En egoist, tænker ikke på andre.
Men en god portion egoisme kan være sundt, men må ikke overdrives, der skal også være plads til andre.

En person på min datters skole fortalte mig en dag, at han syntes det var lige egoistisk nok af en anden forælder, da hun havde fortalt ganske kort om hendes oplevelser som mobbeoffer, for hun tænkte jo kun på sig selv og hendes egne følelser, hun burde altså også tænke på hvordan de som udførte mobningen havde det derhjemme.
Ja, det var hans ord. Jeg måbede simpelthen og gik derfra igen. Jeg var og er sikker på han var en af de som mobbede i skolen, hans udtalelser var ikke lige det jeg havde mest lyst til at høre på.
Er man mobbeoffer kan man ikke se så langt at man kan tænke på om andre er i samme situation, og man kan da slet ikke overskue at de som udfører mobningen, måske har det dårligt derhjemme.

Er jeg bitter på de som mobbede mig?
Ja, det er jeg, jeg kan ikke forstå at de syntes det var et flot træk at ødelægge et andet barns liv, jeg kan ikke forstå at lærerne ikke hjalp mig, jeg kan ikke forstå at mine forældre ikke turde sige noget.

Har jeg lyst til hævn?
Nej, jeg håber bare ikke de har det nemt i livet.

Synes jeg det er sjovt, når andre mener de er mere end andre?
Synes jeg det er sjovt, når andre provokerer?
Synes jeg det er sjovt, når andre ikke har empati?

Nej, det gør jeg ikke, der er plads til os alle på jorden.
Vi skal bare acceptere at vi ikke alle er ens,
vi skal gøre plads til alle,
vi skal ikke tage andre for givet,
nej, vi er nød til at respektere at vi ikke tænker på samme måde, og at det er nemt at såre andre.

Nu er der nok en eller anden som tænker, sikke dog en freds-freak, men jeg tror ikke den perfekte verden er fred på jord, men at den perfekte verden indeholder respekt for andre, og ikke indeholder mobning, hverken fra elever eller lærere.
Det kan ikke undgåes at der bliver skændtes lidt i skolen, at elever skændes lidt indbyrdes, men det kan undgåes at børn bliver udsat for mobning, bare lærere og forældre vil hjælpe til med at forklare børnene at det ikke er i orden.

Kan I forestille jer hvordan det er, at skulle gå gennem livet uden at turde stole på andre personer?

Jeg har i dag slettet alle kommentarer, da jeg ikke havde lyst til at skulle provokeres af andre brugere.
Jeg fandt det ikke særligt sjovt at komme herinde og læse sætninger som ligner disse:
"Dit svar var som forventet" og "Tænk nøje over dit svar"

Det lyder som -du er en nar, og jeg skal nok kule dig.-


Og udover dette tager jeg disse blog indlæg op til nøje overvejelse, jeg startede på at skrive disse blogindlæg, for at få mine tanker ud af hovedet, at få dem fortalt til nogen som ikke kender mig og dermed ikke kan bruge dem mod mig, til nogen som så ikke kan bryde den tillid jeg forsøger at vise, men jeg havde virkelig ikke troet at jeg skulle føle mig truet herinde.
Det er desværre ikke alle som mener de er en guds gave til menneskeheden, som virkelig er så meget som de selv tror.

Der er nu lukket for kommentarer indtil videre, indtil jeg engang får det bedre og har fået opbygget lidt selvtillid igen.

Misbruger, er en dårlig titel.
Misbruger, er et elendigt punkt på livets cv.
Misbruger, er ikke noget man vælger at blive.

Det sker bare hvis man ikke holder øje med sig selv, og kan være et helvede at slippe ud af. I mit tilfælde var det heldigvis ret enkelt, jeg var selv blevet træt at denne livsførelse og søgte væk fra alkoholen. Det tog meget lang tid inden jeg fandt vejen væk, men stille og roligt blev jeg forelsket, stille og roligt blev jeg trukket væk, af kærlighedens lænker.

Men det gik nogle år af med nogle snørklede omveje, hvor jeg kun havde et fast holdepunkt, hadet til min skole og mine plageånder. Hadet fyldte utroligt meget i de år, og havde jeg ikke fundet udvejen ville jeg stadig have hadet dem, i dag hader jeg kun hadet. De andre er jeg ligeglad med.

I de år jeg drak, fik jeg nok brændt et par broer, men jeg havde også nogle uger og måske endda et par måneder, hvor jeg ikke tænkte på plageånderne. Det var dog så hård en livsstil at jeg ikke har lyst til at opleve den igen.
Prøv selv at det første du tænker på hver morgen er, hvornår du kan hente din første øl, bare ikke nemt når man arbejder et sted men en non-alkohol politik, et sted hvor der absolut ikke er nogen form for tolerence, et sted hvor du bliver fyret ved første overtrædelse. Sådan et sted må arbejsdagen godt være kort, det var den bare ikke og tilmed så var det ikke et ufarligt arbejde, jeg kørte mobilkran.
Utroligt nok så holdt jeg den gående i 7 år, i 7 år hvor der ikke var plads til ret mange fejltagelser, de kunne nemlig koste et liv i løbet af et split-sekund.

Forestil dig at sidde og tænke tilbage på, den beslutning du tog om at tage en ekstra øl den dag, for mange år siden, gjorde du i flere år ubegrundet satte andres liv på spil. At den beslutning måske skyldes at du levede 9 år i skolen med mobning.
Jeg ville gerne vide om de personer som mobbede,
ville være i stand til at se det de gjorde var forkert,
om de ville være i stand til at se,
deres barndomsbeslutninger måske, har været med til at sætte andres liv på spil i mange år efterfølgende?

Har deres beslutninger om at mobbe mig,
Om at være onde overfor mig,
Om køre mig helt ud på kanten,
til selvmordetsrand,
mon været med til at gøre mig til alkoholiker?

Det tror jeg selv, men vil sikkert ikke finde ud af det, nogensinde, da det vil kræve jeg skal stole på et andet menneske, at jeg skal betro mig til et andet menneske, som måske vil fortælle det til andre, som vil kunne bruge det imod mig en dag på gaden.
At jeg skal betro mig til en psykolog. Jeg kan ikke fordrage de mennesker, de spørger om personlige ting, fortæller jeg dem det, har jeg det ikke alene mere.

Stol på andre, er et meget dårligt valgsprog, stol på dig selv er godt, når man siger det højt på gaden og kigger ned imens, bliver man straks stemplet som et psykiatrisk tilfælde, siger du det inden i dig selv og smiler imens, er du en mental stærk person.

Kan I forestille jer hvordan det er, at skulle gå gennem livet uden at turde stole på andre personer?
Kan I forestille jer hvordan det er, når en psykolog opgiver at få mig så langt at jeg kan stole på andre?