De aktuelle demonstrationer både i USA, Spanien/Bruxelles, Italien og Grækenland, hvor en masse mennesker vender sig mod finanssektoren, som beskyldes for at stå bag den globale finanskrise, får mig til at tænke på, at der også herhjemme har lydt skarp kritik mod flere af de krakkede banker, hvor adskillige topledere har fået udbetalt millioner samtidig med, at indskydere har mistet deres formuer.
Herhjemme har debatten hovedsageligt været ført i medierne, og desværre har det lange udsigter med at vente på, at diverse retssager skal afgøre enkelte bankfolks adfærd, og hvorvidt disse kan blive erstatningsansvarlige. Tilbage står dog, at det herhjemme ser sløjt ud med muligheden for at domfælde højt placerede folk, der har handlet groft uansvarligt med indskydernes penge.
Det må derfor være nemt at forstå, at folk, der har mistet formuer, har svært ved at acceptere, at ansvarlige bankfolk blot kan trække sig tilbage med et overordentligt "gyldent håndtryk". For mig at se burde topjobs med kæmpe årsgager ledsages af et økonomisk ansvar, så man ikke kan køre en bank i sænk uden selv at miste noget. Ellers kan disse kæmpegager efter min mening ikke være berettigede, men jeg ville godt kunne forstå dem, dersom der samtidig var en væsentlig økonomisk risiko forbundet med at være ansvarlig leder i en bank.
Jeg savner et borgerligt opgør med uansvarlige bankfolk, da jeg finder det beklageligt, hvis finanssektoren, som er uundværlig i sin nuværende form, skal blive genstand for en venstreorienteret hetz, som i værste fald kan gøre fremtiden endnu mere usikker og kaotisk. Desværre var den konservative økonomi og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, ikke mand for at tage et nødvendigt initiativ i rette tid. På dette link får man et indtryk af problemet:
http://finans-dyn.tv2.dk/nyheder/article.php/id-36600156:bankdirekt%C3%B8rer-i-krakkede-banker-forgyldes.html
Måske et markant tiltag fra kendte finansfolk med krav om strengere etiske, moralske og økonomiske krav til ansvarlige ledere i hele sektoren kunne bidrage til, at der kan etableres en fornyet tillid til den danske finanssektor?
Som det er nu, bliver finanssektoren desværre et oplagt emne for den del af kritikken, der unægteligt er berettiget, hvilket gør det ærgerligt, at den forrige regering ikke gjorde en bedre indsats for at rette op på problemerne. Det ville imidlertid klæde de borgerlige partier at fremlægge et forslag til en forbedring af den eksisterende lovgivning, så uansvarlighed fremover kan medføre personlig erstatningspligt på samme måde, som det er tilfældet i f.eks. Tyskland.
Unge førstegangsvælgere får ikke en kinamands chance for at fordøje al den valgflæsk, som der serveres i disse dage. Uanset partifarve er der dog ingen uenighed om den kendsgerning, at de unges uddannelsesvilkår skal forbedres, så dette land har noget at bygge på. Det er DERES fremtidige uddannelse, der skal sikre velfærden her i landet, og det er derfor også vigtigt, at de unge får HELE sandheden.
Det tvivler jeg imidlertid på, at de gør, for meget få af lærerne har tilsyneladende fattet, at dette land ikke bygger på ligestilling og solidaritet alene. Socialisme og solidaritet lyder flot og rigtigt, når man er ung, og derfor adopterer mange ukritisk slagordene om de rige danskere, der har fået lempet topskatten og de multinationale virksomheder, der ikke betaler nok i skat... når disse forhold forklares af politikerne fra rød stue.
Desværre findes nationaløkonomi ikke som skolefag for afgående klasser i skolen, hvilket er en kæmpe fejl. Hvis unge fik chancen for at høre, at dette lille land via vores eksporterhverv dagligt skal kunne afsætte varer og tjenesteydelser til udlandet for at hjemtage de penge, der via skatter og afgifter skal forsyne staten med grundlaget for den velfærd, politikerne lover, så ville der ikke længere være et overtal af rødt stemmekvæg hos førstegangsvælgerne, som i stedet ville være i stand til at gennemskue de væsentligste sammenhænge i den offentlige økonomi.
Og hvad mener jeg så med dette? Jo, vi må forklare og forenkle samfundets væsentligste sammenhænge, så alle unge kender disse:
Hvis vi indledningsvis betragter statens samlede indtægter, den såkaldte samfundskage, vil der for hver offentlig krone, der udbetales, komme en procentdel hjem igen. Eksempelvis vil samtlige lønudbetalinger, pensioner etc. være belagt med skatter, som kommer retur sammen med alle de afgifter, vi alle betaler via el, vand, varme, benzin, dagligvarer etc. etc. Imidlertid kommer ikke alle pengene retur, for en meget stor del af dem betales jo for varer, vi køber i udlandet. Dermed bliver der et hul for staten, hvorfor kun penge, der kommer ind til landet i form at de varer og tjenester, vi kan afsætte i udlandet, vil kunne lukke dette hul.
