
Sydfrankrig. Cote d'Azur. Blændende smukt landskab, snoede bjergveje, blinkende blåt hav.
...Argh!!
Nogle gange er det faktisk svært at komme helt ind i zen, selvom situationen virkelig kalder på det. Vi er i de skønneste omgivelser, og alligevel fejer tankerne rundt som skyer i blæsevejr. Så er det, jeg kommer i tanker om noget.
Eller rettere: Nogen.
Jeg tænker på Jørgen Leth.
Jeg tænker på hvordan han ville have beskrevet sin oplevelse af landskabet. Jeg fortæller om det, som jeg tror Jørgen Leth ville have talt om det. Først inde i hovedet, men så kommer ordene ud af munden på mig, uden at jeg kan kontrollere dem.
"Bjergene."
"Duften af solsveden grøftekant."
"At være menneske,"
...siger jeg, med (en okay-habil kopi, for jeg taler nogenlunde samme eksilårhusianske dialekt) Jørgen Leths stemme.
Og vi griner højt, og lykken strømmer gennem mig, for pludselig er de forstyrrende tanker væk, og jeg kan opleve nuet og omgivelserne og min indre genklang af det.
Vi nikker, da latteren lægger sig. Og Jørgen Leth følger mig hele vejen gennem det sydfranske landskab. Som en perception og en indre stemme. En slags mentor.
"Som små øjeblikke af inderlig nærhed ...når man ikke kun iagttager, men også indtager, det ubegribeligt skønne i naturen... " siger vi og ler, fordi ordene på samme tid er alt for storladne og samtidig helt, helt rigtige.
Tak af hjertet, Jørgen, for at du så ublufærdigt har fyret op under vores evne til at hylde nuet, bjergene og essensen af det menneskelige.

Første gang jeg stødte på Michael Jackson var i et af Jørgen Mylius' pangfarvede musikprogrammer tilbage i de tidlige 80'ere.
Jeg husker ret tydeligt, at han blev præsenteret med et vist eftertryk. Underlaget lyste op, når han dansede på det med hvide strømper i sorte laksko.
Og jeg husker, at jeg faktisk syntes bedre om Billy Joels "Uptown Girl", som blev præsenteret i samme program. Jeg kunne ikke rigtig følge de lidt hysteriske synthvioliner og den knastørre lilletromme, og var "Billie Jean" nu egentlig et drenge- eller pigenavn? Mærkelig sang.
I bak-øret er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, hvilket nummer der uomtvisteligt er bedst. Det fattede jeg bare ikke dengang foran "Eldorado" i mine forældres blå sofa, men jeg var så heller ikke mere end 12 og et halvt dengang (og det halve betød noget, men ikke helt nok for Billie Jean).
I det hele taget var det en hård start for Michael Jackson i mit liv. Hen over midtfirserne var jeg mere til både punksønnerne og Grandmaster Flash og andet uden for den pæne pop, og jeg syntes fx også at "Do they Know it's Christmas" var langt bedre end "We are the world". Primært bortdømt pga. Michael Jacksons dukkestemme på omkvædet. I dag er det ret surrealistisk at tænke på, at et nummer der åbner med Paul Youngs kvæden op i egen gane faktisk var bedre end en Michael Jackson-sang. Damn.
Men man må tilgive sig selv.
Det var først, da Miles Davis skulle spille til Århus Festivalen i 1987 og jeg hørte hans cover af "Human Nature", at der skete noget med mit forhold til Michael Jackson. Blidt og blødt kom hans musik snigende tilbage, og der er noget ved den understatede rytmeguitar i "Human Nature", der banker på ruden til mit musikhjerte. Og det i en grad, så det med tiden er blevet et 'øde ø'-nummer for mig.
Strengt taget er der ikke ret meget ved Michael Jacksons vokal før til sidst, hvor han glider ned ad sit "why?, why?...da-dah sa sha sjaz sha sja sahh ". Men dér er jeg til gengæld også helt solgt - ligesom Quincy Jones var, hvis man skal tro Wikipedia.
