, der ringer, eller skal man have is i maven og vente - dog med den risiko, at der slet ikke er nogen, der ringer?

Der skulle være garanteret en plads til alle, men for sådan én som mig, der gerne vil være indenfor en rimelig afstand af familien og min elskede Jeanette, er der meget at tage højde for og mange overvejelser at gøre sig. Det går pludselig op for mig, at mine medstuderende faktisk også er mine konkurrenter på et journalistmarked, hvor ikke alle kan være stjerneskribenter og dagsordensættende på landets største medier.

Jeg vil ikke afsløre, hvad mine ambitioner er - også fordi jeg ikke helt har lagt mig fast på noget endnu. Jeg tør dog godt sige så meget, at I ikke ser mit navn i en byline hos Politiken - eller Se & Hør for den sags skyld :)

MEN - hvorom alting er: Om end det er lidt skræmmende og lidt "dårlig-mave-fremkaldende" at tænke på praktiktiden og de udfordringer, der venter, så er jeg et eller andet sted også stolt. Stolt over at være nået til det punkt i mit uddannelsesforløb ovenpå min sygdom. Stolt over det faktum, at jeg var SÅ langt fra journalistikken i et helt år, og at jeg nu alligevel står på nippet til at træde ind i de udlærtes virkelighed.

Indtil den store dag, hvor min fremtid fra februar og en rum tid frem bliver afgjort, kan du slå et smut forbi det website, jeg har strikket sammen - netop som et led i det at gøre lidt opmærksom på sig selv over for praktikstederne. Adressen er:

http://danielisaksen.wordpress.com

Til allersidst kan jeg sige, at jeg stadig har det rigtig godt helbredsmæssigt, lige bortset fra det årstidssyndrom, der hedder forkølelse og ondt i halsen. Det onde prøver jeg dog at bekæmpe med masser af varmt til halsen og et mindre afbræk fra løb og fodbold for at give kroppen og immunforsvaret arbejdsro.

- Daniel

...med en update fra mig! Det er snart et par måneder siden, jeg sidst gav lyd fra mig på denne blog, og det beklager jeg meget! Men til dem, der stadig følger med i mit liv efter min kamp med leukæmien, kan jeg sige, at alt virkelig går efter planen. …n af grundene til mit fravær her på bloggen har netop været en masse at se til - og det er jo kun positivt! Jeg er kommet rigtig godt i gang med 3. semester på Journalisthøjskolen. Det er en omvæltning og en udfordring, når man - hvis man ser bort fra mit korte TV-forløb og helvedet med førsteårsprojektet - har været væk fra disse omgivelser så længe. Men summa summarum: Jeg har allerede afleveret to reportager og knokler pt. på et portræt af SAS Liga-spilleren Thomas Kortegaard, så alt i alt kan jeg kun sige, at jeg er ved at være oppe i gear igen.

At jeg har været alvorligt syg, vil nok sidde i mig for altid. I hvert fald popper det op til overfladen igen, når jeg skal til kontrol. Og det er tilfældet i morgen tirsdag. Kontrollen er sammen med mine daglige kemotabletter en reminder. En reminder om ikke at tage livet for givet, ikke at bekymre mig over dagligdagens små sysler og at sætte pris på menneskerne omkring mig. Selve kontrollen gør mig på ingen måde nervøs, for jeg har det virkelig strålende rent fysisk. Løbeturene er nået op på otte kilometer - faktisk gennemførte jeg i sommers Nors-løbet på 8,65 km non-stop - og jeg har i sommerens løb fået nogle kampe på serie 4 og 5 i benene. Det er herligt og bekræftende!

Jeg ville gerne give en lang update på, hvad jeg har foretaget mig den seneste tid, men det må vente. Vigtigst af alt er det, at jeg har det strålende! Nu må jeg løbe, da den snart står på introduktion til praktikken, der lurer rundt om hjørnet, og derefter er der afteninterview på programmet for mit vedkommende. Man er vel en travl journalistspire :)

Undskyld min inaktivitet - lover at vende tilbage hertil inden alt for længe!

