Bloggen lukker, Læs mere

Daniel Nyboe Andersen

Torsdag, 13. august 2009 kl. 23:26 / 1234, aalborg, brorsons kirke, danmark, demokrati, demonstration, irak, irakere, mennesker, politik, regeringen, samfund, skam, tale, valg

Afstumpethed er et politisk valg (tale ved demonstration for de irakiske asylansøgere)

45 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

demo13aug1.jpg

[Tiden var knap, da jeg i eftermiddag blev inviteret til at tale ved demonstration i Aalborg pga. hændelserne i Brorsons Kirke. Efter arbejde havde jeg ½ time til at skrive en tale, men det gik - den skrev nærmest sig selv. Og takket være moderne medier, mødte der næsten 300 demonstranter op med få timers varsel. Flot!].

Der er politik og der er administration. 

Når der er klare entydige regler, klare procedurer og lang tids praksis, så er det administration. Politikere blander sig generelt meget lidt i administration.

I nat gjorde politiet som de fik besked på. De udførte en ordre. Men det var ikke administration. 

Da Brorsons Kirke blev fyldt med politi i nat var det politik. 

Når der er flere lovlige valg og nogle skal træffe afgørelserne, så er det ofte politiske hensyn der afgør udfaldet. 

Hele forløbet fra den dag Danmark var med til at invadere Irak og til i dag, har været politisk. Det er derfor også meget simpelt at udpege de ansvarlige for de hændelser, der i nat skete i Brorsons Kirke. 

Selvom Danmark bærer en stor del af skylden for den forhastede krig i Irak, tager vi langt færre flygtninge end andre lande. Det er et politisk valg, når Danmark kun giver asyl til hver tiende Irakiske asylansøger. I Sverige får 8 ud af 10 Irakiske asylansøgere asyl på baggrund af en vurdering af, at de vil være i konkret fare, hvis de bliver sendt tilbage. 

Vi burde være humanister i Danmark. 

Vi burde være rummelige nok og have brede skuldre nok, til at lade hensyn til flygtede mennesker og i særdeleshed børn gå forud. 

Det er et klokkeklart brud mod børns rettigheder, at de har befundet sig i asyllejre i årevis. Men, faktum er, at de fleste af de Irakere, der i nat blev gennet ud af Brorsons Kirke, de har været på flugt så længe, at de vel knap kan huske, hvordan det er at leve et almindeligt liv i fred og ro. 

Selvom disse ulykkelige mennesker har ofret flere år af deres liv på at forsøge på at få  lov til at bo i Danmark, er der alligevel mange politikere der i dag mener, det var på tide, at politiet hentede dem inde i kirken.

Der var gamle, syge, børn, kvinder og mænd til stede.

Der bliver gået hårdest til mændene. Børnene og resten af familien slipper nådigt ved først og fremmest at skulle overvære, hvordan deres sønner, brødre, ægtemænd og ikke mindst fædre står forrest i køen, når myndighederne sætter ind. Hvis ikke de børn allerede var traumatiserede, så bliver de det da oven på en oplevelse som den de fik, da de blev vækket i nat, og far blev kørt væk! 

Jeg er ked af de i dag. 

Magtesløs. 

Jeg ser ægte mennesker med følelser, med en lille smule håb. Stærke mennesker som er flygtet, som mørket efterhånden samler sig omkring. Det ser ud til at de har tabt kampen til sidst, selvom de gemte sig i guds hus.  

Hvordan trøster mødrene deres børn i dag?  

Jeg kan ikke forstå, at der ikke kan være en anden løsning. 

Jeg føler et medansvar, et lille medansvar, men alligevel et medansvar, fordi jeg og de, der mener det samme som mig, ikke har fået væltet det styre, der de seneste 8 år har gjort Danmark til et stadig mere inhumant og afstumpet samfund.  

Der er politikere, der fremhæver det vigtige i, at vi skal stå fast og vi skal vise omverdenen, at man ikke bare kan true sig til asyl. At reglerne overholdes. At vi ikke er blødsødne i Danmark.  

Disse politikere fra Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og desværre også alt for mange socialdemokrater, kan være helt rolige! Uanset om alle Irakerne fra Brorsons kirke, der allerede har lidt mere end rigeligt, de fik asyl i morgen, så ved man godt ude i verden - i mange år frem - at Danmark ikke er et godt land at tage til som udlænding. Man ved godt, at vi ikke tager godt imod udlændinge. Man ved godt, at det er meget svært at få asyl.  

