Tirsdag, 16. marts 2010 kl. 11:54 / aviser, kunst, politik, tegneserier, usa

Mine Yndlingstegneserier: Doonesbury

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Doonesbury af Gary Trudeau.

Doonesbury. En Amerikansk Tegneserie der startede i 1968. oprindeligt kørte den i Universitetet Yales' interne blad, men i dag kan serien læses i omkring 1400 aviser verden over. Dog kører den mest i USA da serien bevæger sig indenfor de emner der er af interesse for netop amerikanerne. Men eftersom USA er temmelig stort, og eftersom f.eks. amerikansk udenrigspolitik, er temmelig interessant for folk der ikke lever i landet, ja, så er det alligevel ikke et problem at have serien kørende i stort set alle europæiske lande.

 Tilbage til selve serien.

Doonesbury kan bedst af alt beskrives som en politisk satirisk soap-opera. Vi følger på den ene side begivenhederne i Verden og I USA især, men på den anden side følger vi en række personer, hvis liv vi så ængsteligt tager del i. Med job, venner, kærlighed, familie, pengeproblemer og alt hvad hverdagen og festen for den sags skyld bringer.

Hovedpersonen (hvis man kan tale om en sådan) er Michael Doonesbury(Mike). Han er skabt over en af forfatterens medstuderende og oven i ham er så lagt ordet og ideen "doone". Som betyder noget i retningen af "en der ikke er bange for at fremstå som en tumpe". Med sig har han B.D som så er Mikes roomie. B.D er en fodbold fanatiker (amerikansk fodbold naturligvis) og så er han desuden en af de få af hovedpersonerne der klart stemmer til højre. Han er for Vietnam og er mere end begejstret da han kan skue rismarkerne fra flyveren på sin tur til at tage del i krigen.

Så har vi Mark, som er en slags repræsentant for studenterbevægelsen med alt hvad dertil hører. Han besætter af og til rektors kontor og arrangerer demonstrationer, og derhjemme har han en far der hader ham for at være det langhårede svin han er.

Den næste person vi møder er Zonker som er den ekstreme hippie. Han spiller godt nok fodbold på B.D's hold i starten, men mest er han vel kendt for at være professionel solbruner og for at elske sit gamle vandhul i deres kollektiv i de tidlige år. Han kan desuden tale med sine planter.

Mark og Mike møder på deres roadtrip gennem landet, kvinden Joanie som de tager med hjem til deres kollektiv. Hun bliver efterhånden til en af hovedpersonerne. Joanie er en repræsentant for den spirende feminisme og hun er stukket af fra sin tilværelse som husmor.

Jeg kunne blive ved og ved og ved, for der er så skrækkeligt mange personer i denne serie og de er alle vigtige. Serien har efterhånden kørt i over fyrre år, så der har jo været en konstant udskiftning og op-og nedrykning af personer. I noget tid er den ene måske fremme i forgrunden og senere skifter det så og bliver vendt på hovedet. Men Mike, B.D, Mark og Zonker føles som dem man ville kalde hovedpersoner.

For lige at færdiggøre denne snak om hoved og bi-personer skal det nævnes at serien skiller sig ud ved at lade personerne ældes. Dette gør jo at forfatteren er nødt til at flytte fokus en gang imellem. Når de kendte og vigtige hovedpersoner er døde skulle der jo gerne være nogle nye karakterer som vi allerede elsker og føler med. Alt dette er derfor nødt til at foregå gradvist.

At figurene ældes naturlig gør det hele endnu mere spændende og giver den et aspekt som jeg ikke har set i nogen anden tegneserie. Det gør for det første personerne ti gange mere levende og oven i det giver det mulighed for at forholde sig mere reelt til omverdenen. Det ville jo være svært som læser at forholde sig til en person der havde samme alder under Vietnam krigen som under Irak krigen. Hvis den figur skal kunne udtale sig om historien med en vægt er der nødt til at være en samhørighed mellem dem og virkeligheden. Og denne samhørighed er tydeligt til stede i Doonesbury, hvilket også er med til at gøre serien til et element i amerikanernes hverdag der ikke bare er underholdende, men faktisk bliver anset som seriøst samfundskommenterende. Tidligere Præsident Gerald Ford udtalte engang at der som han så det, eksisterer tre hovedfaktorer at forholde sig til når man vil vide hvad der sker i Washington: de elektroniske medier, de trykte medier og Doonesbury.

For at se på serien fra en anden vinkel kunne man tale lidt om tegningerne. Om udtrykket. Om stilen. Som det skrives i gyldendals tegneserie leksikon "Fra Argh! til Zapp!"

"Garry Trudeau tegner ret godt, men alligevel er Doonesbury nok én af de tegneserier, hvor der foregår mindst rent visuelt."

Det kan nemlig sagtens være at dagens stribe består af fire helt identiske tegninger af det hvide hus hvor dialogen så er i talebobler hen over taget. Der er dog nærmest altid små forskelle på tegningerne så man som den opmærksomme læser kan se at der ikke er tale om ren og skær kopimaskine. Men som udtryk vil en hel side med Doonesbury altså ligne en masse ens billeder og det kan derfor være ret svært at komme i gang med hvis man ikke kender til serien. Den ser ganske enkelt ikke fristende ud. I modsætning til f.eks. Garfield, der både har bløde former og ofte endda flotte farver.

Jeg vil dog alligevel gå så langt som til at påstå at Trudeau er en helt utrolig dygtig tegner. Dels fordi jeg ved at han rent faktisk har en M.F.A. I Grafisk Design fra Yale School of Art, og dels fordi hans evne til at vise selv komplicerede følelser ved hjælp af få ændringer i ansigtstræk og bevægelser er helt ud over det sædvanlige. Han er desuden en flittig bruger af lys og skygge hvilket nærmest indgår som en ekstra medspiller i historien. Han er blevet bedre og bedre gennem årene som det tydeligt ses hvis man sammenligner striberne, men det er dog stadig ligeså tydeligt, hvis ikke tydeligere, i de første striber hvordan den helt enkle ansigtsstruktur kun skal finjusteres en anelse for pludselig at ramme præcis den følelse der passer til fortællingen. 

Det er dog stadig humoren og skarpheden jeg vil fremhæve mest i min hyldest af serien. Jeg griner dagligt af Mike og de andre når jeg hiver et af de flotte albums ud af reolen. Og selvom jeg bestemt ikke forstår mig på amerikansk politik og i øvrigt først er født i 1987 og derfor slet ikke ved noget som helst om noget der er sket i sidste årtusind, ja, så føler jeg alligevel at jeg kan gennemskue de fleste af morsomhederne. Og det må jo også siges at jeg efterhånden ved mere og mere om de emner Doonesbury bringer og har bragt op gennem tiden, end nogen skole har kunnet lære mig.

Dette skyldes i stor grad at hele serien i dag kan findes som albums udgivet på dansk. 29 albums og tre ekstra som dækker de helt gamle årgange(og der kommer stadig en ny om året ca.). Vi har naturligvis altid været en del bagud i forhold til hvor up to date historierne har været, men det er efterhånden stort set udlignet og i dag udkommer albummerne umiddelbart året efter at de har være sendt i avisen.

At man kan læse Doonesbury som en lang historie giver pludselig en helt anden fornemmelse. Hvor det før var en respekteret kommentator i amerikansk politik og kultur er det i albumform en af de største og bredest dækkende historiske samfundsromaner. Den fylder en del i reolen, men når man sådan vil beskrive det amerikanske folk og den amerikanske historie fra 1968 til i dag, (og i morgen) ja, så kræver det altså noget tid. Især når man vil gøre det som tegneserie.