Sko/Torp Paletten, Viborg i aftes

(5 af 6 stjerner)

Søren Sko og Palle Torp udsendte i november 1990 deres debutalbum "On A Long Lonely Night". Pladen er stadig i dag et mesterligt eksempel på, hvordan smukke sange, gode melodier, talent og musikalsk håndværk skaber gode plader. Debutalbummet solgte 200.000 eksemplarer. Succesen fulgtes op af mere end 90 koncerter landet rundt og Sko/Torp var landets nye stjerner. Opfølgeren "Familiar Roads" solgte 150.000 styks. Salgstal ingen tør drømme om bare at tænke på i dag. Men så skete der noget mærkeligt: Sko/Torps tredje og fjerde albums solgte meget lidt sammenlignet med de første. 25.000 solgte den foreløbigt sidste "Hey You", som blev udsendt i 1996. Denne anmeldelse ikke ende i tal og matematik, men i dag uddeler pladebranchen guldplader til sig selv ved et salgstal på 15.000. "On A Long Lonely Night", solgte som sagt, fuldt fortjent 200.000.

I morgen udsender Sko/Torp så deres femte album efter 14 års pladepause, cden "Heartland".

Fra "Heartland" fik vi "That's What It's All About" og "In Wonderland", som også udgør pladens to første sange. Søren Sko kommenterede tørt efter første sang: "Ja, meget vildere end det her, bliver det ikke i aften!" - og tak for det. Sko/Torp gør nemlig kun det de er bedst til. Laver iørefaldende pop/rock med gode melodier og godt musikalsk håndværk. Det har de gjort siden starten i november 1990 med nogle solide lange pauser ind i mellem.

Barndomserindringen "Glorious Days" er en af Sko/Torp allersmukkeste sange, ren flødeskum for øregangen, der fik GAFFAs anmelder til at smelte som et isbjerg. Søren Sko synger ganske enkelt fuldkommen fantastisk og er fuldt fortjent blevet kåret som årets sanger to gange. Jeg kan ikke komme i tanke om andre danske sangere, der kan synge så dybt og så Bee Gees-agtigt højt på så legende let og elegant en måde. Imponerende fløjlsblødt sangregister.

Søren Skos makker guitaristen Palle Torp sagde ikke et kvæk under hele koncerten, men lod guitaren tale og spillede som en dejlig drøm med sit lune smil og sine store sko, der må være mindst en størrelse 47. Søren Sko knyttede sangene sammen på en lun og hyggelig måde, der fik publikum til at føle sig hjemme i dagligstuen. Med sig havde Sko/Torp en ekstra guitarist og en keyboardspiller, der gjorde det virkeligt godt. Mads Lykkegård på guitar sang desuden nogle flotte overstemmer. Fra start til slut var lyden perfekt, som den er på pladerne. - Stor fornøjelse.

Vi fik en del sange fra den kommende plade, blandt andet sangen "Cold Night Without You", som er skrevet til Sørens storsøster Helle, som døde i en ung alder. Stærkest stod dog helt klart "Det gamle lort", som Søren Sko kaldte de gamle hits. Skos egen favorit var den hjerteskærende "Dolphin Girl" om den lille pige, som lægerne havde opgivet, men som "decided to go strong", - "she is wondering what all the fuss is about, while she is such a miracle child". Mathilde, som sangen handler om, er i dag 20 år og næsten altid glad og elsker sin onkel, som synger sangen.

Otte-ti andre medrivende sange fra aftenens koncert kunne nævnes, men tag i stedet selv at gå til en af de kommende Sko/Torp-koncerter, og har du ikke, kære læser, Sko/Torps to første plader i din pladesamling, er det noget, du bør få checket op på. Hermed min varmeste anbefaling.

Sko/Torp fortsætter til:

26/2 KB-Hallen, København

27/2 KB-Hallen, København

4/3 The Vic Shop, Århus

5/3 Odense Idrætshal

6/3 Aktivitetshuset, Åbenrå

12/3 NRGI Hallen, Århus

13/3 AKKC, Aalborg

20/3 Tinghallen, Viborg

26/3 Silkeborghallen

(Foto: Kenneth Mortensen kmfoto.net)

Thomas Helmig, Musikteatret Holstebro i aftes

(4 ud af 6 stjerner)

I Holstebro har vi en overdimentioneret stor sort me<x>talfirkant stående midt i byen. Den var oprindeligt tiltænkt Hans Kongelige Højhed Peter Schaufuss og skulle have heddet "Dansens Teater". Jeg husker ikke længere, om Schauffuss blev smidt ud af byen, eller om han selv valgte at rejse, men tilbage står dette monoment over politisk dårskab og kulturelt blålys.