Regeringen har i 8 år baseret sig på et flertal, hvor politikken dikteres af et meget højreorienteret parti, der har måttet ekskludere snesevis af medlemmer, fordi de er kommet med rabiate udtalelser. Andre har fået racismedomme, men er stadigvæk eksempelvis valgt til Europaparlamentet. 

Det er et politisk valg, at man fortolker asylreglerne så snævert, at selvom udenrigsministeriet skriver på deres hjemmeside, at det er farligt at rejse til Irak, så udviser man de fleste Irakiske asylansøgere.  

Og det er et politisk valg, når man lægger direkte eller indirekte pres på politiet for at gå ind i en kirke til børn og gamle mennesker midt om natten.  

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech og andre følelseskolde højrefløjspolitikere, de siger ulidenskabeligt, at de "henholder sig til den og den skrivelse" - som om de ikke havde noget ansvar. Som om de ikke har noget valg.  

Men netop disse politikere kunne nemt træffe et andet valg. 

Det ville være både muligt og nemt for regeringen at beslutte sig for, at vise et menneskeligt ansigt.

Men de vil ikke.

Regeringen vælger at være inhumane og i nogle tilfælde på grænsen af menneskerettighederne.  

Den smerte, som de irakiske asylansøgere oplever, kunne en snes danske politikere forvandle til glæde, ro og taknemmelighed hos mange lidende mennesker i en håndevending.  

Men disse politikere. Regeringen. De tør ikke. De kan ikke overskue at se menneskerne og handle som mennesker. 

Der er et lille håb om, at noget sker.

Der er tvivl om og hvornår og evt. hvor mange afviste, som man vil tage imod i Irak. Meldingerne er ikke entydige. Men det ender jo nok med, at irakerne sidder i Sandholmlejren på ubestemt tid, indtil de enten rådner op eller bliver sendt hjem til utryghed lagt i håndjern af den danske regering.

Vi kan kun håbe, at en eller anden minister vågner op og beslutter sig for at være et menneske. - Ellers er den eneste chance, at de sidder i Sandholmlejren indtil der kommer en ny regering i Danmark. 

Jeg føler med Irakerne.

Jeg sender en tanke til dem.

Jeg ønsker de afviste Irakiske asylansøgere en lys fremtid.

demo2.jpg



45 kommentarer


1. formerly.known.as.pushed 13-08-2009 23:38Rapportér/anmeld
God tale!
2. debatman1 14-08-2009 04:04Rapportér/anmeld
Du glemmer vist at disse irakere har været i Danmark før end Danmark invaderede Irak, som du kalder det vi gjorde i et land der er 10 gange så stort som Danmark.

Det har derfor intet med Irak-krigen at gøre.

Men de sidste tre linier i din tale er jeg helt enig i, lige som ministeren i for få tilfælde gør brug af muligheden for at give humanitære opholdstilladelser - dog uden at denne mulighed bare skal blive til et automatisk gummistempel.
3. danielnyboe.dk 14-08-2009 05:00Rapportér/anmeld
@2 Det er en meget sammensat gruppe. Det kunne jeg godt have formuleret mere tydeligt. Men ca. halvdelen er nu altså kokmmet til efter krigen brød ud. At den anden halvdel så rent faktisk har været her siden FØR Irak-krigen, er jo faktisk også helt grotesk. Det er godt nok længe at være flygtning. Det er da helt utroligt, hvis der er nogle af disse, der stadig er blot nogenlunde normale i hovedet.

Hvor lang tid har de 282 afviste asylansøgere fra Irak været i Danmark?

0-5 år 87
5-6 år 53
7-8 år 192
9-11 år 40
(Politiken, 14. maj 2009)

Hvorfor er de flygtet?
Nogle flygtede under Saddams regime og andre flygtede, da krigen brød ud. Fælles for dem alle er at krigen, som startede i foråret 2003, har destabiliseret landet og umuliggjort at de kunne vende sikkert hjem.

http://kirkeasyl.dk/baggrund/fakta-om-flyg...
4. jomfru5 14-08-2009 07:07Rapportér/anmeld
Lyver alle i skabshumanister for Jer selv - eller savner I det mest elementære overblik?

