Den danske mediebranche har mandag og tirsdag været samlet i DRs nye koncerthus ved DR byen i København til den årlige begivenhed New Media Days.
Her forsøger journalister, redaktører, forskere, politikere og andre medieinteresserede at regne ud, hvad fremtiden bringer for de danske medier.
I år skinnede det sorte lys skarpt over alle deltagerne. Finanskrise, abonnementsflugt og annoncenedgang har skabt mismod i branchen, og får alle til at rette blikket mod den eneste stabile redningsplanke i de oprørte vande - statskassen.
Ohh du kære støtte
Selv personer, der normalt er meget markedsorienterede som bestyrelseformanden i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, og Asger Aamund, der er bestyrelsesmedlem i det internationale TV-gigant MTG, som i Danmark kendes for Viasat-kanalerne mener, at lidt statsstøtte er vejen frem.
Væk er de idealistiske tanker om, at den fjerde statsmagt kun kan fungere sådan, hvis den er uafhængig. Når alle andre kilder tørrer ud, kommer danske mediers øverste ledere drønende til politkerne med udstrate hænder.
Og sagen er, at der faktisk er grund til at gå til politkerne i de her år, men ikke nødvendigvis efter penge.
Pengene fosser ud af Danmark
Sagen er nemlig, at store internationale medievirksomheder med Google i spidsen dræner Danmark for annoncepenge. I 2010 forventes Google alene at hente 1,4 mia. kroner i annonceindtægter i Danmark.
Penge som tidligere er blevet i den danske mediebranche, ogbrugt til at lave nyt indhold til danskerne på dansk forsvinder nu ud af landet med cirka 171.000 kr. i timen, og tallet øges fortsat.
Er det så ikke bare fordi Google, Facebook, YouTube, Microsoft mfl. er bedre til at lave tjenester, som danskerne vil have. Jo - det er rigtigt. Og det er der en grund til.
Lige vilkår
For sagen er, at de her virksomheder alle opererer under amerikansk lovgivning uden den forbrugerbeskyttelse, beskytttelse af personlige oplysninger og beskyttelse af ophavsret, som vi kender i Danmark og EU.
Hvis Google, Facebook og Amazon var danske virksomheder, ville de blive lukket lige på stedet for ulovlig lagring og samkøring af personlige data, krænkelse af ophavsretten og manglende samtykkeerklæringer.
Men de danske/europæiske myndigheder har tilsyneladende fuldstændig valgt at afstå fra at håndhæve de principper,, som ligger bygget ind i vores lovgivning.
Bærer pistol på åben gade
For at skabe et billede alle kan forstå, svarer den nuværende situation til, at amerikanere fra Texas på besøg i Danmark ikke var forpligtet til at overholde dansk våbenlov, men kunne gå åbenlyst rundt med seksløberen, og i øvrigt frit skyde folk ned, som kom ulovligt ind på deres ejendom.
Sikkert et ønskescenarie for Hells Angels, som hurtigt skulle få nogle brødre fra USA over til at hjælpe med bandekrigen, hvis det var virkeligheden.
På nettet er ovenstående situation virkeligheden.
Hår på bollerne
Europæiske institutioner har tidligere vist, at de har modet til at gå mod multinationale giganter, når europæisk lovgivning blev overtrådt.
Således lykkedes det at tvinge Amazon til at afregne europæisk moms af varer solgt i Europa. Lige som Microsoft fik en bøde på næsten en halv mia. Euro for at misbruge sin dominerende position på operativsystemer til få adgang til andre forretningsområder.
Nu er der brug for næste slag, hvis dansk og europæisk forbrugerbeskyttelseslovgivning skal være andet en smukke hensigter i en tekst.
Dansk mediebranche sygner hen
Alternativet er en hensygnende dansk/europæisk mediebranche, som lever af støtte og nicheforretninger.
Så kære politkere: ja tak til lige vilkår og ja tak til håndhævelse af vores love.
Alternativet er ikke attraktivt.
Lige nu foregår det store slag om fremtidens danske medier bag kulturministeriets tykke mure. En mediefremtid, der kan blive mere politisk styret end traditionen ellers har været i Danmark.
Baggrunden er pengemangel blandt alle danske medier. Selv internettet, der har været det store lyspunkt gennem snart ti år er blevet udmattet, og tegner ikke til at blive afløseren for indtægtsstrømmende i takt med at de gamle medier fader ud.
