Onsdag, 27. maj 2009 kl. 00:34 / blodprop, ecuador

Ecuador (del 2)

6 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

De første to timer af mit nye liv (så er der syv tilbage) er temmelig forvirrende. Min skadede hjerne vil nemlig meget gerne - om man så må sige - slå hjernen lidt fra, og det får den også lov til fra tid til anden.

Der er en sværm af sygeplejersker og læger, da jeg ankommer til sygehuset. Jeg kan stadig kun sige "ja", og da de ikke kan finde mine kort i lommerne, så får jeg et af de armbånd, der identificerer patienterne med CPR-nummer og navn. Selv i dag giver det lidt gåsehud at se det, fordi det beviser, hvor slemt det egentlig var. "031208-6XX1 - Uidentificeret, Mand" står der, ligesom på skiltet på den pose med mine værdier, de samler sammen efter at have klippet i mit tøj (se ovenfor).

Men de er enormt søde og tilsyneladende kompetente nede på skadestuen, selv om jeg ikke følger med i alle undersøgelserne, fordi mit hoved er træt, og jeg bare gerne vil sove. Det er ret forvirrende, for jeg er inde og ude af bevidsthed og ser bl.a. en CT-scanning, en generel undersøgelse, en køretur med seng gennem underjordiske gange med en sød kvindelig portør (det ser man ikke ret tit), før jeg på et eller andet tidspunkt lander på Neurologisk Afdeling.

Det er her, jeg kommer rigtigt til mig igen. Der er gået lige godt to timer, og den fysiske lammelse i højre side er gået væk igen, hvilket en kvindelig læge konstaterer med et smil. Jeg har også fået flere ord tilbage, selv om det er ekstremt svært at sige noget fornuftigt. Jeg bliver hurtigt frustreret, da jeg ikke kan kommunikere med en sygeplejerske, og det hjælper ikke rigtigt at skrive til hende, selv om jeg med fagter får lov til at låne en kuglepen og gult papir. Lige præcis på den afdeling undrer det mig stadig i dag, at hun ikke forstår, at jeg har svært at ved at tale...

Men først og fremmest vil jeg jo gerne give besked til min familie og venner om min tilstand. Det er svært, at når man ikke kan sige hverken sit eget eller andres navne. Jeg åbner i desperation min bærbare og logger på nettet med mit 3G-modem. Jeg kan åbenbart godt huske mit password, selv om jeg ikke aner, hvad det er, da jeg forsøger at gentage det mundtligt.

Men nu går det lidt for stærkt. Jeg finder nemlig samtidig min mobil frem i posen og ser en besked fra min chef, der ligesom alle mulige andre er bekymret over, hvor jeg er blevet af. På det tidspunkt fatter jeg ikke, hvor slemt det er fat med mig, men det er tydeligt nu, når man forsøger at læse mine ord.

"Ude... Hospitalet i Odense, læge i ud, blodpropper... kh C"

Det er en af mine første beskeder. Tilsvarende mærkelige meldinger kommer på mobil og Messenger til andre den dag. Jeg kan tydeligt huske, at det faktisk gav mening, da jeg skrev dem. Jeg kunne godt forstå, at jeg manglede mange ord, og derfor forsøgte jeg at nøjes med præcise ord, som folk kunne forstå. Det lykkedes tydeligvis ikke. Senere skrev jeg følgende på Twitter/Facebook:

"Carsten is a strange, its close to that. Fuck. Sorry is all. Love :-)

Hmm... ja... strange er vist et temmelig præcist ord.

Jeg lukker computeren - og nu får jeg besøg. Jan fra afdelingen er den første, der dukker op med et venligt ansigt, og det er en skøn oplevelse. Jeg insisterer på, at vi sætter os ud på gangen, mens Jan forklarer, hvordan de har opdaget, hvor jeg er. Kort efter dukker også Christina og Søren fra afdelingen op, og det er dejligt at se dem, selv om jeg forsøger at fremstå som en engelsk verdensmand, der kan klare alt. Jeg mangler virkelig mange ord, og jeg bliver også vred over det, men jeg tror da i det mindste, at mange af mine sætninger giver mening. Jeg finder først meget senere ud af, hvor slemt det faktisk var, og hvor mange af mine sætninger nærmest var volapyk.