I bliver ikke gode mennesker blot ved at hjælpe disse irakere - I skal hjælpe alle dem, I kan hjælpe, før I bliver gode.

Gode mennesker har ikke større goder og mere velfærd end andre - en velfærdsstat er ikke mulig i en fattig og konfliktfyldt verden, hvis borgerne i landet er gode humanister - de ville slide og slæbe for andres skyld hele livet uden udsigt til personlig belønning.

Men skabshumanisterne foretrækker at bilde sig ind, at det er muligt at snyde sig til en status som god uden at betale, hvad det koster.
Vi skal bare hjælpe disse få irakere, der er i mediernes søgelys - så er vi på trods af al fornuft gode mennesker i en velfærdsstat - hvor patetisk.
5. debatman1 14-08-2009 07:59Rapportér/anmeld
#3

Hvorfor er de der flygtede fra Saddam ikke skyndt sig tilbage til hjemlandet efter Irak-krigen, der jo netop fjernede Saddam?

Er det derfor de ikke kan få asyl i Danmark, fordi de er sikre i Irak nu?
6. maisen25 14-08-2009 08:18Rapportér/anmeld
Flot flot tale Daniel og ja det var fedt at så mange dukkede op til demonstrationen!

#5: Nu er det jo sådan at der ikke er sikkert i Irak endnu. Det har UN udtalt op til flere gange, efter de rent faktisk har befundet sig i landet. Det er fakta.
7. debatman1 14-08-2009 08:25Rapportér/anmeld
#6

Der er heller ikke sikkert her på Nørrebro.

Det er heller ikke sikkert at spille træningsfodboldkamp på Hvidovre Stadion.

Hvor i alverden er der "sikkert"?
8. formerly.known.as.pushed 14-08-2009 08:35Rapportér/anmeld
#5

Hvis du var iraker, så ville du sikkert være taget tilbage i en helveds fart, mens alt var anarki ikke?

Hvad skulle de vende tilbage til? Den tanke har nok slet ikke strejfet dig, for du vil bare have dem ud.

Din sammenligning i #7 er så jammerlig og tynd, at man begynder at begribe din modstand mod fremmede.
9. maisen25 14-08-2009 09:01Rapportér/anmeld
#7: Debatman... det må du da kunne gøre bedre det der! Jeg gider ikke engang at argumentere for at din sammenligning er.. ja, jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde den...
10. debatman1 14-08-2009 17:24Rapportér/anmeld
#9

Til dette kan jeg kun opfordre dig til at købe Ekstra Bladet for i dag, og læse en muldvarps inside-beretning fra Brorsons Kirke og Enhedslistens og betonkommunisternes hårde styring af aktivisterne,, schyy, undskyld: de frivillige.
11. coto16 15-08-2009 03:26Rapportér/anmeld
Hahaha.... Er talen ironisk?
12. danielnyboe.dk 15-08-2009 10:31Rapportér/anmeld
@11 Er Jorden flad?
13. danielnyboe.dk 15-08-2009 10:54Rapportér/anmeld
@11 Man skulle faktisk tro, at Amnesty International havde læst min tale, når man læser deres udtalelse:

"Kampklædt politi kan være skyld i endnu mere stress og lidelser for de irakiske familier med børn, der med stor sandsynlighed er traumatiserede af tortur og krig samt deres lange ophold i danske asyllejre, lyder det videre."

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-243...
14. formerly.known.as.pushed 15-08-2009 15:14Rapportér/anmeld
#13

Modsat dem som bestemt dette underlige indgreb og denne magtanvendelse, så har både Amnesty International og dig jo valgt, at se tingene fra de udvistes side.

Det tyder desværre på, at lidt for mange danskere mangler indlevningsevnen, og derfor blot lader sig styre af den frygt, som de får pumpet ind i kroppen konstant fra medierne og en del af de danske politikere.
15. snowtiger 16-08-2009 12:02Rapportér/anmeld
***** God tale
16. formerly.known.as.pushed 16-08-2009 12:43Rapportér/anmeld
#15

Ja og så fik vi endda en efterfølgende stråmand fra en legendarisk blogger med i købet.
17. snowtiger 16-08-2009 17:52Rapportér/anmeld
#16 Oh ja..
18. renova 16-08-2009 18:41Rapportér/anmeld
Der er ikke dokumentation, endsige bevis for lovmedholdelighed i nogen af de angreb, som oplægget fremfører på den udøvende magt som følge af, at loven er blevet håndhævet - vedrørende de afviste asylansøgeres selvtægt ved besættelse af en Brorsons kirke, for at hindre udførelse af en lovformelig hensigt om deres udsendelse af Danmark.

