Tirsdag, 16. marts 2010 kl. 12:06 / jørgen leth, kunst, litteratur, novelle, nudler, poesi, tegneserier

Stener Stoffer - En anderledes historie om noget måske... Af Felix Paulsen

0 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

 Stener Stoffer - kapitel 1

Der var engang en dreng der hed kristoffer. Han var temmelig stenet. Eller det vil sige måske er ordet stenet ikke det rigtige. Det kan nemlig diskuteres hvorvidt en dreng på 7 år kan være stenet. Ordet stenet henleder tanken på stoffer. Altså dem man tager for at blive stenet. Andre stoffer har vel sagtens andre effekter. Det ved jeg ikke meget om. Men i hvert fald, stoffer, altså vores kristoffer som bare bliver kaldt stoffer, i hvert fald af sig selv, andre har egentlig tendens til at kalde ham kris. Begge dele er jo lige upræcist og derfor brokker han sig aldrig over brugen af kælenavnet. Han har blot i et første spædt forsøg på at bryde ud af rammerne valgt at modsætte sig familien og vennerne og altså konsekvent kalde sig selv for stoffer. Det er der jo så i og for sig ikke rigtig nogen der ved. Udover os. Og kris selv naturligvis.

 Historien tager sit udgangspunkt i slutningen af en hændelse, hvilket som sådan er et konventionsbrud. Den foregående hændelse er en historie for sig og er, sat på spidsen, nok egentlig mere interessant, men det behøver ingen vel at få at vide. Det er herfra blevet besluttet hvilken historie der skal fortælles og vigtigst, hvor den skal begynde. At begyndelsen så også er en slutning er i sig selv vældig interessant, men gøres svært fordøjeligt i det at ingen udefrakommende har den ringeste ide om hvad det drejer sig om. Overhovedet.

For den sags skyld knapt nok kris selv. Eller det vil sige han kender naturligvis til handlingen som sådan, men præcis hvorfor tingene hændte som de gjorde og hvad moralen i så fald måtte være, hvis en sådan da eksisterede, ja, det kan hverken han eller andre af de implicerede begribe. Det hele var nemlig netop så sindrigt opsat at ingen udover den såkaldte højere magt havde indblik i alle aspekter og vinkler. Hver enkel deltager havde sin rolle, men da ingen forstod hinandens roller blev det sådan gjort umuligt at få overblik over når man befandt sig midt i det. Man kunne så at sige ikke se skoven for bare træer. Ikke det mest rammende ordsprog at putte på her, men alligevel.

Men nu har man så sat Kris i en situation der måske nok er mindre omklamrende og måske har knap så mørke udsigter, men alligevel ikke er en situation han selv er tilfreds med at være blevet placeret i. Desværre har han jo ingen som helst råderet over hans eget liv og dettes retning og fremadskriden. Nogens veje er jo som bekendt uransagelige, og dette gør sig da også gældende for både Kris, Herren selv, og hvilke andre vejskabende elementer der ellers måtte og kunne erstatte dette "nogen".

Medmindre der naturligvis er tale om en ganske bestemt type velovervejet målrettet instans. En voksen f.eks. eller en dæmon. En dæmon har 100 bagtanker med hver eneste af hans handling, og langt de fleste af dem er i sagens natur onde. Dette gælder naturligvis ikke alle voksne. Men Kris må rammes af hvad der kommer i hans retning, det være sig skyld eller uskyld eller alt derimellem. Der eksisterer nemlig mellemrum mellem skyld og uskyld, god og ond. I hvert fald når man er syv år gammel og hedder Kris. Eller Kristoffer.

Det var jo i hvert fald ikke ham der havde gjort det. Hverken det nu foran ham stillede, eller for den sags skyld den tidligere episode. Men den ved vi ikke meget om. Han gør i hvert fald ikke. Han var i hvert fald uskyldig. Eller det var han jo så egentlig ikke. Det var jo måske nok ham der havde gjort det. Men det var jo i god tro, en tro han til det sidste må fastholde. Og det er også derfor at han ikke kan lade dem forstå at han faktisk var skyldig. De vil ikke forstå. De kan ikke forstå. Indeni havde og har han ikke dæmonens hensigter og bagtanker. Ikke de gode, og da slet ikke de onde. Han var slet ikke i stand til at udøve decideret ondskab. Altså, han er syv år gammel.