Onsdag, 10. marts 2010 kl. 19:23 / samfund
Fattigdom i Danmark.
7 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Fattigdom i dronningeriget har ofte være oppe at vende i den sidste tid. Hvornår er man fattig, det er vel et spørgsmål om niveauet på bommen?
Efter min ringe mening er de "lave satser", een ting. Det andet er at alle skal være lige.
Før vi blev beriget her i samfundet, havde vi råd til at sikre vores svage i samfundet en ordentlig eksistens.
Sådan er det ikke mere. Når alle skal behandles ens bliver konsekvensen at man kommer til til at ramme nogen, som det ikke var hensigten at ramme.
De mange berigere på overførselsindkomst har gjort at alle ydelser er blevet beskåret. Dette rammer som sagt alle, vi må jo ikke forskelsbehandle.
Alle nedskæringer har selvfølgelig det mål, at det ikke er så attraktivt at søge sit ophold i Danmark, og at få berigere på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet. Efter min mening fint nok.
Det medfører, tror jeg, at der er mange, som lever en kummerlig tilværelse.
De har virkelig mærket at samfundet er blevet "beriget".
7 kommentarer
Over dette tidsrum synes du måske, at forholdene er blevet værre for de svageste i samfundet?
Nu kan man være rig/fattig på flere måder, men her er det vist de økonomiske vilkår, der står for skud.
For hvert årti indenfor disse 5 årtier er de sociale programmer blevet udbygget, herunder af alles frie adgang til skole/sundhedssystemet/læge m.m..
Der er en stigende sum til rådighed for disse udgifter og uanset hvilken regering der har været i disse 50 år, så har netop de sociale programmer været en slags fællesnævner for de forskellige partier.
Det er en skrøne, det med de gode gamle dage, i hvert fald hvis man dengang tilhørte de mindre bemidlede.
Fattigdom samtidig med at vi skal have råd til at ryge, drikke, rejse på ferie, have mobiltelefon/fraveTV og computerspil, samt have penge til bolig, tøj og mad, kan man sikkert tale længe om, men det har ikke meget med fattigdom at gøre.
Ydelserne til de personer, der alene lever af overførselsindkomster er naturligvis ikke på niveau med hvad personer, der er selvhjulpne kan tillade sig, men når ydelserne er store nok til også lidt af det sjove/gode så kan man næppe kalde det fattigdom.
Det vil imidlertid nok være hensigtsmæssigt for de personer med de laveste indkomster når og hvis de forholdt sig rigtigt kritisk til deres budget, og at det ikke kun er til nytte for personer, der kan tillade sig lidt mere/ eller meget mere.
Jeg har set, hvorledes en person nærmest rev sig fortvivlet i håret over ikke at kunne få sit privatbudget til at holde.
"Alt" var prøvet for at få udgifterne ned, og hvad der var tilbage var ikke til at undvære. Privatforbruget var kun på 5 millioner kr. om året!!
Mennesket er af natur ikke mulig at tilfredsstille, men den bedste måde er vel ved at forsøge at give alle samme muligheder for selvforsørgelse og dermed afgørende indflydelse på deres indkomst.
http://politiken.dk/indland/article919974.ece
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/8...
http://sydhavn.enhedslisten.dk/nyheder/200...
Mit point gik på at vi har nedskåret den offentlige forsørgelse til et absolut minimum, på grund af et princip der tilsiger at der ikke må ske forkelsbehandling mellem etniske danskere og indvandrere.
Heidi Astrup hører ikke til i gruppen af fattige, enten må hun flytte eller leve med de vilkår hun har.
Jeg ved ikke om hun har en speciel tilknytning til det sted hun bor i dag, ellers ville en mulighed være at flytte vestpå. Besparelsen ville nok være 50% på huslejen, og da hun jo ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet er der vel ikke så meget at betænke sig på.
Ellers er det jo ren egoisme, og det er nok det sidste man skal være hvis man vil forsørges af det offentlige.
Der er nogen der har regnet det ud.
For lidt og for meget fordærver sovsen.
Indlægget er lukket for flere kommentarer.