Dertil deres medløberes selvtægt ved med ulovligheder at ignorere politiets henstillinger, og søge koporligt at forhindre, at myndighederne håndhæver loven i et retssamfund, hvis lovmedholdelighed, i denne sag, der ikke på nogen måde er modbevist.

Oplægget agiterer så åbenbart for at lade private følelser stå over loven og den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Hvad Dansk Folkeparti angår, er det blevet kaldt alt fra det yderste højre til det yderste venstre. Dertil utallige skældsord i mangel på lovformelige argumenter.

I øvrigt er der ingen, der har fået nogen racismedom i Danmark som følge af, at begrebet racisme ikke findes i straffeloven.
Lovens § 266b er ifølge straffelovens overskrift desangående en æreskrænkelsesparagraf.

Endelig skyldes skader på kirkens orgel den, der direkte har påført dem, hvorfor pågældende er ansvarlig. De kunne være forhindret, hvis kirkens menighedsråd og præst havde modsat sig et ulovligt misbrug af kirken og de deraf følgende ulovligheder.
19. formerly.known.as.pushed 16-08-2009 18:53Rapportér/anmeld
#18

Jamen så har du vist dit eget verdensyn:

266 b.

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Det er i øvrigt den § som Messerschmidt blev dømt efter i 2003.
20. renova 16-08-2009 18:58Rapportér/anmeld
@ 7. debatman1 14-08-2009 08:25

Du har nok bemærket, at de politisk "korrekte" ikke kan gøre rede for deres anvendelse af begreberne.

De politisk "korrekte" har det med at være faktuelt forkerte. Fremmede for dem er især Dansk Folkeparti. Så følg deres eksempel på, hvordan man skal behandle fremmede -ved at behandle fremmede på samme måde, som de behandler Dansk Folkeparti.
21. boiron 16-08-2009 19:15Rapportér/anmeld
Aldrig før DF fik magt i Danmark har jeg skammet mig over mit land og min nationalitet. Siden er det sket oftere og oftere. Jeg er SIKKER på at DF har presset meget på i denne her sag. Føj at jeg skulle opleve den slags skammelig opførsel som det der skete den nat i Brorsons Kirke i mit egen land!! Håber snart at mine landsmænd vågner op og indser, at det er helt galt den drejning tingene har taget i DK. og at den nuværende politik ikke er med til at skabe en bedre verden for os alle, tværtimod er den med til at grave grøfterne dybere!!
22. renova 16-08-2009 19:35Rapportér/anmeld
@ 19. formerly.known.as.pushed 16-08-2009 18:53

SVAR: Der står "race" i dit korrekte citat af straffelovens § 266b stk. 1. Race er noget biologisk arveligt; hvorimod racisme er en isme, altså en holdning.

Dit citat bekræfter, at begrebet racisme ikke findes i straffelovens § 266b.

Hvad lovens § 266b vedrører, så er overskriften for det kapitel, hvori § 266b er, som følger, citat: 27. kapitel Freds- og ærekrænkelser.
Straffelovens § 266b er følgelig en ærekrænkelsesparagraf.

Til det mere barokke hører, at højesteret fastslog, i dommen i sagen Pia Kjærsgaard mod Karen Sunds, en injuriesag, at tager man afstand fra nogen, også hvis de er af samme race som én selv, så er det racisme.
Altså, hvis man f.eks. tager afstand fra Dansk Folkeparti, så er det racisme!

Vedrørende "verdensyn". Så består verden af mere end straffelovens § 266b - som jeg ikke har indført, endsige forholdt mig subjektivt til - men blot refereret i henhold til loven. Så det eneste jeg har vist er, hvad straffeloven viser vedrørende § 266b.
23. danielnyboe.dk 16-08-2009 22:05Rapportér/anmeld
@renova

LOL!

