Bloggen lukker, Læs mere

_ehu

Tirsdag, 8. december 2009 kl. 00:03 / helsingør kommune, johannes hecht-nielsen, kommunevalg, per tærsbøl, politisk etik

Det kommunale blodbad

22 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

blodbad.jpg

Den 17.november 2009 var der valg til de 98 kommuner (og 5 regioner).  Det var reelt første gang, at den nye kommunalreform var til eksamen, eftersom det forrige kommunalvalg i 2005 skete i en uafsluttet fusionsfase, hvor 66 nye kommuner i 2007 blev dannet.

Resultatet af det seneste kommunevalg var på mange måder været banebrydende for det kommunale selvstyre. Der er i hidtil uset grad de seneste uger gennemført et bredt kommune-geografisk magtspil, der for nogle kommuners vedkommende ikke har kunnet skjule sig for pressen. Det er sket i forbindelse med diverse konstitueringer med henblik på at fastsætte det enkelte kommunestyre med virkning fra 1. januar 2010.

Det kommunale blodbad

Eksemplerne er overraskende talrige på overskriften. Sidst gik det ud over Helsingørs bykonge gennem 16 år, Per Tærsbøl. Den konservative isenkræmmer fra Espergærde Centret formodede i midt-90erne at gøre op med den særdeles "røde værftsby". Årtiers socialdemokratiske styre blev afløst af en konservativ, der ikke blev spået mange chancer. Men "Per Træsko" ville det anderledes; reelt et helt modsat forløb til f.eks. Odense, hvor den socialdemokratiske Anker Boye nu igen efter kun 4 års fravær indtager borgmesterkæden efter en svigende konservativt nederlag til Jan Boye.

Tilbage til Sundbyen. Den "kunstneriske" politiske indsats har været interessant og ikke ligefrem næstekærligt. Det gælder for øvrigt også i Holstebro, Rebild, Lyngby Taarbæk og Københavns kommuner, for blot at nævne nogle.  "Casen" i Helsingør har i korthed været:

"Det lykkedes Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten at lokke en enkelt Venstre-politiker, Johannes Hecht-Nielsen, til at springe fra den aftale, som Venstre havde indgået med De Konservative, Dansk Folkeparti og en lokalliste. Til gengæld fik Hecht-Nielsen borgmesterposten - med det smallest mulige flertal, 13 mandater mod 12.

Umiddelbart efter valget den 17. november var det den socialdemokratiske Henrik Møller, som kunne kalde sig borgmester. Hans parti havde indgået en aftale med SF og Dansk Folkeparti, som gav borgmesterposten til Møller. Få timer senere brød Dansk Folkeparti dog den aftale og gik tilbage til de faste samarbejdspartnere hos De Konservative og Venstre. De borgerlige partier kunne så med støtte fra en lokalliste samle mandater nok til, at Per Tærsbøl bevarede borgmesterposten; altså lige til mandag (07/12/09) eftermiddag.

Som eftermæle for "Per Træsko" (Per Tærsbøl) skal dog adderes, at otte ud af de 25 mandater er Konservative, der stadig er størst i byrådet, samt at Tærsbøl fortsat var kommunens klart største stemmesluger!

Bykonger

Gennem mange års kommunalhistorie har det været en let skjult sandhed, at såfremt borgmesteren (uanset partifarve) overlevede den første periode, kunne han/hun stort set sidde videre, så længe åndsevner og helbred tillod det; faktisk på tværs af landspolitiske strømninger.  Talrige borgmestre i de store byer, herunder Københavns Vestegn er glimrende eksempler på dette.

Denne tid synes at være forbi med dette valg. Partierne forekommer at have positioneret sig kommunalt som på landsplan - reelt til skade for det samarbejdende og ofte pragmatisk konsensusagtige politiske virke i nærmiljøet.  Ikke blot er der sket store forskydninger, men sandelig også interne "politiske snigmord" mellem de landspolitiske to blokke (rød og blå stue).

Hvorfor dette blodbad?

Såvel garvede borgmestre som eksperter fra universitetsmiljøerne har forskellige og ikke just sammenfaldende forklaringer på det seneste "kommunale blodbad" i forbindelse med de mange konstitueringer af det nye bystyre i 98 kommuner fra d. 1. januar 2010.

1) De nye kommuners størrelser og serviceniveauer kunne være en af flere forklaring. Læseren alias borgeren i en større by fornemmer naturligt ikke det lokale magtspil i fusionerede provinskommuner; oftest er borgmesterposten gået til den største by af de tidligere "gamle kommuner".  Ved dette valg oplevedes så et hævntørstigt bagland, der politisk følte sig nedgjort. 

