Onsdag, 16. september 2009 kl. 01:10 / egern, glæde, psykolog
Gode ting (nærvær)
3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
En af mine veninder går til psykolog for tiden. Noget med en god kombination af stress, desperation og generel livslede, så der er nok at tage fat på. Og nej, så slemt er det faktisk ikke.
Men hun gør det fra tid til anden, når hun lige kan mærke, at der er grund til at få lidt perspektiv på nogle ting. Vi burde alle gøre det jævnligt, nhjernen er noget farligt noget at gå med helt alene... og vi er jo ikke professionelle, så vi kan gøre alt muligt forkert. Så er det godt at have en at tale med, der har et diplom.
Jeg har selv brugt det imod stress, og det gav mig nogle gode værktøjer og en masse af det der perspektiv. Og så er det fede jo, at man selv skal gøre arbejdet. Så hvis det virker, kan man gå derfra med noget, man faktisk kan bruge til noget videre i livet.
Anyway, veninden har fået en klassisk opgave, som vi alle kan bruge: Hver dag skal du skrive x (f.eks. 3 eller 5) gode ting ned. Ting, oplevelser, overvejelser etc. som har gjort dig glad i dag. Det minder dig om, at der er masser af glæde og energi i selv de små ting, når man bare HUSKER det.
Fem gode ting på en almindelig tirsdag - helt uden kontakt med hende den der søde pige, som... nå, sidespring ;-)
1. Fik en god og konstruktiv ide til et møde; det er mange måneder siden, det er sket sidst - og det var dejligt at mærke, at jeg stadig kan
2. Holdt et fremragende andet møde; to timers gåtur i en skov + på en bænk midt i solen med god snak og værdifuld viden
3. Fik redigeret en time på min næsten-færdige bog; nu skal den snart lukkes og til sæt og korrektur (og 118 andre ting)
4. Nåede til Kbh tids nok til at komme forbi Assistens og sidde og chille/meditere 20 minutter under mit faste træ, før kirkegården lukkede
5. Mødte undervejs min ven egernet, som var helt i hopla; spiste friske hasselnødder, som om vinteren var lige under opsejling. Og det er den måske også. Men egernet nød (sic!) sin mad - og jeg smilede bredt til ham, før jeg cyklede hjem.
Ja ja, små ting. Men nu har jeg lige smilet igen ved tanken. Der skal ikke så meget til...

