
Ved ethvert valg er der diverse "hvem er du mest enig med"-test på nettet. Det er naturligvis en noget overfladisk måde at vælge kandidat på, men det kan alligevel give et hint om, hvor på skalaen man befinder sig.
I løbet af valgkampen vil jeg prøve de forskellige test og se, om jeg mon er radikal. (Det plejer jeg nu at være...)
Nordjyske Stiftstidende har lavet http://nordjyske.dk/kommunevalg09/valgkompas.htm
Ved at vælge Aalborg kom jeg frem til, at jeg var mest enig med mig selv (88%).
Kompasset giver ikke procenter på andre, men fortæller følgende:
"Ander mulige kandidater":Jacob Hylling Poulsen (radikal)Henrik Korsbæk Flyvbjerg (socialdemokrat)
"Dem du er mindst enige med":Bent Walther (venstre)Vagn Qvistgaard (konservativ)

Aalborg i Grønt på Facebook
Aalborg kommune gør mange ting godt og rigtigt på miljøområdet. Det kan også blive meget bedre.
I Aalborg Byråd er der meget stor forskel på, hvordan partierne i Aalborg byråd rent faktisk stemmer i miljøspørgsmål og lignende.
Konkrete eksempler, der alle er taget til officielt og offentligt referat, viser nedenfor, hvilke partier, der sætter handling bag ordene om miljøbevidsthed - og hvilke partier, der absolut ikke gør.
Der er politikere fra partier, der rent faktisk mener det alvorligt, når de siger, at de vil sikre rent drikkevand til vores børnebørn, aktivt modvirke klimaændringer, ønsker en giftfri natur, ønsker mere økologi og vil gøre en aktiv indsats for at få mere vedvarende energi og kollektiv trafik.
Og så er der politikere fra partier, der fodslæbende accepterer, at der også må bruges et par håndører på miljøspørgsmål, selvom man egentlig synes det er spild af penge.
Husk dette ved kommunalvalget 17. November 2009.
Ni eksempler fra årene 2007-2009 viser, hvem der sætter handling bag de grønne ord i Aalborg Kommune. Eksemplerne er uddybet nedenfor - optællingen viser, hvor mange gange det enkelte parti har stemt for den grønne dagsorden:
Venstre For 0 Imod 9
Konservative For 1 Imod 8
Socialdemokraterne For 1 Imod 8
Dansk Folkeparti For 2 Imod 4
Socialistisk Folkeparti For 4 Imod 2
Radikale Venstre For 9 Imod 0
Mener du også Aalborg skal komme ind i miljøkampen og vil du læse mere om de konkrete eksempler, der er nævnt ovenfor, så meld dig ind i Aalborg i Grønt på Facebook.

I Aalborg, Danmarks 3. Største kommune, har de politiske midterpartier Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre indgået valgforbund.
"Partierne Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Det Radikale Venstre har indgået teknisk valgforbund til byrådsvalget i Aalborg kommune tirsdag den 17. November 2009." det fortæller spidskandidaten for Liberal Alliance, Ulla Nørholt.
Kristendemokraternes formand, Peter Øhrstrøm supplerer: "De tre midterpartier ønsker med valgforbundet at sikre det politiske centrum i Aalborg kommune maksimal indflydelse i den kommende valgperiode."
"Det fælles overordnede mål er at sikre størst mulig åbenhed om byrådets arbejde samt sikre, at den politiske debat og de politiske beslutninger ikke bliver ensidigt domineret af de store partier på højre- og venstrefløjen." afslutter Daniel Nyboe Andersen, spidskandidat og byrådsmedlem for Det Radikale Venstre
Valgforbundet tror på muligheden for, at generobre de to pladser i Aalborg Byråd, som lignende midtervalgforbund har givet i Aalborg ved de seneste to valg. Det eller de partier, der ikke måtte få valgt en kandidat, får førsteret til at vælge blandt diverse bestyrelsesposter og lignende, der kan besættes af ikke-byrådsmedlemmer.