Jeg tror faktisk, at du selv synes du er vældig smart. Det er vi sådan set mange, der kan. I denne sag er det blot hamrende irrelevant. Så irrelevant, at jeg seriøst overvejer, om det overhovedet er ulejligheden værd, at bruge 2 minutter på at fortælle det til dig.

Pudsigt er det, at du med din kommentar "Endelig skyldes skader på kirkens orgel den, der direkte har påført dem, hvorfor pågældende er ansvarlig." faktisk søger, at lægge ansvaret på den enkelte politibetjent. I mit indlæg flytter jeg derimod fokus FRA politiet (den udøvende magt, som du så sødt insisterer på at kalde det) til det politiske niveau. Det gør jeg naturligvis fordi den enkelte hændelse ganske vist er interessant, men det er jo i højere grad den samfundsudvikling, som hændelsen er udtryk for, der er interessant. Derfor er dit indlæg uden relevans - det er simpelthen flueknepperi og ligegyldigheder, der fjerner fokus fra de principielle overvejelser.
24. danielnyboe.dk 16-08-2009 22:07Rapportér/anmeld
Hov. Et par ord faldt ud. Efter "smart" skulle der stå: Fordi du kan skrive et par sætninger i kancellisprog".
25. jettefabriciusnielsen 18-08-2009 07:47Rapportér/anmeld
Kære Daniel

Jeg er ked af at sige det, men vi kan og skal ikke acceptere, at folk der søger ophold i en kirke, er uden for loven. Jeg kan være enig i mange af dine menneskelige synspunkter, men hvis vi lader den ene gruppe af afviste asylansøgerer blive her, hvad så med de næste?? og hvorfor så overhovedet have et ministerie for udlændinge?? så kan du lige så godt åbne grænsen og sige "velkommen allesammen". Der blive nødt til at være en smule lov og orden. Vi skal jo heller ikke bare betale ophold for de, der måtte opsøge Danmark uden grund. Det vil altid være de få der ødelægger det for de mange.
26. debatman1 18-08-2009 07:49Rapportér/anmeld
"En kirke er som et offentligt toilet."
27. maisen25 18-08-2009 11:22Rapportér/anmeld
#10 debatman: Den har jeg skam læst. Jeg kan ikke se hvad den artikel har at gøre med din sammenligning om hvor der er sikkert at være?

Jeg vil anbefale dig at besøge følgende sider for at læse en noget mere nuanceret beskrivelse af problematikkerne:

Amnesty.dk
Politiken.dk
Information.dk
nyidanmark.dk
integrationsministeriet.dk

og sidst men absolut ikke mindst, UN Refugee Agency: http://www.unhcr.org/cgi-bin/texis/vtx/home
28. maisen25 18-08-2009 11:23Rapportér/anmeld
#18 renova: Rettelse: Irakerne besatte ikke kirken, menighedsrådet inviterede dem rent faktisk indenfor.
29. maisen25 18-08-2009 11:29Rapportér/anmeld
#25 Jette:

Jeg er enig med dig i at en kirke ikke er et helle for afviste asylansøgere eller andre for den sags skyld.

Men jeg er ikke enig med dig i at vi blot skal overlade det til de offentlige organer og instanser når vi i befolkningen mener at de ikke gør deres arbejde godt nok.

Sidst SF bad integrationsministeren om at gennemgå 50 ansøgninger om humanitær opholdstilladelse der allerede var givet afslag på, fandt ministeren at 10 af dem skulle have opholdstilladelse. Det er 20%! Ja der kan ske smuttere, men 10 ud af 50 smuttere er FOR mange.

Desuden mener bla. UN og Amnesty, sammen med RCT (Center for torturofre i DK) at der er grundlag for at yde, i hvertfald nogle af de afviste irakere, humanitært ophold i Danmark. Det er derfor en ide, at ministeren gennemgår sagerne een gang til.

Lov og orden kommer aldrig, i min verden, til at stå over anstændighed og ret og rimeligt. Love er jo bare noget vi har lavet udfra det erfaringsgrundlag vi havde på daværende tidspunkt. Hvis man finder at der er grundlag for at ændre loven, tilpasse den eller tilføje noget, så kan man til enhver tid gøre dette.

Desuden er der ikke tale om i denne sag at ændre lovgivningen, men ganske enkelt at benytte de muligheder der allerede findes i den.
30. debatman1 18-08-2009 11:50Rapportér/anmeld
#27

Aviserne er jeg på eller læser dagligt.

hjemmesiderne læser jeg også på af og til.

