Hop til indhold

Forunderlige Verden

Onsdag, 22. juli 2009 kl. 15:18 / energi, fut, rygestop, vægten

2. forsøg

2 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

For præcis 22 dage siden var jeg så uheldig at glide i svømmehallen og brække to ribben i venstre side, lige ved siden af brystet. Det betød at jeg de efterfølgende mange dage har været afskåret fra at deltage i fodbold hver mandag samt Fysisk Uddannelse & Træning (FUT) hver onsdag og fredag. Samtidig blev der skruet helt op for sofa-, tv- og snoldertid, sandsynligvis i et anfald af selvmedlidenhed. En uges ferie var også presset ind, med das, hygge, restaurant- og isbodbesøg. Rygningen fortsatte jeg også med, selvom det var noget ubehageligt.Resultatet er at jeg har taget flere kilo på end jeg vil anerkende. Jeg bliver i hvert fald hurtigt talblind når jeg træder op på vægten. Stort set alt mit tøj er krympet en størrelse, nok i trods fordi jeg ikke tog det hele med på ferien. Og jeg mister pusten bare ved at skrive et par ord på tastaturet.

NU har jeg fået nok!

Jeg vil IKKE ud og købe tøj i overstørrelse igen! Jeg vil IKKE gå bag min lille, energiske pige og råbe for at kalde hende tilbage når hun løber afsted på stien! Jeg vil IKKE længere se tal på badevægten der starter med 7-noget!

Så har jeg meldt mig til et KVIT program. Nu er det tid til at stoppe med den rygning. I løbet af de kommende 7 dage skal jeg lave en række forberedelser og på tirsdag er det store S-dag. Derefter begynder det kun at gå fremad, selv om det uden tvivl bliver hårdt.

Samtidig har jeg endelig været til FUT igen. Jeg brugte godt 45 minutter på løbebåndet og gik 5 km. Jeg prøvede at løbe lidt, men er stadig meget øm i siden, så det venter jeg med til næste uge.Jeg fik dog svedt, pulsen op og forbrændt godt 270 kcal. Så jeg skal nok komme igen!

Mandag, 20. juli 2009 kl. 08:45 / dobbelt moral, hjemmeværnet

Forunderlige Forsvar

4 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

En klog mand (?) sagde en gang; 'Morale er godt'! Altså må man her aflede, at dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Det er især hvad der gør sig kendetegnede for Hjemmeværnet, og her underforstået også Forsvaret, i den sag vi i Danmark har været vidne til i løbet af den forgange weekend.

En ung kvinde ved navn Maria Mawla, er blevet optaget i og har skrevet kontrakt med Hjemmeværnet. Hun er altså blevet budt velkommen af en kompagniledelse, godkendt af et regionsråd og optaget på grundskole, hvilken hun har gennemført uden yderligere bemærkninger. Alt dette til trods for hendes valg af religion og hendes eget personlige valg af - tørklædet.

Jeg tror ikke jeg behøver at opsummere sagen indtil nu, da mange nok har set hendes op- og efterfølgende nedture med Hjemmeværnet på blandt andet TV2 News.

Men, det der i høj grad forundrer mig, er Hjemmeværnets umådelige tendens til at danse fandango i en glasbutik. Som så ofte før, smadrer de uden så meget som at blinke, alle gode relationer de på nuværende tidspunkt måtte have opbygget. De, uden at have nedsat en eneste arbejdsgruppe som ellers ofte har været fremgangsmåden i Forsvaret, afviser fuldstændig Maria i hendes ønske om at være medlem af Hjemmeværnet, medmindre hun afsværger sin religion. For ellers kan hun jo ikke være ens med de andre medlemmer af Hjemmeværnet!

Sådan en sætning har vi vist ofte hørt op gennem historien.

En anden ting der undrer mig, og her kommer vi til den berømte dobbeltmoral, er Hjemmeværnets afvisning af at indføre tørklædet som en mulig del af uniformsbestemmelserne. Bestemmelser er nemlig blot det! Bestemmelser der fortæller os hvordan vi bør klæde os lige nu. Det er altså ikke regler eller love. Det kræver ikke de store armbevægelser at nedsætte en arbejdsgruppe, lade en lille gruppe kvinder (med tørklæde) blive optaget, og undersøge/teste om det kan lade sig gøre i virkeligheden!

For soldater er jo netop ikke ens. I den foregående generation var Forsvaret og Hjemmeværnet udelukkende for mænd. Her kunne regelryttere til fulde afgøre at alle soldater skulle være ens, for alle havde jo bukser på (!). Men så en dag valgte man at give kvinder adgang og tilmed gav man dem nederdel til deres uniform! Og jakke til, med snit der passer til kvinder!

Endelig hedder det sig at tørklædet kommer til at udgøre en sikkerhedsrisiko. For hvem? Hende, eller alle os andre? Mon nederdelen også blev betragtet som en sikkerhedsrisiko, inden den og de dertilhørerende damer blev indført i Forsvaret?

Så, kvinder (danske og helst ikke dem der ønsker at bære tørklæde) er altså velkomne i mit dejlige Forsvar, uagtet om de vælger nederdel eller bukser når de selv må vælge mellem uniformeringer. Men kvinder, (stadig danske, men nu med tørklæde) som klæder sig præcis som uniformsbestemmelserne siger, men ønsker at tilføje et tørklæde på deres hoved, i diskrete farver, er åbenbart ikke velkomne.

Så, dobbeltmorale må altså være dobbelt så godt ?

(Læs også mit indlæg på min UrbanBlog: Mille McGeek)




Mine favoritter