Tirsdag, 16. marts 2010 kl. 22:25 / eu, fn, goldstone, hamas, israel, jødedom, medier, mellemøsten, obama, retfærdighed

Viljen til fred og at tage ansvar.

3 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

Hvis det ikke er muligt at opnå dialog med den ene part fordi denne vælger bevist en strategi hvor passivitet / umodenhed er kendetegnet, og det med bevidstheden om at verdenssamfundet stiltiende acceptere denne rolle som et hjælpeløst barn, ja så må det være udefra den kontekst at Israel ene og alene regnes for den klogest og mest demokratiske forhandlings partner og hvis vi forsætter i dette spor så må det være måden Obama tænker på,.

At det umodne barn, palæstinenseren i verdenssamfundet ikke regnes som funktions dueligt må være grunden til at Israel så ensidig kritiseres.

At konsekvensen så er at Israel realt ikke har en palæstinænsisk ledelse der ønsker en oprigig fred for deres civil befolkning, er det ulykkelige og ustabile moment i freds spørgsmålet. Personligt kan jeg ikke huske en eneste gang, hvor Obama og hans administration har kritiseret det palæstinensiske selvstyre for deres ineffektivitet og manglende evne til at udvise freds initiativer.

At hele perioden før udmeldingen om udbyggelsen af jødiske områder i Jerusalem var præget af vold og opstand i forbindelse med at Israel ønskede at renovere religiøse/kulturelle steder og dette forståelige ønske om at bevare historiske vigtige steder, så af sted kom palæstinensiske tilskyndelse til offentlig fejring af terrorisme, vold og uroligheder i Jerusalem, end ikke fik Obama og hans administration til at ryste på hånde, kan undre.

At optakten fra palæstinænsisk side til fredsforhandlingeren og så inkluderede den "festlig begivenhed" at det palæstinensiske selvstyre valgte at navngive en skole og offentlig plads på vestbreden i byen El Bireh efter en kvinde, der i et terrorangreb, dræbte 38 personer, heraf 13 børn med koldt blod. Kvinden der er palæstinensiske er nu en fejret som martyr.

At den Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad i forlængelse heraf urolighederne erklære at og før Israels udmeldning om udbyggelsen af områderne i Jersulam erklærede

-"Den zionistiske regime er den mest forhadte regime i verden .... med Allahs hjælp, vil Israel blive tilintetgjort. "og alt dette kom i forlængelse af en bølge af international forargelse og voldelige angreb fra palæstinensere, over at Israel tilføje helligdomme i Hebron og Bethlehem til en liste over nationale kulturarv, uden at veste/Obama reagerede

Alt i alt kan jeg spørge mig selv og andre om hvorfor Israel altid skal stå ene ansvarlig, og hvorfor har vesten denne berørings angst over for en forkælet og handlingslammet palæstinensisk ledelse, der har valgt hængekøje politikker

 Netop her er det intersant at opleve hvorledes bla. Obama og vesten, herunder  Eu reagere i forhold til ordet tillids skabende,   Hvis udtrykket har den vægt som der ligges i forhold til Israels udmelding om udbyggelsen af det jødiske område i Jerusalem så kan det med rette være bekymrende at være jøde/Israeler og skal føre forhandlinger med en modpart der på denne måde viser deres vilje til en 2 statsløsning, hvilken tillid kan Israelerne have til et folk og deres ledere, som ærer mord på uskyldige mennesker, især børn?. Med denne beundring for denne kvindelige terrorist og andre terrorister, er det relevant at ikke bare Israelere men også verden stiller sig dette spørgsmål: Er dette det dette naboskab, vi ønsker?Med udgangs pkt i Obamas reaktion ligger der nærmest en forudbestemt holdning i Vesten vilje til ikke at holde palæstinenserne moralsk ansvarlige for terrorisme - og herunder deres om sig gribende antisemitisme, der både er og vil blive en kilde til konflikter. Det undre at vesten ikke formår at opstille krav til de palæstinensiske ledere om at udvise fredsvilje samt initiativ.

Min tolkning er at vesten måske har en anerkendelse af at de palæstinensiske ledere er som små forkælede børn der ikke formår at tage ansvar, og derved umyndiggøres de af vesten, og vesten kun og kun fokuseres på det eneste velfungerende demokrati i mellemøsten, med mere eller mindre urimelige krav.

Om dette pludselige hastværk fra USA skyldes at Obama pludselig har fanget sig selv i en fælde hvor forventningerne til en 2 statsløsning har været for forceret og han nu i en pludselig form for panik må vise verden at han agter at levere resultater lige meget hvad, inklusiv ved at anvende vedholdende pres på Israel og om det er svaret på at USA reagere i en sådanne panik er muligt.

Mit håb er at der kommer en 2 statsløsning, men så længe palæstinenserne end ikke forventes at tage et ansvar og det end ikke forventes at de kan levre forhandlings vilje og det lader til at det er vestens vilje og ikke en oprigtig palæstinensisk vilje der er drivkraften, ja så længe vil Israel aldrig kunne tro på en fredelig sameksistens.