Inspireret af Andrags morsomme indlæg om "Det bruger vi ikke her", får I lige en lille historie fra det virkelige liv.
Jeg havde indrettet et dejligt hjemmekontor helt tilbage i 1986, og på et tidspunkt havde min mor udnævnt min herlige blå perserkat til direktør for mit lille foretagende.
Årsagen var, at han elskede at lægge sig på en hylde over mit skrivebord, hvorfra han kunne overvåge alt, hvad jeg foretog mig. Her kunne han ligge og observere mig og/eller sove i timevis.
Da "Munkedals Mr. Muppet" alligevel var født døv, så gjorde det ingen forskel for ham, hvad vi ellers kaldte ham... men vi havde i årevis kaldt ham Böhmand. Efterhånden blev nu også det udskiftet med Direktør Böh.
Efter min mors død blev det nødvendigt for mig at arbejde hjemmefra, da jeg jo ikke både kunne passe alle dyrene og efterlade dem i over 8 timer hver dag.
Den dag i dag er jeg stifteren af firmaet Ravenholm Computing, hvor jeg dengang arbejdede, dybt taknemmelig, fordi han lod mig arbejde i sit firma fra mit hjemmekontor, så jeg på den måde kunne passe mine dyr og mit arbejde på samme tid. Mit lille firma blev fra 1. januar 1989 herefter min ba<x>se, hvorfra jeg kunne udføre mit job og samtidig passe mine dyr.
Direktør Böh nød i den grad, at jeg altid arbejdede hjemme og efterhånden blev mit kontor for lille. En udvidelse af kontoret betød, at han pludselig ikke længere kunne overvåge mit skrivebord fra sin hylde, hvilket fik ham til at udse mit skrivebord til hans domæne.
Det blev hurtigt besværligt at skrive eller finde aftaler i min System Manager, som altid lå opslået på skrivebordet, fordi det nu var blevet meget vigtigt at ligge præcis oven på denne. Derfor var jeg også én af de allerførste til at indføre en pc-ba<x>seret kalender og blev vildt glad for min Lotus Organizer software.
Og hvorfor kommer jeg netop i dag til at tænke på den vidunderligste direktør, jeg nogensinde har haft!
Jo, andrags morsomme indlæg handlede om håndtering af de ofte meget ivrige telefonsælgere/-interviewere, som jo af og til kan være lidt småirriterende. Jeg har dog altid bestræbt mig på at behandle dem pænt, da jeg har forståelse for, at disse mennesker ikke har noget nemt job.
Her kom Dir. Böh mig altid intetanende til undsætning. Jeg henviste blot til min direktør, da jeg jo ikke selv var den "ansvarlige" for hverken indkøb eller for noget af alt det andet, som blev efterspurgt.
Når jeg herefter blev bedt om at stille videre, måtte jeg nødvendigvis komme med forskellige "undskyldninger" såsom:
Han er desværre døv, så han taler ikke i telefon.
Han ligger lige og sover i øjeblikket og kan desværre ikke forstyrres.
Han interesserer sig helt sikkert ikke for ... (hvad der nu måtte være emnet).
Han er lige gået til frokost. Og på efterfølgende spørgsmål om, hvornår jeg ventede ham tilbage: Det sagde han faktisk ikke noget om!
Undertiden kom der nogle uhyrligt morsomme situationer ud af disse samtaler, og jeg husker især én, hvor jeg af uransagelige årsager blev ringet op fra et analyseinstitut i Schweiz.
Den engelsktalende interviewer bad fra start om at tale med direktøren, hvorefter jeg valgte:
"Unfortunately, my CEO is deaf and cannot answer your call." Det var ikke nok, så han spurgte videre:
"So what is he doing right now?"
"Øøeeh, right now he is fast asleep on my desk."
"WHAT???... Is he actually lying on your desk right now?"
"Sure!"
"But he is dressed, yes?"
"Øøeeh, well... yes AND no!"
Nu lød der lidt af et gisp i den anden ende, så jeg kunne ikke holde den gående længere, men krøb straks til korset:
"Well, you see, my CEO is a cat. He is in fact deaf, and he is actually sleeping right here on my desk."
Nu grinede han højt og længe og takkede inderligt, mens han gnækkede:
"Oooh, you really made my day!"
Direktør Böh blev faktisk ganske kendt og fik ofte særlige gratulationer på sin fødselsdag fra de store firmaer, som jeg arbejdede for. Desuden kom der jævnligt breve stilet til ham med attention: Direktør Böh. Han blev i det hele taget lidt af et factotum i mit lille firma, så det var hårdt at miste ham, da han i en alder af 18½ ikke kunne mere.
Direktør Böh var i øvrigt lidt enestående, da han - som allerede nævnt - var født døv, men tillige grundet en øjensygdom efterhånden også blev mere og mere svagtsynet og til sidst helt blind. Hans øjne kom til at ligne små marmorkugler, men hans lille næse blev så fintfølende, at det aldrig var noget problem for ham at finde sit toilet, sin mad eller sine foretrukne sovesteder.
Han var noget helt særligt og uforglemmelig. På hans grav har jeg sat en duftrose, og så vokser der helt tilfældigt masser af døvnælder, som jeg kun holder lidt nede, men aldrig fjerner. :0)