Torsdag, 17. september 2009 kl. 21:53 / glæde, hjertet, superego
Vi ses, superego (forever young)
3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
I starten af 2.g startede der en ny pige i vores klasse. Skarp og intelligent og dejlig, og jeg var betaget af hende omtrent med det samme.
Jeg var sproglig, og vi var kun fire fyre i en klasse fyldt med piger - og alligevel nåede hun at blive kæreste med en af de andre først. Stor fejl, men det kunne hun jo ikke vide på forhånd. Anyway, vi sad tæt på hinanden i klassen - og vi drillede og flirtede hele tiden. Tror ikke vi kunne lade være - og senere blev det også til mere, men det er en anden historie.
Undervejs begyndte hun at sige, at jeg var 12 år gammel. "Carsten, 12 år" - og nej, kommentarerne om 12 år hang ikke sammen med de mest modne og kloge beslutninger, der skete undervejs i gymnasiet. Måske nærmere omvendt, hvis man skal være helt ærlig. Det tager for lang tid at beskrive tåbelige ting fra så mange år siden. Men det var tydeligt, at mit "superego" ikke havde fået helt så meget kontrol over mig dengang, som det siden fik. Og derfor skete der mystiske ting. 12 år-agtige ting.
Men nu har mit superego godt fat i nakken. Nu sker der ikke tåbelige ting. Nu træffer jeg ikke dumme beslutninger. Nu kender jeg forskel på rationel viden og irrationelle følelser.
Yeah right.
For nu er der lige det der med den her pige... som er ret fantastisk... og nu er jeg omtrent 12 eller måske 14 år gammel igen. Der er ingen forskel. Følelserne er de samme - og alle bekymringerne er de samme. Og superegoet? Væk som vinden...
Skal man ringe? Hvornår? Hvor lang tid skal der gå? Hvad tænker hun? Hvad tænker jeg? Gaver, blomster, ord? Hvad skal jeg gøre, hvad skal hun gøre, hvorfor, hvorfor ikke. Hvorfor dit, hvorfor dat. Hmm... det er overhovedet ikke nemt.
Men ret dejligt, dog... ;-)
Carsten, 12 år
