Det går sgu godt. Kort og godt. Jeg har i det store hele reageret positivt på min kur sidste mandag, og Jeanette og jeg fik holdt en god påskeferie i Århus fra onsdag til lørdag aften med biftur, shopping og besøg på Jensens Bøfhus. I det store hele har jeg altså ikke noget at klage over - lige bortset fra en lille eftervirkning fra min kur. En eftervirkning, jeg tidligere har døjet med: De små, røde knopper med det lægelige navn follikulitter.

Jeg kan mærke det med det samme, når de er ved at bryde igennem. Denne irriterede fornemmelse af noget, der lurer lige under hudens overflade og som i løbet af ganske kort tid vil bryde ud til åbent skue. Nogle af dem er mere ondsindede end andre, præcis ligesom når man har bumser. Forskellen er bare, at follikulitterne (der kan oversættes til en slags betændelse i hårsækkene) giver en mere brændende fornemmelse og på det nærmeste kan gøre dig lidt stivnakket, hvis de rammer på halsen eller i nakken. Ubehageligt? Ja. Rart at se på? Nej.
Det positive er trods alt, at jeg har haft med denne bivirkning at gøre før, så derfor er jeg rustet til kamp med en Fucidin-creme og viden om, at de nok skal forsvinde fra ansigt, hovedbund og nakke igen.

Bortset fra follikulit-plagen føler jeg et fint overskud af energi i tiden. Jeg kastede mig ud i en lille løbetur i formiddags, men det blev også en tur med stort tryk på "lille". Den kolde luft var for hård for mine lunger, og med en frygtelig lungebetændelse i baghovedet besluttede jeg hurtigt at cutte turen ned til et minimum. I stedet kanaliserede jeg min energi over i lidt bagværk. Og her sidder jeg så, 40 pølsehorn senere. Ikke med noget særligt at fortælle, men med lyst til at skrive en smule. Og den lyst skal holdes ved lige - i hvert fald hvis planen om at genoptage studiet på Journalisthøjskolen 21. april skal overholdes. Lige om hjørnet lurer en førsteårsopgave, som jeg snart skal til at tænke på. Jeg skal have fundet et politisk/samfundsproblem, som skal under kærlig behandling, men lige nu er min tænketank tom...

But no worries - no hurries. I´ve got all the time in the world... at least for now...

- Daniel

Du kan indimellem have lov til at blive positivt overrasket. Den følelse sad jeg umiddelbart tilbage med efter gårsdagens strabadser i hæmatologisk ambulatorium på Århus Amtssygehus, hvor min fjerde og næstsidste intravenøse kemokur blev overstået.

Jeg har mange gange - og som så mange andre med indgående kendskab til det at være hospitalspatient - været offer for fjenden ventetid, når jeg har været en tur forbi sygehuset i Smilets By. Ja, smilet må ofte være af en overbærende og tålmodig karakter, når du med et kig på den udleverede, gule seddel konstaterer, at du nu har ventet halvanden time over tid. Men sådan en dag blev det ikke i går. Afgang klokken syv morgen fra Nors og hjemkomst lidt over tre med et lille pitstop på en tankstation inkluderet. Fraregnet de i alt fire timer, som det nu engang tager at køre fra Thy til Århus, blev det kun til fire timer på selve sygehuset; og det vel at mærke inklusiv blodprøver, samtale, bestilling af kemokur, en bid frokost og selve behandlingen. Derfor var både min mor og jeg ganske godt tilfredse med forløbet, da vi satte os i bilen klokken et og kørte hjemover igen - positivt overraskede over den hurtige ekspeditionstid.

Og hvordan har jeg det så nu? Tjah, jeg kan mærke lidt dirren i kroppen og en smule uro, hvilket skyldes de "opkvikkende" piller Prednison, men hvad angår kemokuren og dens følger, er det for tidligt at mærke og sige noget endnu. …t er dog sikkert: Jeg er blevet klog af skade ovenpå min grimme lungebetændelse efter tredje kemokur, så derfor tager jeg i hvert fald hverken i badeland eller wellnesscenter de første par uger! Set i bakspejlet: Det at hoppe i et spabad med mange fremmede bakterier mindre end en uge efter en kemokur var nok en fejl - en behagelig én så længe det varede, ja, men ikke en så slem omgang syge værd! Under alle omstændigheder - hvad enten det så måtte være en risiko eller ej - har Jeanette og jeg besluttet at tage ned i min kollegielejlighed i det nordlige Århus fra i morgen eftermiddag og frem til engang i weekenden og fejre påsken med lidt "dig-og-mig-tid".

