Bloggen lukker, Læs mere

Daniel Nyboe Andersen

Lørdag, 20. september 2008 kl. 13:40 / centralisme, dansk folkeparti, de radikale, debat, demokrati, det radikale venstre, frihed, kommuner, landsmøde, mennesker, planøkonomi, politik, regeringen, samfund, selvstyre, social ansvarlighed, tale, velfærd, venstre, økonomi

R landsmøde 3 - min tale

3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

I disse dage og uger udspiller der sig et voldsomt drama, der får grumme konsekvenser for de hundredetusindevis af mennesker i Danmark, der i forvejen er allermest pressede i deres hverdag.

Den kommunale budgetlægning er et vaskeægte mareridt, der er blevet til voldsom virkelighed vidt omkring.

Kommunalpolitikere landet over ligger vågne om natten og river sig fortvivlet i håret om dagen fordi regeringens ultracentralistiske nærmest planøkonomiske spændetrøje er ved at klemme den sidste luft ud af det kommunale selvstyres hårdt prøvede lunger.

Sammen med Kristian Thulesen-Dahls pumpgun og konstante trusler om økonomiske sanktioner, voldsomt stigende kontrol go bureaukrati står Venstres arrogante påstande om at kommunerne med lethed kan spare 11 milliarder på administration. Ikke ligefrem sød musik for de medarbejdere der i forvejen går ned med stress på stribe.

Der bliver endnu mindre hjælp til de børn, der har brug for en særlig indsats.

Mennesker med handicap og deres familier kæmper for ikke helt at blive glemt.

Og den 4. konservative trafikminster i træk fastholder, at staten kun vil beskæftige sig med kollektiv transport på skinner. Det er der rigtig mange ældre, skolebørn, gangbesværede og miljøbevidste borgere, der kommer til at mærke når deres bus forsvinder i 2009.

Regeringen vælger bevidst at presse kommunerne til det uderste, så de kan finde undskyldninger for at indføre endnu mere kontrol og bureaukrati, imens det ideologiske korstog imod lokalt engagement og social ansvarlighed fortsætter med stadig færre manøvremuligheder for de kommuner, man påstod skulle styrkes med strukturreformen.

Vi skal have tilliden tilbage og regeringens leflen for den velbeslåede middelklasse og populistiske overskrifter skal skiftes ud med bedre arbejdsvilkår for de medarbejdere og de 98 kommuner, der kæmper for at løse den tunge opgave at få livet til at hænge sammen for de mange mennesker, der har brug for en hjælpende hånd.

Afholdt på det radikale landsmøde i dag ca. 11.45




3 kommentarer


1. eremita 21-09-2008 09:45Rapportér/anmeld
Det er meget muligt, at sådan en opskruet retorik kan høste applaus på et radikalt landsmøde, men her runger det altså hult, når postulater om søvnløshed, mareridt, pumpguns og ultracentralistisk planøkonomi slynges på skærmen.

Venligst; Niels V. Skipper Petersen

PS: Derfor ingen stjerner i denne ombæring.
2. danielnyboe.dk 21-09-2008 13:13Rapportér/anmeld
Kære Niels

Jeg forstår, at du har ladet dig provokere af, at jeg bruger ordet "pumpgun" i forbindelse med DF´s syn på det kommunale selvstyre.

Det kan jeg sådan set godt forstå. En Pumpgun er jo faktisk et temmelig voldsomt skydevåben. Jeg blev også provokeret, da jeg hørte Kristian Thulesen-Dahl, fra folketingets talerstol, sige, at: ""Finansministeren har fået lov til at stå og true kommunerne med en lille pistol, måske en vandkanon. Bagved får jeg lov til at stå og true med en pumpgun, og vi har en aftale om, at hvis kommunerne ikke sørger for at holde de aftaler, som de selv indgår, så rykker finansministeren til side og gør plads til mit våben."

Det er jo netop fordi ovenstående udsagn fra Kristian Thulesen-Dahl er så provokerende, at jeg anfægter det i min tale. Det er altså ikke mig, der har fundet på det med pumpgunnen.

Det er denne retorik fra DF og V og de konsekvenser de har på den aktuelle politik, som jeg angriber i min tale.

Med denne misforståelse således ude af verden, ser jeg frem til at få mine stjerner. :o)
3. eremita 21-09-2008 14:02Rapportér/anmeld
#2 Ret skal være ret og du får selvfølgelig fem stjerner for din uddybende forklaring.

Desuden er jeg enig med dig og de andre radikale i jeres kritik af mange kommuners ulykkelige situation.

Venligst; Niels V. Skipper Petersen

Indlægget er lukket for flere kommentarer.