Hun er lyshåret, det har regnet og hendes normalt glatte hår er blevet krøllet i kanterne og helt inde ved hovedet. Hun er ung, næppe mere end 21, måske endda kun 19. Hun smiler sødt, lidt genert, hendes kinder er røde, hun griner lavmælt, mens hun læser ”Hitchhiker’s Guide to the Galaxy”.
Hun er iført en gul undertrøje med røde kanter, hun har ingen bh på. Hendes bryster er små og kække, de fine jordbærbrystvorter er synlige gennem trøjen, man har bare lyst til at bukke sig ned og kysse dem. Hun har en gammel blazer på, som hun tager af og på, hun kan ikke bestemme sig. Det er sommer, men så alligevel. Varmt er det jo ikke her i toget sent på aftenen, hvor airconditionen blæser.
Hun er iført blå jeans, de slutter lidt efter knæet. Der er malet på dem, enten er det bare trendy, ellers maler hun måske og har uopmærksomt gnedet sine fingre på bukserne. Hun har gamle Converse på fødderne.
Hun er lækker på sådan en meget ung måde. Hun griner meget, hun hopper hen over passageren ved siden af for at hente kaffe og slik, han sover dybt med sin ipod begravet i ørerne. Han ænser intet hverken ud eller tilbage. Hun griner til mig, og vi smiler og trækker på skuldrene. Hun kommer tilbage med kaffe og chips og slik. Hun har en lille taske og åbner den. Hun har også købt en halv liters Squash. Men hun har også en flaske whisky i tasken, og hun spæder kaffen op med single malt whisky, Glenlivet. Cool, tænker jeg.
Så læser hun videre, og jeg åbner min Mac og skriver om hende. Hun er ret sød. Men snart hopper jeg ud af toget, og hun læser videre ud i galaksen med røde kinder og maven fyldt med chips og kaffe med Glenlivet. Hyggeligt var det dog.
Måske hedder hun… Clara. Eller Sarah. Eller Hanna. Måske.
Torsdag, 9. juli 2009 kl. 02:42 / springsteen
Springsteen: Krise, kærlighed og knusende god rock
Ugen efter indsættelsen af Barack Obama som ny amerikansk præsident udkom Bruce Springsteens nyeste plade fyldt med håb og optimisme. Timingen viste sig at være skidt, for kort tid inden havde finanskrisen knockoutet alt håb og optimisme verden rundt.
Men hvad gør en politisk engageret og energisk, positiv og håbefuld Bruce Springsteen så?
Han tager selvfølgelig på turné med det formål at "skabe et hus af kærlighed, håb og glæde ud af de brokker af bekymring, håbløshed og sorg", som tidens krise har skabt. I går var det Hernings tur til sammen med 50.000 danskere at rocke med Bruce Springsteen og The E Street Band og forandre krise til kærlighed.
Og som min meget jyske makker tørt konstaterede efter koncerten: "Jah, der er da ikke nogen, der er sure nu."
Det var der bestemt heller ikke grund til. Springsteen diskede som altid op med et brag af en fest. Både han og bandet var energiske og skarpe, stemningen væltede ud fra scenen og ned til publikum _ og energien blev sendt tilbage til den amerikanske legende fra et medlevende publikum i Herning, hvor selv de tætteste børn fik lov til at få sig store oplevelser med Springsteen.
Det startede med power og drømme med settets nye sange, før Springsteen leverede en blanding af de mere tunge og dystre sange, han har skabt. Sangen om "Johnny 99", der mister sit job da bilfabrikken lukker, så han ender som kriminel _ om "Atlantic City", hvor hovedpersonen har gæld og er træt af at tabe igen og igen i casinobyen _ om "Seeds" og en fattig familie, der må bo i bilen _ for slet ikke at tale om den elskede "The River" om det unge par, der bliver gravide og må gifte sig, selv om pengene.
Men rigtigt dystert blev det selvfølgelig aldrig. For der skulle jo bruges masser af livsbekræftende sange til at skabe Springsteens nye hus. Det gjorde han blandt andet ligesom på Magic_turnéen ved at lade adskillige fans vælge sangene, hvilket blandt andet bød på på kærlighedshymnen "Hungry Heart" og på "Thunder Road", der var særligt intens og skarp, netop som solen sank ned over Herning.
I mørket er alle katte tilsyneladende kedelige og grå _ men Springsteen lyser som sin egen sol, og han holdt festen gående længe efter solen, førn han efter knap tre timer sluttede af med Beatles' gamle "Twist & Shout" og efterlod publikum med et smil på læben og ikke skyggen af sure miner. Efter den bombe af energi og glæde ser man bare mindre sort på livet, krisen og hverdagen. Som det største og ypperste af ægte rock'n'roll kan gøre det.