Kærligst
Daniel

Som lovet en lidt hurtigere update end efter Mallorca-turen, og skal denne update om familieturen mod nord koges ned til en enkelt sætning, vil den være meget simpel: Rødhus Klit var et hit!

Som annonceret her på bloggen var der på forhånd udsigt til en aktiv ferie, og feriecenteret i Rødhus gjorde sit til, at der var mulighed for fysiske udfoldelser. Vi var flittige til at benytte os af badelandet (lillebror Nicolai og jeg i særdeleshed saunaen!), og det blev også til både en tennis- og squashmatch mellem min far og jeg. Behøver jeg at sige, at begge disse matcher faldt ud til min fordel? ;)
Men ét er aktivitet, noget andet er tid til ren og skær hygge, og den tid var der også masser af. Min Playstation 3 blev brugt til at udkæmpe virtuelle sportsslag i det nye Beijing ´08-spil, hvor min far tog revanche fra virkelighedens nederlag med hurtigere tast på joypaddet end jeg. Derudover nåede vi en tur til Blokhus, hvor vi onsdag aften spiste en lækker middag på én af byens restauranter.

Rødhus Klit var altså et hit, og hits var der også masser af i lørdags, hvor jeg for første gang siden min leukæmibehandling var til koncert. Set i lyset af min alvorlige sygdom var det derfor en ekstra glæde, at jeg kunne støtte andre med en alvorlig sygdom ved at købe billet og diverse spise og drikkelse til Grøn Koncert på Vestereng i Århus. Overskuddet fra Grøn Koncert går til Muskelsvindfonden, og selvom min og deres sygdom jo langt fra kan sammenlignes, så bider jeg nu ekstra mærke i tilfælde, hvor man ved sin blotte deltagelse støtter en god sag. Jeanette og jeg var afsted med en masse venner og indledte dagen med rundstykker hos min tidligere roommate Troels, inden turen gik mod de grønne, men PLASKVÅDE græsplæner nær Skejby Sygehus. Musikken var overordnet set rigtig god, og jeg var specielt begejstret for Magtens Korridorer, der trodsede den silende - og jeg mener SILENDE - regn og gav den fuld gas på den store scene. Nik & Jay er jo traditionelt ikke ligefrem drengenes yndlinge, men jeg tager da hatten af for deres evne til at få folk med og levere et gedigent sceneshow.

Min mening om det tredje hovednavn, de genopstandne barbie-lovers fra Aqua, kan sammenfattes i min selvopfundne læresætning: Man skal ikke vride en klud mere, når der ikke kommer vand ud! Det er for mig et tamt forsøg på at malke en succes, der ligger way back, men det er selvfølgelig en smagssag, og jeg tror faktisk, at mange er helt uenige med mig - i hvert fald dømt ud fra antallet af hoppende paraplyer foran scenen på Vestereng. Endelig var der D:A:D, som jeg også havde set meget frem til, og selvom de leverede varen som altid, så har de før imponeret mig mere på tidligere grønne koncerter. Måske skyldes det også, at de afprøvede mange nye numre, og at de dermed ødelagde det flow, som de nemt kunne have holdt kørende med deres mange lytterhits på repetoiret. Dog fuldt forståeligt at tage en chance, når man ved, at folk elsker dem uanset hvad!

Alt i alt var Grøn Koncert en stor, men våd oplevelse, og det var specielt fedt at opleve MC´S Fight Night Tag Team Battle live. For at sige det med værten Michael "Jødens" eget ordvalg, så var det virkelig "big time bowling"!

I morgen skal jeg til blodprøvekontrol i Thisted, og det skal blive mit "all clear" til at smutte på en ny ferie. Fredag og en uge frem er jeg at finde på Langeland, hvor jeg skal slappe af i stor stil med Jeanette og hendes familie. Jeg får i den grad indhentet det forsømte, hvad angår ferier denne sommer, og ja - i´m lovin´ it!

- Daniel