Det er værd at bemærke omkring de nye kommunestørrelser, at danske kommuner nu i gennemsnit har et indbyggerantal på ca. 55.000 modsat før reformen, hvor kommunegennemsnittet (iflg.KL.stat.) lå på 19.200.  Til sammenligning ligger svenske kommuner i gns. på 30.800, norske på 10.300 og tyske på 5.600. Kun Storbritannien er højere med 137.000 indbyggere/kommune.  "Nærheden" er måske ikke længere til stede.  Når dertil kommer, at en del borgere - bl.a. grundet fusioneringer, nedlæggelser, besparelser = pænt pakket ind i begrebet "rationaliseringer" - ikke længere oplever det samme serviceniveau, bliver knivene slebet kraftigt hos vælgerne og de opstillede.

2. Politisk fraktionering og ændret moral

Som nævnt ovenfor synes Christiansborgs opdeling i hhv. rød og blå stue at slå igennem på kommunal plan i en ganske markant grad ved dette valg.

Den læser, der som blogejeren professionelt har oplevet kommunestyret og valghandlinger og lokalpolitikeres storhed, sårbarhed, forfængelighed og andre "-heder" på nærmeste hold, kan konstatere en klar holdningsændring hos de lokale politikere.  Hårdheden og en centrifugering af den individuelle moral træder tydelig frem, selv når pressens hede dækning er filtreret. 

Refleksion

Ovennævnte er ikke noget "udtømmende notat om KR-valget 11-09″.  Tungt statistik-materiale er med vilje undgået. Hensigten er at reflektere et øjeblik over, at alle læseres nærmeste politiske styre ved dette valg mere eller mindre har mistet sin "uskyld".

"Uskyld" kommer jo sjældent igen .  Derfor er det praktisk for den enkelt vælger ved næste KR-valg at erindre sig de nye tider; f.eks. løfter om politisk samarbejde i en valgkamp skal tages med et tons salt.  Personlige ambitioner og egoisme er blandt de første punkter på enhver politisk dagsorden, såvel lands- som kommunalpolitisk.

Reelt har vælgerne allerede ved dette nylige overståede valg givet politikerne et signal.  Den største taber ved valget var IKKE  X borgmester eller Y parti eller Z politiske rævekage, men derimod den alarmerende faktor, at "den største taber var valget selv". Når støvet har lagt sig og blodet er størknet fra konstitueringsaftalerne, er det værd for politikerne at bemærke, at valgdeltagelsen ved kommune- og regionsvalget var den ringeste i årtier; kun 65,8 pct. deltog - normalen er omkring 70 pct.

De fleste vælgere er ikke dumme. Drikker de cocktailen af manglende link til lokalstyret drysset med en yderst diskutabel politisk og personlig (manglende) moral og ordholdenhed, vil stemmeprocenten falde yderligere ved næste KR-valg.

Der bliver noget at tage fat på for de nye kommunalbestyrelser og borgmestre fra årsskiftet. Begreber som gensidig kemi, tillid og ordholdenhed er ikke sendt på pension.  Det bliver de aldrig.  Det ses i hverdagen på alle typer af arbejdspladser og sociale sammenhænge. Nogle gange er det nødvendigt med en kontrakt af hensyn til kompleksiteten. Men kontrakter er til for at blive overholdt.

Måske burde eet af de allerførste punkter på dagsorden efter nytår være "fremtidig politisk etik".      



22 kommentarer


1. iudu48 08-12-2009 00:37Rapportér/anmeld
#0 Erik

Jeg gætter på, at dit (vel)valgte billede refererer til Ægyptens syv plager?

Hvis fremtidige kommunalvalg (valg generelt) ikke skal ende som regelmæssigt tilbagevendende plager med efterfølgende graviditetskvalme-symptomer, så må "nogen", som blogejeren skriver, "sætte politisk etik på dagsordenen" som et uomgængeligt punkt 1, for at punkt 22 (Catch 22) ikke skal blive den eneste anvendte paragraf i fremtidigtpolitisk arbejde.
2. iudu48 08-12-2009 00:38Rapportér/anmeld
Glemte lige: 5 fortjente *'er. :-)))
3. hulegaard.dk 08-12-2009 00:45Rapportér/anmeld
@iudu48#1+2:

Den korrekte billedundertekst citeret:

"Et rituelt blodbad i Guillermo del Toros vampyrfilm 'Blade II'. På relieffet ses den romerske gud Mithra, der slagter verdenstyren og via dens blod skænker menigheden evigt liv."