Med "Human Nature" begyndte der at ske noget. Jeg har aldrig været decideret fan, men jeg fattede pludselig - seks-syv år efter Mylle-showet på tv hjemme i den blå sofa - at der var noget exceptionelt over de sange.
Holder "The way you make me feel" stadig på et dansegulv? DET tror jeg nok.
"Man in the mirror"? Altså hvis man ikke allerede kunne klappe på 2 og 4, så lærte man det I hvert fald med den. Helt vildt overbevisende og lige i red verden-tidsånden (meget vigtigt, for slutfirserne tilhørte de frelste).
"Wanna be startin' somethin'"! Teksten er lidt mærkelig og koret totalt pjatmåset, men hoolllllddakæft hvor sidder det beat lige i skabet. Da jeg skulle lære mig selv at løbe lidt bedre, røg det nummer lige i ipod'en, og afSTED det gik. Yndlings, yndlings, yndlingsmichael. Det eneste der virkelig kan ærgre mig, er at nummeret fader ud og ikke ender med et smæld.
Og nu sidder jeg og bliver helt stille af mine egne ord. Han ER jo endt med et smæld. Og det er meget mærkeligt, at det er et af min egen generations ikoner, der er gået bort.
Det betyder ikke noget med de mærkelige hudsygdomme, pædofilianklagerne eller de underlige ægteskaber og barnet ud over balkonen iklædt et pudebetræk. For det, der står tilbage, er musikken og moonwalken og de cool trin. Beatet. Rytmeguitaren. Og "why, why...?".
I dag vendte en fantastisk kammerat tilbage til TV 2 efter et halvt år (minus 1 dag) ude af hamsterhjulet.
Solbrændt og fri af bekymringsrynker. Mildt smilende i øjnene, rank i holdningen, cool i klæderne. Den sorte skjorte var kun en smule krøllet på skulderen af alle de kram, han havde fået i løbet af den første formiddag tilbage på jobbet.
Og med en strøm af ord. Uden nogen mærkbar nedgearing af det sprog, han elsker, dyrker og finder sig selv i. Hvis sproget er en sportsvogn, så kørte han den med samme lethed og tempo som altid: Optimalt. Raskt og livligt, men uden brianmanerer eller andre former for blinkende lygter, der kan overdøve manglen på flow eller fornuft.
Vi gik lidt rundt sammen, han hilste på folk omkring os, vi sad lidt sammen. Stadig ivrigt snakkende om de ting, der er sket (og set på den måde er et halvt år både rigtig længe og virkelig kort tid...). Altimens jeg lyttede og sansede af fuld kraft for at vurdere hans sproglige kompetence.
Som var lydefri. Kun to bittesmå gange tror jeg, han ville have sagt noget andet end den formulering, der undslap ham, fordi vi ikke kunne/ville sætte tempoet ned. Vokabularet intakt. Og jeg er sikker på at han selv bemærkede de små øjeblikke, hvor sproget muligvis gjorde noget andet end det, han sekundet før havde tænkt sig det skulle.
Jeg on the other hand talte som altid en lille smule ukorrekt. Snublede lidt, tabte en pointe i en indskudt sætning, ledte efter det rigtige ord. Gestikulerede hvor jeg ikke kunne italesætte. Lod mig føre med af en association og hvirvlede lidt omkring, inden jeg vendte tilbage til hovedsporet. Og det er jo også helt okay.
Og det var en helt vildt dejlig samtale, hvor både ord og pauser og udeladelser eller understregninger af detaljer fortalte hvad der skulle siges for i dag.
You're so back, min ven!
Og det fik mig til at tænke på, at det er godt at tillade det uperfekte og de omveje, der opstår tilfældigt, mens vi leder efter ordene.
(For det er jeg jo nødt til at mene, når du udtrykker dig så meget klarere end mig. Faen til pudsede vinduer du møder op med ;o))