Og?
31. maisen25 18-08-2009 12:05Rapportér/anmeld
#30 Du svarer ikke på mit spørgsmål... Hvad har det at gøre med om der er sikkert at færdes på Nørrebro?

Til dit og? vil jeg svare, så forstår jeg ikke dine holdninger.
32. debatman1 18-08-2009 17:46Rapportér/anmeld
#31

Kan du ikke forstå mine holdninger fordi jeg læser Politiken?

Politiken er med til at skabe mine holdninger.

At du ikke kan forstå mine holdninger er da OK for mig, men har du ikke et problem på de områder vi er enige?

Eller sidder du bare på værtshuset og siger til tjeneren eller til psykologen,mens du ligger på briksen: "Jeg forstår ikke mig".

:D

P.S.: Sidste afsnit er ikke ment personligt...
33. debatman1 18-08-2009 17:49Rapportér/anmeld
Daniel,

jeg forstår ikke en politiker - og slet ikke en radikal udgave - bevidst søger at overtræde gældende lovgivning. Og dyrke det. Det er jo ikke bare en rød mand i fodgængerfeltet midt om natten uden trafik.

Skal det være det vi ser fremover. Lovgivning skal ikke gælde politikere, men alene folket.

Hvad er Amnesty Int.? Er det ikke bare en privatkapitalistisk interesseorganisation der har sugerøret nede i alverdens statskasser...
34. snowtiger 18-08-2009 20:20Rapportér/anmeld
#33 »Skal det være det vi ser fremover. Lovgivning skal ikke gælde politikere, men alene folket.«

Sådan har det jo været de sidste 8 år med VKO - det KAN da ikke være noget nyt for dig, hvis du altså har holdt dig opdateret rent nyhedsmæssigt.
35. danielnyboe.dk 19-08-2009 08:40Rapportér/anmeld
@33 Hvilken lovgivning er det jeg bevidst overtræder? Vil du henvise til det sted i min tale, hvor jeg redegør for, at jeg "bevidst søger at overtræde gældende lovgivning. Og dyrke det".

Det tydeligste eksempel på politikere der offentligt og med fortsæt kontinuerligt pralede med bevidst at overtræde gældende lov, jeg kan huske på stående fod, er Pia Kjærsgaard der insisterede på at gå med peberspray. - På højere plan, er selve Irak-krigen et eksempel på, at regeringen ikke har den store respekt for regler - bare overtrædelsen er stor nok, så skal det nok gå, synes tanken at være...

Hvis du ikke kan finde det pågældende sted, er du velkommen til at trække dine beskyldninger tilbage.
36. debatman1 19-08-2009 09:32Rapportér/anmeld
#35

Ups. Sorry.

Der burde ikke have stået: bevidst søger at overtræde...

Der burde have stået:

bevidst søger at støtte de der overtræder...

Til gengæld har jeg ikke skrevet at du bevidst overtræder. Der står trods alt 'søger'.

Det kan godt være mit svar er lidt 'radikalt', men det må jeg leve med. ;-)

Mht. Irak-krigen er der da ikke overtrådt nogen som helst lovgivning. Grundloven foreskriver et folketingsflertal ved afstemning ang. en 'krigserklæring'. Og det er hvad der skete. At nogle 'tossegode', velmenende mennesker gerne vil understøtte det tidligere radikale folketingsmedlem Bjørn Elmquist med nogle kroner for at føre en retssag gør ikke Irak-krigen ulovlig. Det kan kun domstolen gøre, hvis den altså gør det.

Pia Ks peberspray. Det går vel under betegnelsen nødret, hun kan jo dårligt bevæge sig rundt i København uden at blive forulempet af voldspsykopaterne fra Ungdomshuset, som De radikale er helt vilde for at støtte sammen med Enhedslisten.
37. danielnyboe.dk 19-08-2009 10:16Rapportér/anmeld
@36 Jeg skriver ikke, at Irak-krigen overskrider lovgivning. Jeg bruger ordet "regler". ;o)

Hvis du ikke mener jeg kan finde nogle regler, som Irak-krigen overtræder, som bare kom an :o)

Meneh.. Kan du ikke lige smide et par navne på nogle af de voldspsykopater, som De Radikale støtter?
38. debatman1 19-08-2009 12:13Rapportér/anmeld
#37

Hvilke regler?