Det lykkes mig at få Jan til at kontakte min mor, men det viser sig, at hun allerede er på vej. I mellemtiden ringer Kitt, der vil vise sin nye baby frem og ikke aner noget om min tilstand. Jeg kan hverken tale eller forstå hende, så den opgave ryger over til Christina.

Men bortset fra det, så gider jeg ikke snakke om mig selv, så jeg går (muligvis) i gang med at fortælle historien om Simons søster, der lige er blevet bidt af en haj i Ecuador dagen før. Jeg kan (blandt mange andre ord) ikke finde ordet Ecuador. Men jeg griber det gule papir - og skriver "Ecuador". Jeg har papiret ved siden af mig lige nu, og det ser fint ud, det ligner endda min håndskrift. Ecuador, står der. Men selv efter at have skrevet ordet, kan jeg ikke sige det. Det er fandme mærkeligt.

Og det er omtrent der, det så småt begynder at gå op for mig, at det ikke går rigtig godt. Min mor kommer og så kommer bl.a. min far og min gravide søster og kæresten og Jasper, som jeg (viser det sig senere) kalder Joachim under hele besøget. Jeg gør mit bedste for at agere som den mest rolige og ubekymrede af alle. Heldigvis går det ikke op for mig, HVOR dårligt jeg taler på det tidspunkt, for så var min egen illusion nok bristet...

Men det bekymrer mig, at jeg ikke kan sige "Ecuador", selv om jeg kan skrive ordet. Selv når folk gentager ordet, kan jeg simpelthen ikke fange det. Men alt i alt tror jeg, at jeg er sluppet billigt. Jeg kan trods alt sige det meste, tror jeg, og det er jo nærmest bare et lille ildebefindende, som næppe kan tage mere end et par dage at komme over.

Det er først dagen efter, at det for alvor går op for mig, at der er noget helt galt i min hjerne...

Tirsdag, 5. maj 2009 kl. 12:35 / blodprop, ja

Ja (del 1)

10 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

“Ja,” siger jeg.

“Er der noget galt?” spørger han.

“Ja.”

“Hvad er der galt?”

“Ja.”

“Kan du fortælle mig, hvad der er galt?”

“Ja.”

'“Hvad er det så?”

“Ja.”

Vi skruer tiden fem minutter tilbage. Det er en onsdag i starten af december sidste år. 3. december 2008 for at være mere præcis. Replikkerne ovenfor falder klokken 11.24. Det er en kølig og våd decemberdag. Det er Odense. Kongens Have.

Jeg er taget et sent tog fra København til Odense, fordi jeg skal holde en kort frokost med en god medarbejder, så jeg vil gå direkte til midtbyen til de gode sandwich, vi skal spise. I toget har jeg sparket en stak emails rundt, alt er normalt.

På vej ud af toget møder jeg en gammel studiekammerat, Lars, der skal videre med toget til Jylland. Vi snakker nogle minutter, inden hans tog futter videre vestpå. Jeg går ned ad trappen og op ad en anden og tager min blå cykel med. Klokken er cirka 11.20, og jeg har først en aftale kl. 11.30, så der er god tid - og derfor går jeg med min cykel i hånden fra togstationen. Jeg er iført en sort halvlang frakke, sort hat og har en hvid taske fyldt med laptops og mine egne bøger, som skal sendes videre i dag. Den nyeste udgave er kommet fra tryk to dage tidligere.

Jeg går over fodgængerfeltet til Kongens Have. Foran mig møder en DSB-mand af anden etnisk udseende en anden DSB-mand af nogenlunde samme etniske udseende på den anden side af vejen, og de hilser hjerteligt på deres etnisk lydende sprog. Det lyder hyggeligt, tænker jeg og smiler.

Jeg går ind i parken og rundt om nogle lave busker. Der er grus under mig. Jeg bliver pludselig svimmel et kort sekund eller to. Det er underligt, tænker jeg, og jeg har det også underligt. Mit blik er nærmest lidt utydeligt. Men jeg har sikkert glemt at spise morgemad. Igen. Jeg går videre og kommer yderligere fem meter frem.

