Onsdag, 17. juni 2009 kl. 11:27 / stein bagger
Stein Bagger har fået sine syv år, og ude igen om 4 år.
Ved hjælp fra Bagger selv er sagen gået ekseptionelt hurtigt, og dermed sparet det danske samfund for en masse efterforskningsmæssige ressourcer. Dog ikke alle har åbenbart i sinde, at stille sig tilfredse med sagens afvikling.
Yderligere efterforskning kunne måske have afdækket, hvad Stein lavede i USA, hvor de manglende 200 mio. er henne, om der er andre indblandet end de under sagen nævnte osv.
Men til hvad nytte?
Straffen var jo givet vis ikke blevet større havde man kendt svarende på disse spørgsmål, så hvorfor skulle man bruge enorme offentlige ressourcer på det der i forbindelse med straffesagen, i bedste fald, kan blive en god historie i formiddagspressen?
Måske har han gemt nogle penge et eller andet sted, men til hvad nytte. Efter endt afsoning vil han jo få alvorlige forklaringsproblemer hvis forbruget pludselig eksplodere. Jeg er sikker på det bliver holdt godt øje med Stein i mange år efter hans løsladelse, hvis ikke fra ordensmagten, så fra det samlede danske pressekorps.
Man kan blive helt bekymret på journaliststandens vegne, for hvad skal alle disse journalister dog skrive om, når finanskrisen er forbi?
Senest er der dømt dommedag, fordi ledigheden for maj er steget markant. Nuvel det er da også tilfældet, men inden vi erklærer Danmark for bankerot, så skulle hele historien måske beskrives.
For det første så kommer vi fra en hidtil uset højkonjunktur, hvor beskæftigelsen var historisk høj. Det betyder, at rigtig mange virksomheder har ansat alt hvad der var ledigt på arbejdsmarkedet, kvalificeret eller ej, da ukvalificeret arbejdskraft trods alt er bedre end ingen arbejdskraft, sålænge ordrebøgerne er fyldt til bristepunktet. Første skridt for virksomhederne er derfor naturligt, at medarbejderstaben bliver normaliseret, og man skiller sig af med de medarbejdere man i et almindeligt marked ikke kan bruge. Disse afskedigelser er derfor mere en konsekvens af den højkonjunktur vi har haft, end det er en konsekvens af den lavkonjuntur vi har nu.
For det andet så skal man også huske, at se på den samlede arbejdsstyrke, som faktisk er hurtigere faldende end afskedigelserne er stigende. Det hænger sammen med, at de tal statistikerne opgøres på baggrund af, er indrapporterede tal for hvor mange medarbejdere virksomhederne har afskedigt, og ikke hvor mange mennesker der er ledige. Mange af de afskedige medarbejdere er udenlandsk arbejdskraft, som tager hjem igen, eller folk der vælger at gå på pension. Disse mennesker optræder i statistikken over afskedigelser, men ikke i statistikken over ledige. Samtdig er der mange studerende der trækker studiet et år ekstra, eller unge mennesker der vælger uddannelse fremfor indtræden på arbejdsmarkedet. Dette er altsammen med til at reducere den samlede arbejdsstyrke.
Når man så læser i avisen, at nu er ledigheden steget med f.eks. 100.000, ja så er det jo altså ikke så slemt hvis de 50.000 finder nyt arbejde indenfor 3 måneder, 10.000 er rejst hjem, 10.000 er gået på pension, 10.000 færre er kommet på arbejdsmarkedet fordi de har forlænget deres uddannelse og yderligere 5.000 er slet ikke kommet på arbejdsmarkedet fordi de har valgt en uddannelse, de ellers ikke havde påtænkt. I dette tænke eksempel er ledigheden altså reelt "kun" steget med 15.000 efter 3 måneder. Og det giver unægteligt et helt andet billede, end det man får hvis man kun forholder sig til mediernes skriverier.
Ovenstående eksempel er tænkt, og tallene er derfor fri fantasi. Pointen er bare, at medierne kun fortæller den halve historie. Om det er fordi det sælger flere aviser når der på forsiden står 100.000 flere ledige end hvis der stod 15.000 flere ledige, skal jeg ikke kunne sige. Faktum er det dog, at mediernes dækning er meget ensidig og mangler i høj grad substans og dybere analyse.
At mediernes dækning efterlader meget at ønske, er det som sådan ikke noget nyt i, det kender vi fra et utal af andre emner og sager de tager op. Problemet her er dog, at det fungere som en selvopfyldende profiti. Når folk får den ene dommedags historie efter den anden smidt på forsiden, snart hver eneste dag, så begynder folk efterhånden at tro på det. Der er rigtig mange mennesker som har en fin økonomi og som ikke er ramte af finanskrisen, men som i steden for, at se på egen situation så begynder, at få det sortsyn medierne pådutter os. Folk uden egentlig risiko bliver derfor pludselig mere tilbageholdende, uden deres økonomiske forhold nødvendigvis tilsiger det.
Når Hr. og Fru. Jensen der begge sidder i gode jobs og med en sund økonomi, pludselig bliver skræmte og ikke tør købe den nye bil de havde planlagt, eller den vaskesøjle fru. jensen har talt om i lang tid, så betyder det, at bil- og hårdehvidevarerforhandlerne mister omsætning. Når tilstrækkeligt mange tænker som hr. og fru. Hansen så må bilforhandleren afskedige personale. Når det har stået på længe nok, ja så vil mediernes forsider måske en dag gå i opfyldelse.
Statskontrollerede medier bliver jeg aldrig fortaler for, det er en tanke der ligger så langt væk fra min politiske holdning som overhovedet muligt. Men i situationer som disse hvor medierne ikke er deres opgave voksen, der kan jeg bedre forstå hvorfor censur praktiseres rundt omkring i verdenen.
Dagens dybt tragiske nyhed om det formodede forulykkede Air Bus fly fra Air France er naturligvis blevet dækket fra alle vinkler, af alle medier.
Det er dog decideret ulækkert, når journalisterne nærmest overfalder de pårørende. Rapportage fra Charles de Gaulles-lufthavnen fortalte om op mod hundrede journalister der stod på nakken af hinanden for, at få billeder af de dybt ulykkelige pårørende.
At forestille sig, at man som pårørende står i lufthavnen og får meddelelse om, at det fly dine kære er ombord på, formentlig er forulykket, og samtidig med, at hele din verden bryder sammen, så står der en hob af kyniske fotografer der vil have et billede af dine tårer, fordi det sælger.
Desværre er det ikke enestående, men en forestilling man ser gang på gang. Ulækkert er det, men jeg kan heller ikke lade være med, at blive forarget over de mennesker der er grunden til, at billeder af sørgende pårørende sælger flere aviser, eller skaffer flere seere. Hvor er hensynet til disse ulykkelige mennesker, i det der for dem må være en ulidelig svær situation.
Hvorfor er det ikke nok bare at rapportere fakta, på en sober og hensynsfuld måde, og måske give de pårørende derhjemme en chance for, at blive orienteret inden de kan læse om det på tekst-tv eller se det i TV?