Ingen enkelt-navne bliver hængt ud af mig, jeg er "groft generaliserende" - ud fra princippet: Overdrivelse fremmer forståelsen.

Men De radikale har støttet Ungdomshuset og det oprør der satte København i brand i flere omgange. Eller har jeg misforstået noget?

;-)
39. renova 22-08-2009 13:55Rapportér/anmeld
@ 28. maisen25 18-08-2009 11:23Rapportér/anmeld
#18 renova: Rettelse: Irakerne besatte ikke kirken, menighedsrådet inviterede dem rent faktisk indenfor.

SVAR: Opløftende for bloggen er dit interessante svar uden tilsvininger -
på mit indlæg #18.
Har du et link, der bekræfter dit udsagn vedrørende denne invitation?
På forhånd tak.
40. renova 22-08-2009 14:50Rapportér/anmeld
@ 28. maisen25 18-08-2009 11:23

Servicemeddelelse til maisen:

#Blågårdens sogn


Referat af ekstraordinært menighedsrådsmøde
18.maj 2009 kl. 17:00-18:30 (CITERENDE UDTOG)


#Drøftelse af situationen i Brorsons efter de irakiske asylsøgeres besættelse.


#Talsmanden for irakerne Malik fremlagde kort sagen
#

Malik oplyste, at kirken havde været åben, da de kom, men var klar over, at de ikke var inviterede af menighedsrådet.
#

Diskussionen fortsatte, Per mente, at Brorsons nok var valgt, da dens profil også var til dialog, men vi må håbe, at vi trods de 50 gæster kan gennemføre vores egne arrangementer, og mente, at det nok kan lade sig gøre frem til 1. september. 

#Formanden Astrid opsummerede, at der var flertal for irakerne bliver, og fremhævede at både Brorsons præst, personalekontakt og kirkeråd ville påtage sig opgaven, men at der måtte være en tidsmæssig bagkant.


#Beslutning: Menighedsrådet ønsker at medvirke til en fredelig og god løsning for alle parter i denne vanskelige situation. Sagen evalueres af menighedrådet medio august, idet vi opfordrer baggrundsgruppen til at arbejde for at finde et bedre sted ved given lejlighed.

LINK:
http://www.sappho.dk/splittelse-i-brorsons...
41. jake-007 30-08-2009 12:26Rapportér/anmeld
Jeg synes, at det er en glimrende artikel.
Det er meget trist at se den forråelse der er sket i den offentlige debat i løbet af de sidste 8 år, hvor især DF har været med til at rykke debatten i retning af kynisme, manglende medmenneskelighed og afstumpethed. Og hvor en del medier og en del politikere fra andre partier har fulgt trop og yderligere gravet grøfterne dybere.

Til dem der støtter denne politik, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål:
Hvis det var dig SELV, DIT barn eller DINE nærmeste, der var i nød og blev forfulgt og stigmatiseret som 2. rangsmennesker. Ville du så synes, at det er helt i orden?

"Behandl andre som du selv vil behandles."
42. danielnyboe.dk 30-08-2009 19:00Rapportér/anmeld
@Jake-007
Tak for dine kommentarer både til dette indlæg og det andet af mine beslægtede indlæg, som du også har kommenteret. Det betyder noget for mig at vide, at der er andre bloggere end mig, der mener der er andet og mere i livet end rå hjerteløshed! :)
bedste hilsner
Daniel
43. jake-007 02-09-2009 20:22Rapportér/anmeld
Hej Daniel
Selv tak :-)
Prøv at tjekke dette link. Jeg synes manifestet er glimrende formuleret.
http://www.loever.dk/manifest.php
mvh Jake007
44. jake-007 02-09-2009 20:36Rapportér/anmeld
linket leder til et manifest fra "Modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt"
Det er utrolig velargumenteret.
45. danielnyboe.dk 02-09-2009 21:06Rapportér/anmeld
@44 Helt enig. Jeg læste det allerede da det kom frem som kronik i Politiken og skyndte mig ind på facebook for at oprette en gruppe med manifestet - men det havde Rune Engelbreth heldigvis allerede gjort :)

Indlægget er lukket for flere kommentarer.