Vores høje velfærdsniveau koster en masse penge, som resulterer i verdens højeste skattetryk, hvilket har medført, at en masse eksportvirksomheder ikke længere kan afsætte deres varer til den pris, det koster at producere dem herhjemme. Derfor flytter de en stor del af produktionen til lande, hvor lønningerne er minimale, så varerne kan produceres tilsvarende billigere og dermed bedre kan konkurrere på verdensmarkedet. Hermed går vi glip af en stor del af de penge, der skal kunne dække de manglende penge i samfundskagen.
Man skulle naturligvis tro, at det ville være bedre for mange produktionsmedarbejdere at gå lidt ned i løn for at kunne beholde jobbet, så produktionen måske alligevel kunne betale sig herhjemme, men denne mulighed er for længst umuliggjort, dels pga af fagforeningerne, der dikterer lønningerne for samtlige organiserede medarbejdere, og dels pga skatterne og de høje leveomkostninger.
Teoretisk ville mange nok kunne klare sig langt bedre på en lidt lavere løn end på en arbejdsløshedsunderstøttelse. Men lad nu det ligge. Faktum er, at der nu er færre til at betale de skatter, der skal danne grundlag for det offentlige forbrug, end der er til at forbruge. Og samtidig vil en produktionsmedarbejder, der mister jobbet, gå fra at være aktiv bidragyder til staten til at være endnu en udgift for staten.
Tilsyneladende tror de fleste, at bare de betaler skat, så er de da også med til at betale for velfærden. Men dette er jo kun delvis rigtigt, da alle offentligt ansatte jo blot betaler skatten tilbage af de penge, de modtager. Derfor er det udelukkende de penge, der betales i skat fra eksportvirksomheder/-medarbejdere, som i realiteten udgør den samlede pengesum, hele det offentlige system bygger på. Jeg ved godt, at der også betales en masse afgifter, men også her gælder det jo mere eller mindre, at kun de afgifter, der betales med penge, som er tjent i udlandet, udgør et reelt TILSKUD til staten, hvor alle øvrige bidrag jo blot er en gang recirkulering. Af penge, der betales fra staten, tilbagebetales skatter og afgifter, som staten så igen betaler ud etc. etc.
Jeg bliver derfor både overrasket og skræmt, når det går op for mig, at hverken økonomiske eksperter eller størstedelen af politikerne ser ud til at bekymre sig om det faktum, at regnestykket efterhånden er så langt fra at kunne hænge sammen, at det aldeles ikke er noget skræmmebillede at tale om tilstande som i Grækenland, hvis der ikke sættes målrettet ind for at rette op på statens kæmpe underskud.
Og når end ikke eksperterne melder klart ud, hvor problemet ligger, og så tror da pokkker, at folk ikke bekymrer sig. Nu vil mange bare gerne se en ny regering og dermed nye boller på suppen... så pyt med konsekvenserne! Her er det således nødvendigt at konstatere, at vi kun kan gøre os forhåbninger om en økonomisk fremgang, dersom vi kan gøre MERE end blot at opretholde vores nuværende eksport.
Derfor er det vigtigt, at alle unge får mulighed for at forholde sig til realiteternes barske verden, og derfor siger jeg til alle Jer unge, der begynder at tvivle på rød stues gyldne løfter, og som gerne ser, at der kommer mere fut i den blå blok: Stem Liberal Alliance! Så giver I Jer selv og dermed også hele samfundet de bedste muligheder for at sikre velfærden i Danmark.
Se i øvrigt dette link, hvis I endnu ikke har tvivlet på Villy Søvndals og andre politikeres troværdighed:
http://valget.tv2.dk/article.php/id-43662895:søvndal-dumper-i-alle-faktatjek.html?forside
... og blandt andet hører vi hele tiden, at vi har de politikere, vi fortjener. Både ja og nej... for vi får jo groft sagt kun de politikere, der endnu ikke har drevet det til mere, og hvis de fortsat ikke udvikler sig, men stiller sig til freds med livet som levebrødspolitikere, får vi den situation, vi har i dag.
Flere og flere "dårlige sager" fra folk, der slet ikke kan leve op til jobbet på Borgen. Alt for mange, der er gået direkte fra en SU, en lærergage, eller lignende til en folketingsmedlemsgage... og så klynger de sig naturligvis kronisk til "pinden" med næb og klør... for de færreste bryder sig jo om at gå ned i løn, hvis de skal tilbage til deres gamle tilværelse.
Problemet med politikere har altid været at tiltrække etablerede og veluddannede folk, der allerede har et CV med bevis for deres duelighed med sig. Men når først dygtige folk er kommet så langt i deres karrierer, at de har nået en topgage, har de jo lige så lidt lyst til at gå ned i indkomst som alle aldre.
DERFOR:
I stedet for at give samtlige folketingsmedlemmer det samme grundbeløb med alle de sædvanlige tillæg oveni, burde man lade de enkelte medlemmers seneste 3 års gennemsnitlige årsindkomst forud for første indvælgelse danne grundlag for deres folketingsgage.
Hvad vi sparer på medlemmer med SU-lønninger, kan vi så bruge på medlemmer med topgager. Det bliver nok alt i alt lidt dyrere, men lur mig, om det ikke kommer mangefold igen.