Jeg har fast i min blå cykel med højre hånd, men gennem mit underligt utydelige blik kan jeg pludselig se, at min cykel er gået helt amok. Den lever sit helt eget liv, som om den er besat af en fartgal ånd og drøner ud til højre, mens jeg kæmper for at holde fast i den. Det lykkes med nød og næppe. Hvad har den gang i? tænker jeg og går et par meter videre.

Så stopper jeg op. Mit blik er helt mærkeligt, og jeg er svimmel igen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg beslutter, at jeg hellere lige må stoppe op et par sekunder og få lidt luft, så jeg ikke pludselig falder om.

Men i samme sekund falder jeg om. Ramt af en blodprop i venstre side af hjernen.

Jeg kan ikke huske selve faldet, men jeg kan huske en venlig ung mand midt i tyverne, der kommer løbende og forsøger at hjælpe mig. Men jeg er ikke til megen hjælp.

Min hjerne er i stor grad gået kold, og han ringer straks efter en ambulance, mens han beordrer andre nysgerrige til at gå videre. “Der er ikke noget at se på, gå nu bare videre,” siger han. En god mand.

Vi venter på ambulancen. Det er koldt og vådt, og jeg gider ikke lægge midt i den beskidte grus med min næsten nye frakke, så jeg forsøger at rejse mig op. Den gode mand giver mig en hånd for at komme op at stå, men hans ansigtsudtryk ser ikke godt ud, da han ser mig, for hele min højre side fra top til bund er lammet. Det har næppe set særligt hyggeligt ud.

“Måske skal du lige hvile et par minutter mere,” siger han blidt og lægger mig tilbage på gruset. Jeg er tilsyneladende enig, og vi venter i tavshed på ambulancen. Den kommer drønende direkte ind i parken, og Falck-redderne går i gang, selv om de lige de første sekunder måske ikke helt ved, om jeg bare er fuld eller syg. Og så følger replikkerne ovenfor.

Min højre side er lammet, og min venstre side af hjernen er skadet og er i bedste fald i fuld gang med en reboot af alle systemer, og jeg har kun ét eneste ord tilbage: Ja. Det er mit eneste ordforråd. Det er sådan set meget smukt, at man skal efterlades med lige præcis det ord, når det nu skal være. Det er meget ofte det sidste ord, hjernen giver fra sig, hvis sproget forsvinder. Det er ikke nødvendigvis særligt praktisk i alle tilfælde. Men hvor meget mere positivt kan ét ord være?

“Ja.”

.

.

-------

Puh, det var en hård tur ned ad memory lane… jeg må vist hellere fortsætte med anden del senere. Sorry.

Torsdag, 30. april 2009 kl. 00:40 / vold

Gul og blå

1 kommentar | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Børnehistorier er nogle gange meget grove. Hans og Grete handler om misbrug, kidnapning, kannibalisme og mord. Det er så, hvad det er.

Men i dag faldt jeg - i en Pixi-bog endda - over den gamle sang "Fra Engeland til Skotland", som I sikkert alle har hørt som børn. Det var meget hyggeligt med den skæve tekst om skippers gamle hat, skippers kone, kaptajnens røde tud, helledusseda, skiven af gammelt kukkeur og andre gode ting.

Men så, i sidste vers kommer:

"Vor skipper prygled konen båd' gul og blå hver dag, så blev hun hejst i mastens top, det var det svenske flag,"

Er det særligt fedt at prygle konen hver dag - og at synge den sang sammen med de tusindvis og atter tusindvis af børn, hvis mor bliver pryglet hver dag - som om det er sjovt? Er det bare mig - eller burde det vers skrottes, ligesom den om en "negerdreng som rangle" i Elefantens Vuggevise, som nu åbenbart er så korrekt, at den er ændret til en kokosnød. Men mor... hun får bare en nød. Igen.

Ha ha, min mor fik tæsk igen i går, og i dag ligner hun det svenske flag.

Sjovt.