Genopret Danmarks internationale værdighed

Hvor mange gange kan VKO tage æren for at bruge de samme penge på at hjælpe verdens nødlidende, før de skammer sig?

Ulandsbistanden krymper og krumspringene for at bruge de sidste almisser på alt andet end verdens mest forarmede mennesker er så mange og så tydelige, at det er pinligt at være vidne til.

Ægte ulandsbistand hjælper ægte mennesker, der lever under kummerlige vilkår med sult, sygdom og ekstrem fattigdom. Regeringens har i seks år opfundet alverdens usympatiske krumspring for at "minimere tabene". Det kan fx nævnes, at i 2006 gik 250 mio. kr. af ulandsbistanden til modtagelse af flygtninge, 45 mio. til forsvaret og politiets internationale indsatser og 225 mio. til globale miljøprogrammer. Udmærkede indsatser, men selvom pengene officielt tæller med i ulandsbistanden, er de ingen hjælp for nødlidende i verdens fattigste lande. Det er uanstændigt.

Regeringen kæmper en stædig kamp for at afskaffe hjælpen til de sultne og fattige . Det er en hån mod FNs 2015-mål, der ved bæredygtig hjælp til selvhjælp vil udrydde fattigdom og sult.

Danmark skal tilbage på 1 procent i ulandsbistand. Derudover skal vi lave oprette en Global Ramme på 0,5 procent til globale problemer som flygtningestrømme, klima og sundhedsepidemier.

DF foreslog i februar at Danmark skal tage 600 mio. af ulandsbistanden på at købe CO2 kvoter i ulande. Anders Fogh Rasmussens nyeste knæfald for DF er derfor den få uger gamle udmelding om, at Danmark skal skære endnu mere i den nuværende ulandshjælp og bruge pengene på CO2 besparelser i ulandene. Det er et udmærket formål, men det er decideret usympatisk, at finansiere det ved at skære i sult- og fattigdomsbekæmpelse. DF fremhæver endda, at CO2 nedbringelsen skal tælle med i Danmarks samlede CO2 regnskab!

Men det er værre endnu. I år er det også kommet frem, at I stedet for at bygge skoler og sørge for rent drikkevand, eftergiver regeringen gæld og det modregnes i den samlede ulandsstøtte - også til andre lande end de lande, der har fået eftergivet gæld. Det er fint at eftergive gæld, men når man tager af bistandspengene bliver det kynisk bogføring fordi man vil undgå at hjælpe i nærområderne.

Moralsk er det akkurat så forkasteligt, som da man i 2005 fortalte vidt og bredt om de mange penge man ville give i ekstraordinær bistand til tsunamiens ofre, hvor det senere kom frem, at man i virkeligheden tog 112 millioner fra glemte nødlidende til den højaktuelle katastrofe.

Det er på tide, at vi igen får hjertet med i hjælpearbejdet. Det er ikke værdigt, at ulandsbistanden er genstand for massiv spekulation i CO2 kvoter, gældseftergivelse, flygtninge i Danmark og akut nødhjælp til katastrofeområder. I regeringens udspil til dansk udviklingspolitik 2008-12 er fokus på klima, integration og demokrati. Det er også områder, som regeringen har forsømt. Men vi skal ikke rette op på de fejl ved at tage pengene fra verdens værst stillede mennesker.

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 08. november 2007 (ovenstående er den fulde version. I avisen var indlægget forkortet af redaktionen).