Det i forvejen lange indlæg er faktisk blevet beskåret :-), da læseren jo gerne skulle have tid til andre blogs også ;-).

Reelt er essensen klar: "Pas på, kommunalpolitikere, hvis magtbegæret og egoismen kvæler "den politiske etik"".
4. nkristensen 08-12-2009 01:26Rapportér/anmeld
Vil man lære om menneskets sande natur - følg så nøje med i kommunalpolitik, men vær opmærksomhed på ikke at havde det pæneste tøj på da det kan svine... ;-)
5. plt84 08-12-2009 01:27Rapportér/anmeld
Jeg er 100 % enig i din analyse. Kommunesammenlægningen har kostet på valgdeltagelsen. Og de uappetitlige konstitueringsaftaler (på begge fløje) EFTER valget hjælper næppe på valgdeltagelsen næste gang.
6. mossy 08-12-2009 03:35Rapportér/anmeld
At deltage i kommunal-politik er nok noget af det mest apartede, jeg personligt har prøvet.
Man skal først og fremmest passe på, ikke at holde sig til sandheden.
Dernæst bør man så ofte som muligt tale mod bedrevidende.
Og så huske på, at man til enhver tid kan fortage et "omvalg"..først lidt til højre, så en tur til venstre..derefter prøver man midten for tilsidst at gå løs...
Jo det er godt nok noget af en cirkus, det kommunale...
7. hulegaard.dk 08-12-2009 09:12Rapportér/anmeld
@nkristensen#4:

Der har i denne konstitueringsrunde været et sandt boom af henvendelser til de respektive renseributikker, stortset i alle 98 kommuner!
8. hulegaard.dk 08-12-2009 09:14Rapportér/anmeld
@plt84#5:

Som kommentatoren forlængst har fattet, er mit budskab i al sin beskidte enkelthed, at hvis dette "urene trav over middel" fra rød og blå stue (og indbyrdes i disse) fortsætter, vil politiker-leden brede sig som en steppebrand til det lokale kommunale styre.
9. hulegaard.dk 08-12-2009 09:18Rapportér/anmeld
@mossy#6:

Kommentatoren har selv via sit politiske virke oplevet, hvilket "lokalt cirkus" og værre endnu, det kan være.

Stortset ingen partier har holdt sig tilbage i de seneste løjer og det vil blive straffet af vælgerne i længden, hvis det fortsætter!
10. strandbitch 08-12-2009 11:07Rapportér/anmeld
personlig begær er vist vigtigere end de politiske idealer, hvor er der mange vælgere der må føle sig snydt på den konto.
:-/

Er overbevist om at ved næste valg, er der mange parti-medlemmer der kræver "en ed" fra dem der stiller op, eller de må man da så sandelig håbe. ;-)
11. hulegaard.dk 08-12-2009 11:11Rapportér/anmeld
@strandbitch#10:

Kommunalpolitikere påstår ofte, at vælgerne glemmer efter 4 år. Derfor bliver alle de ubehagelige beslutninger taget i 1-2 år af valgperioden, en mangeårig "hemmelighed".

Men denne gang spår blogejeren, at de forskellige politiske "attentater" bliver erindret ganske mange steder, såvel hos politiske kolleger som hos vælgerne, når der skal stemmes i nov. 2013.
12. strandbitch 08-12-2009 11:26Rapportér/anmeld
#11.hulegaard.
Jeg tror som du at de tager fejl, denne gang har folk virkelig fået politikkerlede idet man har set at det mere drejer sig om en personlig vinding uden etik for deres egen politiske idealisme.
Det stunt gider folk ikke, jo utroværdige poltikkere vil blive husket, når man sjofler de stemmer man har fået.
'smiler'
13. hulegaard.dk 08-12-2009 11:29Rapportér/anmeld
@strandbitch#12:
;-)!
14. plt84 08-12-2009 13:19Rapportér/anmeld
# 11 Hulegaard

Det var evident, at det var lokallisterne, som tabte valget. Sammenslutningen har åbenbart været et slag i mellemgulvet på det decentrale demokrati. Iflg. Daffy er deres tid passé. Kunne det modsatte ikke også tænkes at indtræffe, for de kunne være det eneste alternativ til de etablerede partier. Udover at blive hjemme på sofaen igen.
15. plt84 08-12-2009 13:20Rapportér/anmeld
Sammenslutningen = sammenlægningen
16. hulegaard.dk 08-12-2009 13:23Rapportér/anmeld
@plt84#14:

Med al respekt for Daffy´s judgement og jydske intuition vil en akkumuleret (lokal-)politiker-lede netop generere flere lokallister. Time will show Nov. 2013 ;-)!
17. milter3 09-12-2009 00:07Rapportér/anmeld
I grunden viser alle disse krumspring og saltomortaler vel bare, at der ikke kan være den helt store forskel på partiernes grundideer om, hvordan kommunerne skal styres :-)

"Politisk etik" i denne forbindelse? Æh, den må jeg lige slå op i fremmedordbogen, eller er det måske Machiavelli, man skal have fat i her?
18. hulegaard.dk 09-12-2009 00:25Rapportér/anmeld
@milter3#17:

Der vil nok være en del lokalpolitikere i det ganske (lille) DK, der ikke er enige med kommentatoren i påstanden om den manglende forskel på partiernes grundidéer ;-).

Har man(d), som denne blogejer, oplevet kommunalvalg/kommunalpolitikere lidt tættere på, kan følgende konkluderes i al digital fortrolighed:

1) Kommentatoren er i det absolutte nabolag af sandhed omkring sit første afsnit. ;-)

2) Kommentatoren er helt inde i kernen af huset omkring den Machiavelliske parallel. ;-)

Men det helt interessante - set fra tilskuerpladserne - er den nye tendens i vidtforskellige (beliggenhed, kultur, traditioner, befolkningssammensætning osv.) kommuner af en sjælden uset egoisme og troløshed mellem partierne.

Selv en erfaren kommunalpolitiker og borgmester (forv. afgående formand for KL) Erik Fabrin er tydelig rystet over denne udvikling.

Mark my words - dette kan være starten på en ny udvikling, der vil ændre meget i den fremtidige såkaldt "nære samarbejdende og konsensus-ønskende" politiske kommunale hverdag.

Som nævnt i andre kommentarer vil det blive interessant at se, om udviklingen fortsætter ved næste valg november 2013.
19. nkristensen 09-12-2009 00:49Rapportér/anmeld
Man kunne i princippet lukke kommunalbestyrelser og regionsråd ned den dag i morgen og lade deres funktioner overgå til embedsmænd i stedet uden at nogle ville opdage en døjt tvært imod så ville det måske blive opfattet som en kvalitetsløft af slutbrugerne (borgerne)...

Landspolitikerne detaillovgiver jo alligevel så fintmasket /med lap på lap)(og glemmer det overordnede) at lokalpolitikerne s indflydelse er illusorisk.. ;-)

Enbedsmændene ville også være bedre til det de skulle bruges til (som lokalpolitikerne bruges til i dag) nemlig som buffere for mishagsytringer.... ;-)

Landspolitikerne kender også embedsmandskorpsets egnethed i denne funktion meget bedre da de har erfaringen med at arbejde med denne gruppe og især kender fordelene ved at anvende dem som syndebukke.... ;-)
20. hulegaard.dk 09-12-2009 01:14Rapportér/anmeld
@nkristensen#19:

Som gl. embedsmand er det interessante tanker, som kommentatoren præsenterer i en sen nattetime. Man(d) kan så håbe, at (de ofte selvovervurderede) kommunalpolitikere sover sødt efter de hårde konstitueringskampe og ikke læser disse linier. ;-)

De senere års tendens til detaillovgivning er rigtig set; det samme er den nyere mode med at gøre embedsmænd til syndebukke.

Reelt skal landspolitikerne passe på den tendens. En i Bruxelles boende dansker (Rasmussen II) erindrer sikkert til sin dødsdag, hvordan embedsværket i skatteministeriet til sidst blev trætte af hans liberale, hysteriske perfektionisme.... ;-). Gamle Ninn(Hansen) var klogere, men til sidst røg han også, ovenikøbet i en Rigsret!
21. nkristensen 09-12-2009 14:01Rapportér/anmeld
#20.hulegaard
Nogen ynder at kalde politik et håndværk - jeg vil mene at det mere minder om hykleri... 'smiler'
22. hulegaard.dk 09-12-2009 14:27Rapportér/anmeld
@nkristensen#21:

I al digital fortrolighed skal blogejeren fortælle kommentatoren, at han uhyre sjældent har stemt (og vil stemme) personligt ved samtlige Folke-, Kommunal-, Regions- og EU-valg.

Man(d) vil ikke fornærme kommentatorens begavelse med at forklare "hvorfor" ;-).

Indlægget er lukket for flere kommentarer.