I Danmark har det historisk set været sådan, at de penge forbrugere og annoncører brugte på medier endte med at blive til nyt danske medieindhold. Sådan er det ikke længere - slet ikke.
Globale tjenester som Facebook, Google og YouTube er magneter for danskernes forbrug af tid online. Og pengene følger brugernes interesser - ud af Danmark.
Den udvikling betyder færre penge til at holde magthaverne i ørene, tale de undertryktes sag og kigge virksomhederne efter, som mediernes rolle ofte har været.
Flere interesseorganisationer med Danske Dagblades Forening i spidsen har brugt situationen til at slå på tromme for, at de nuværende støtteordninger for deres medlemmer skal bevares, mens mediepolitikere som Mogens Jensen (S) peger på, at net- og mobilbaserede medier også kunne modtage offentlig støtte.
Svaret er: "Tak for interessen" - men der skal mere til en statsstøtte.
På nettet konkurrerer nyhedsmedier på tre ting: hurtighed, hurtighed og hurtighed.
I jagten på hastighed er en række klassiske fortællediscipliner blevet nedtonet. Eksempelvis: Hvordan fortæller vi historien underholdende, indlevende og engagerende?
Det kan man godt på nettet, men eksemplerner er få og små.
I min nussede krystalkugle tegner der sig et billede, hvor vi som netjournalister tro nok på os selv til at researche i længere tid, formidle mere engagerende og gå efter at sætte dagsorden.
Hvis fornyelsen fortsat udebliver, vil meldinger fra famile og venner på Facebook, videoer af cowboys der ikke kan få en tyr i boksen på YouTube eller Oprahs seneste twit være mere spændende end at interessere sig for Danmark og resten af verden.
Jæger - i krig med eliten. En bog, der har fået rigtig meget opmærksomhed i betragtning af, at den officielt slet ikke er udkommet.
Debatten har fået dagbladet Politiken til at trykke bogen i et veltilrettelagt PR stunt, hvor Thøger Seidenfarden med vanlig sans for dramatik får placeret sig selv i centrum. Han er fjendebilledet, som forsvaret, forsvarsministeren og statsministeren hagler ned med beskyldninger om at sætte danske styrkers liv på spil. Forsvarsledelsen forsøgte indtrængende - på olddansk - at forhindre offentliggørelsen af bogen ved fremsendelse af motorordonans til de danske chefredaktører.
I stedet ville det have klædt forsvarsledelsen at invitere de danske chefredaktører på en kop kaffe, og stille og roligt forklaret, hvorfor nogle passager i bogen er upassende at få offentliggjort. Såvar dialogen blevet åbnet fornuftigt. Og hvis argumenterne var gode, så havde de også vundet gehør.
Forsvarskommandoen med admiral Tim Sloth Jørgensen i spidsen demonstrerer desværre total mangel på forståelse for mediernes rolle i et demokrati, når retslige skridt i stedet straks vælges.
Efter at have læst bogen, som i sin stil er lidt selvcentreret - det er åbenbart sådan, elitesoldater kommunikerer på skrift - er det svært som ikke militært kyndig at få øje på de rigtigt spængfarlige passager. Der nævnes ganske vist et stenhus i Kandahar, hvor danske jægersoldater har boet, hvilke våbentyper de anvender og der er også nogle bemærkninger vedr. andre landes elitestyrker og rivaliseringen med Frømandskorpset.
I stedet giver bogen en meget interessant diskussionsgrundlag for et demokratisk land som Danmark. Nu kan vi som vælgere danne os vores egen forståelse og egte billede af, hvordan det foregår, når vi sender vores farligste og mest specialiserede våben i krig.
Når politkerne og forsvarsledelsen reagerer så voldsomt mod bogen, er det oplagt at tolke det som om, at der er et område, som man ikke ønsker befolkningens holdning til. Og så er vi vel fremme ved det helt centrale spørgsmål. Hvor meget information må det politiske system holde skjult for at beskytte demokratiet?
Så lidt som overhovedet muligt. Men det har et flertal i folketinget tilsyneladende fuldstændig glemt. Vi har ansvar som vælgere, som vi gerne står ved. Vi kan godt se i øjnene, at danske soldater optræder i krig. Ellers var den nuværende regering næppe blevet genvalgt to gange. Rådet til polikerne er derfor: Se befolkningen som voksne medspillere, der gerne bakker op om vanskelige beslutninger i stedet for at nedbryde jeres troværdighed ved at forsøge at forholde næsten ligegyldig information så ganske uelegant.