Det spillede han i Herning:
Badlands No Surrender My Lucky Day Out In The Street Outlaw Pete Working On A Dream Candy's Room Seeds Johnny 99 Atlantic City Hungry Heart Rendezvous Mony Mony Thunder Road Prove It All Night Waiting On A Sunny Day The Promised Land The River I'm On Fire Surprise, Surprise Lonesome Day The Rising Born To Run
Ekstra: Hard Times Bobby Jean American Land Rosalita Dancing In The Dark Twist & Shout
Søndag, 28. juni 2009 kl. 23:36 / blodprop, kop
Om torsdagen bliver jeg vækket af en sød sygeplejerske, og jeg er sådan set ved ret godt mod den morgen. For jeg er ganske sikker på, at dette blot er en lille episode, som snart er overstået. Jeg tror faktisk ikke engang for alvor, at der er noget problem længere.
Men efter morgenmad og bad kommer alvorens grumme ansigt omsider frem. Det er tid til mit livs første møde med en talepædagog. Lægerne på Neurologisk er i gang med at undersøge deres test og prøver, men det er ligesom konstateret, at jeg lider af afasi - eller at sproget er gået i stykker.
Det giver besvær med at finde ord, danne sætninger, læse, stave og forstå andres tale. Derfor skal talepædagogen nu vurdere, hvor omfattende skaderne egentlig er. For det er jo i princippet ligegyldigt om de fysiske skader er store eller små, hvis alting virker. Eller hvis ingenting virker.
Hun tester mig på en række forskellige måder. "Fortæl mig om den eller den sætning er rigtig." Hvilket ord der passer til denne sætning og den slags. Det er ligesom at være med til den udvidede danskprøve i Sandholmlejren, tror jeg. Nogle giver mening, andre ting er sort snak. Men ligesom til eksamen vil man jo bare så gerne levere de rigtige svar. Man er jo ikke dum. Vel?
Men så finder hun en stofpose frem. Den indeholder ti almindelige ting, som skal være med til at bevise, hvor skidt det står til.
"Hvad er det?" spørger hun med Piet van Deurs-stemme og tager den første ting op af posen og stiller den midt på bordet foran mig.
Jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner simpelthen ikke, hvad den hedder. Jeg stirrer tomt på den uden at finde ordet. Jeg kan sagtens genkende den, og jeg ved da SELVFØLGELIG, hvad det er. Men jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner det ikke!
"Den er hvid," siger jeg efter lang tids betænkning. "Og der skal kaffe i den. Og den har en hank."
"Ja," medgiver hun og nikker. "Men hvad hedder den?"
Vulkaner eksploderer i mit hoved. Jeg elsker mit sprog, og jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til at bruge det. Og så aner jeg ikke, hvad den... ting... hedder. Et kort sekund sortner alting for mig, men så bider jeg tænderne sammen og kigger op fra tingen på bordet og ryster på hovedet.
"Jeg aner det ikke," indrømmer jeg stille og bander den almindelige hvide kop langt væk. En kop! Og jeg kender ikke ordet. Ligesom jeg ikke kender fleste af de almindelige ting i hendes pose. Skruetrækker. Ske. Kam. Kun to af tingene kan jeg sætte ord på.
Det er i lige præcis det øjeblik, at det går op for mig, hvor skidt det står til. Mere skal der skam ikke til. En hvid kop. Men så forstår jeg det også. Og det går op for mig, at jeg skal arbejde benhårdt med mit sprog for at få det til at virke igen. Men også at det KAN lade sig gøre.
For den gode nyhed er, at hun er meget fortrøstningsfuld. Jeg er allerede kommet langt de første 24 timer, og med hårdt arbejde kan jeg forhåbentlig komme helt i mål igen. Det beslutter jeg på stedet at kæmpe for. Jeg VIL vinde - og jeg TROR på det.
En times tid senere vil jeg med Barack Obamas ord digitalt mejsle min tro på sejr ind på Twitter/Facebook. Jeg tænder computeren og ved, at jeg vil bruge Obamas mest berømte ord. Men jeg kan ikke huske dem. De er væk, ligesom den hvide kop.
Google og mig leder sammen efter ordene. Jeg kan godt huske ordet "yes" (jeg startede trods alt med kun "ja" tilbage et døgn tidligere) - og selv om jeg ikke kan skrive Obamas navn, så leder jeg efter lang tids rodet søgning frem til sætningen "Yes we could". Det er tæt på, men det er ikke helt rigtigt. Men omsider givet forsøget det sidste skridt til målet, så jeg kan bruge Obamas håbefulde ord.
"Yes... Yes we can. Yes we can. Oh... ;-)" - skriver jeg på Twitter/Facebook. Det giver endda næsten mening. Sådan da.
De tre ord bliver mit kampråb de følgende måneder. Jeg beslutter, at jeg vil blive rask. At jeg vil have alle mine ord tilbage. At jeg vil have mit liv tilbage. At jeg aldrig vil være i tvivl om ordet "kop". At jeg VIL vinde. Og selv om det bliver hårdt, og selv om det ikke er sjovt hele tiden, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Der mangler stadig noget den dag i dag. Men selv den sidste kop skal nok finde plads i min hjerne. Selvfølgelig skal den det!
Yes We Can!
.
Del 1 - Ja: http://blog.tv2.dk/folke/entry314847.html
Del 2 - Ecuador: http://blog.tv2.dk/folke/entry318357.html