Et af de første større rytmiske musikarrangementer i dette sorte me<x>talmonster var gårsdagens koncert med Thomas Helmig og hans ti mand store band. 1400 mennesker var mødt op i deres fineste tøj og havde nok forventet en flot lydoplevelse i dette kulturelle tempel. Den store lydoplevelse udeblev desværre, selv tæt på lydmikseren.

Folkefesten udeblev til gengæld ikke, og der blev sunget lystigt med på alle de klassiske Helmig-hits koncerten igennem. Og dem var der mange af. Thomas Helmig entrerede scenen haltende med stok og et lumsk smil og smed derefter stokken i kulissen, mens han satte i gang med tre sange fra det seneste ganske fine "Tommy Boy"-album.

Herefter var vi på et kort besøg i Helmigs engelske afdeling, inden vi fik den nye "Jeg Bløder". En sjov lille funky sag. Den nye fine kærlighedsballade "Kiosk" fungerede fint, inden salen gik amok i monsterhittet "Stupid Man" fra en af Helmigs mest succesfulde plader af samme navn.

Bandet driblede snildt mellem de forskellige musikgenrer i den over to timer lange koncert, uden dog på nogen måde at gøre noget voldsomt musikalsk indtryk. Men Helmigs smittende charme trak de fleste stik hjem. Det nye hit "100 Dage", som på pladen synges sammen med Medina, blev sunget sammen med en af Helmigs korpiger, inden vi fik de klassiske hits "Nu Hvor Du har Brændt Mig Af" og "Dagen Efter Dagen Derpå". En af aftenens mest vellykkede sange var den gamle "Midnat I Europa", som er ligeså dejlig den dag i dag, som da den blev skrevet af en meget ung Helmig i 1986 til pladen "Thomas Helmig Brothers 2".

Alt i alt en glad aften i den sorte firkant uden de store overraskelser eller skuffelser. De 1400 gæster fik, hvad de havde betalt for. Lad os håbe på flere større rytmiske musikarrangementer i Musikteatret Holstebro, nu da dansens kejser har forladt byen.

(Foto: Kenneth Mortensen kmfoto.net)

Interview med Elisabeth

Jeg mødte Elisabeth på en café i det indre Århus dagen efter turnéstarten i Tarm. Det er første gang i 19 år, at man igen har kunnet opleve Elisabeth live. Jeg havde netop lagt den noget lunkne anmeldelse af gårsdagens koncert på nettet inden bilturen til Århus. Så den første lille halve time på caféen gik med, at undertegnede fik at vide, hvad Elisabeth mente om gamle sure anmeldere, der hellere vil høre greatest hits og gamle Voxpop-numre. Fair nok! Så var luften renset, og vi fik en god lang samtale om død, smerte, længsel, chokoladekage, X Factor, Dylan og strutskørter.

- De tilbød mig at være dommer i X Factor, men jeg kunne ikke finde en grund til at gøre det. Jeg synes, det er den samme pølsemaskine. Jeg synes, det er vigtigere at komme ud og spille for to ludere og en lommetyv. Man skal jo på tv for at sælge plader, men det kan man jo ikke gøre sit liv afhængig af. Problemet er, at der kommer så mange plader, at det nemt drukner, og folk kan ikke orientere sig i det. Men i den sammenhæng er det jo også en katastrofe, at der ikke findes noget seriøst dansk musikprogram på tv. Jeg synes, det er fattigt. Jeg synes, det er synd for de opvoksende generationer, at de skal tro, at det eneste musik der eksisterer i verden, det er X Factor. Jeg synes ikke, man kan være det bekendt.

Du er jo selv uddannet producerassistent i DR og havde også dit eget musikprogram på tv en overgang.

- Ja, det er der mange, der husker. Det var der, jeg havde min egen datter "Beastie baby" (Rosa Gjerluff Nyholm, i dag en voksen kvinde og kendt som vært i DR-programmet Lille Nørd, red.) med som medvært. Det var sjovt. Det kan jeg godt savne lidt i dag. Det sjoveste var at arbejde i radioen med P4 og ungdomsredaktionen. Det kunne jeg godt lide.

Hvorfor stoppede du med det?