Som jeg tidligere har beskrevet det her på bloggen, så døjer jeg indimellem med en form for irritation/ømhed i den nederste maveregion og højre lyske som følge af min testikeloperation (formentlig?). Parentesen i foregående sætning er vigtig: For når jeg siger "formentlig" efterfulgt af et spørgsmålstegn, er det på grund af en tvivl, som jeg i går konfronterede lægen ved min samtale med. Hun mærkede på mig og sluttede, at der i hvert fald ikke var brok, men kom så ind på noget essentielt for enhver, der har været alvorligt syg: Du er til en vis grad nødt til at give slip på dine bekymringer, selvom det er hamrende svært, når kroppen først har svigtet dig én gang. Og det er sandt nok: Jeg ER bare langt mere obs på alle mulige faresignaler og advarselslamper, der bl<x>inker i min krop. Når jeg ser tilbage på mit liv før leukæmien, ville jeg ikke have haft samme bekymringer, men på det punkt har sygdommen forandret mig. Nu er det så også jeg selv, der må gøre en indsats for, at denne forandring ikke sætter sig fast og bliver til en evig bekymring. Og tro mig: Det vil jeg absolut gøre mit til ikke bliver tilfældet - ellers bliver livet fuldt af bange anelser...

Endelig vil jeg i dette dagen derpå-indlæg rette en fire dage forsinket, men stor og velment tak for sidst til alle dem, der var med til at skabe en god aften til gammel elevfest på gymnasiet i fredags. Vores årgang var alderspræsidenter (chokerende, men sandt!), men hvad pokker? Herligt at se en masse gamle klasse- og parallelklassekammerater og ikke mindst nærmest overvældende, hvor mange mennesker fra alle mulige årgange jeg nåede at snakke med i løbet af den aften. Jeg bliver stadig helt forlegen, når jeg tænker tilbage på alle de flotte ord, jeg blev mødt med for min kamp og min blog; hvor mange der følger med herinde, og hvor mange der har tænkt på én, mens man har ligget dér i sygesengen. Inderligt tusind tak til jer alle for det!

Ellers er der kun tilbage at sige et lidt tidligt god påske til alle!

Kærligst
Daniel

Så er det for første gang i lang tid blevet tid til fest igen. Det sidste års tid må jeg jo konstatere, at min deltagelse (eller måske rettere sagt: Mulighed og overskud til deltagelse) ved festlige lejligheder har været begrænset til et minimum, men i aften gi´r jeg det et skud. Tiden er nemlig kommet til den årlige gammel elevfest på Thisted Gymnasium, hvor jeg blev sproglig student i 2005.

Når jeg for mit vedkommende siger fest, så er det ikke ensbetydende med en kæp i øret og fuld fart over feltet - så langt er jeg ikke endnu. Puri-nethol- og Methotrexate-pillerne forhøjer mine levertal, og så ville det jo være fuldkommen åndssvagt at gamble ekstra med mit helbred ved at drikke. Specielt med det faktum, at jeg skal til min næstsidste intravenøse kemobehandling på mandag, in mente. Samtidig tager jeg ikke til denne gammel elevfest af et behov for eller ønske om at være fuld. Motivet er at gense gamle kammerater, og det er alt rigeligt for mig!

Gensynsglæden skal nok blive stor, og jeg er samtidig afklaret med, at jeg nok kommer til at blive konfronteret med min sygdom og "hvor langt er du nu?"-"hvornår skal du starte igen?"-spørgsmålene nogle gange i løbet af aftenen. Og svaret? Jeg tager først endelig stilling, når jeg har mærket virkningerne af kuren på mandag, men vil som udgangspunkt gi´ det et skud med skolestart 21. april.

Nu talte jeg før om gensynsglæde, og det ord skal nok gøre sig gældende flere gange i løbet af weekenden. SAS Ligaen bliver sparket i gang igen efter en laaaaaaaaang vinterpause, og så ved jeg i hvert fald, hvad weekenderne med tom kalender kan bruges til! Nu er både jul og min fødselsdag overstået, men alligevel vil jeg skrive mig en lille ønskeseddel, alene rettet mod forårets kamp om medaljer, nedrykning og opfyldte succeskriterier:

1) Lad FCK blive presset til det yderste i kampen om guldet. Det er dødssygt med mesterskaber afgjort flere runder før sidste fløjt! Jeg tror, Løverne snupper øverste plads på podiet i sidste ende, og med den trup, de har nu, er de vel også det hold, der med danske briller vil have den bedste chance for at nå Champions League.

2) Lad Brøndby få et godt forår! Lad os få fjernet fokus fra snak om dårlig ledelse, interne stridigheder og en 100% loyal træner, der alene ud fra sit udtryk bliver beskyldt for helst at ville være alle andre steder end på sin nuværende post.

3) Lad AGF blive i SAS Ligaen - jeg vil sgu have en chance for at se SAS Liga-bold i Århus!

4) Lad os håbe, at de udlændinge, der er kommet til i vinterpausen, vil være til gavn i SAS Ligaen - og ikke blot bliver en unødvendig masse, der optager pladser for danske talenter.

5) Lad nu ikke ekstreme tosser med hang til øretæver ødelægge det, det hele handler om, nemlig fodbolden, spændingen og oplevelsen for mennesker i alle aldre. Smid dem, der gør det usikkert for en almindelig familie at have ungerne med på stadion, i brummen! En enorm klubfølelse er ét. En enorm trang til at slå på dem, der ikke mener det samme, er noget helt og aldeles andet (selvom jeg faktisk tvivler på, at resultatet på grønsværen i mange tilfælde rager ballademagerne en skid)!

Ellers er der bare tilbage at ønske god weekend - og god sæson<x>start til SAS Liga-tilhængerne :)

- Daniel