- Jeg sagde op, lige da jeg var uddannet og valgte i stedet musikken. Jeg kunne ikke nå begge dele. Det var, da vi turnérede helt vildt med Voxpop. Og så blev jeg skræmt over det der med fast stilling og pensionsordning.

Du har trykt opskriften på en chokoladekage på coveret af en af dine plader. Er du aldrig bange for ikke at blive taget alvorligt?

- Jeg tager ikke livet mere alvorligt, end jeg selv er.

Er du ikke bange for at skræmme nogen væk ved at trykke en kageopskrift på et pladecover?

- Nej, det er jeg ikke. Kunst er liv, og liv indeholder død og smerte og længsel og chokoladekager og strutskørter og whatever. Sådan er det for mig. Jeg tror, at hvis man begynder at skære for mange ting væk, så er man ude på et skråplan. Vi kan ikke nødvendigvis rumme det alt sammen samtidig, men det er der, og skal være der. Jeg er meget imod, at kunst bliver sådan noget snævert dyrkeri. Ligesom man på tv tror, man skal sende bogprogrammer klokken 3 om natten, fordi man tror, at et bogprogram er et smalt program R12; komplet idiotisk. Hvor ved de det fra? Folk er ikke dumme. Vi mennesker består af de samme ting. Derfor kan god kunst nå alle.

Ingen gider udgive mine plader

Du har udgivet 14 voksen-plader, du laver børnebøger, børneplader, børneshows, du udgiver bøger både for voksne og børn, du har indsunget salmer, du har lavet tv og radio, er debattør, har skrevet sange til andre med stor succes, og de plader, du udgiver, er vidt forskellige. Er du aldrig bange for, at folk bliver forvirrede over, hvem Elisabeth er, og hvad hun står for? Bliver du selv forvirret nogle gange?

- Jo, nej. Jo, nogle gange må jeg minde mig selv om at være fokuseret, specielt efter at jeg har været syg. Jeg opererer efter, hvad der stiller mig selv tilfreds. Jeg bliver glad af at beskæftige mig med mange forskellige ting. Men det kræver også, at jeg må lave mange ting selv. Der er for eksempel ingen, der gider udgive mine plader, med de salgstal jeg har. I dag skal man være glad, hvis man sælger 2000 styk. Så må jeg gøre det selv, og det bliver nogle gange på bekostning af fællesskabet. Det har jeg tænkt mig at ændre på. Jeg tror vi går mod en tid med mere fokus på fællesskabet. Det vil jeg gerne være en del af.

Kan du leve af det, du laver?

- Ser jeg død ud? Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg klar over, at det, der virkelig holder mig i live, er at gøre de ting, jeg elsker. Jeg har altid været god til at leve af lidt; det har jeg gjort, siden jeg var 19, og så tjener jeg faktisk stadig penge på mine 80'er-hits.

Du skrev til mig, at Bob Dylan er din ven. Det lød meget smukt, synes jeg. Forklar lidt om det.

- Jeg er så glad for, at den gamle søde mand stadig vil synge for mig. Jeg tror, min datter og jeg må være de eneste to, der elsker hans juleplade. Han er en ven, jeg altid har, livet igennem. Når alt andet glipper, har jeg Bob Dylans musik.

Du har lavet ti solo-plader. Er der nogle af dem, der har speciel betydning for dig.

- Ja, jeg er rigtig glad for den første, der bare hedder "Elisabeth", den hører jeg stadig. Mine plader er meget forskellige og afspejler for mig tydeligt, hvor jeg var i livet på det tidspunkt.

Johnny Cash hjalp i sorgen

Du blev skilt efter 28 år, fik en alvorlig blodprop i hjertet, og under indspilningen af din seneste plade "Salto Mortale" døde din nære ven og samarbejdspartner gennem mange år, Hilmer Hassig. Hvordan klarede du dig igennem så megen elendighed?

- Det var også meget slemt. "Salto Mortale" var en måde at bearbejde sorgen på. Men da så Hilmer døde midt i det hele, var jeg ved at opgive. Men så har jeg jo et stærkt fighter-gen og hørte en masse Johnny Cash. De sidste af hans plader hjalp mig, da det så allersortest ud.

Tillykke med at du er her endnu og tillykke med jubilæet.

- Tak.

Min anmeldelse:

http://gaffa.dk/anmeldelse/37094

(Foto Christer Holte - christerholte.dk)

Se de fine backstagebilleder af Elisabeth:

http://gaffa.dk/Galleries/gallery/2935