Tirsdag, 9. juni 2009 kl. 20:30 / le mans, motorsport, sport, tom k
Sandhedens 24 timer
9 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven
Glæd jer! Det bliver en STOR motorsportsuge på TV2. Ikke nok med at weekenden bliver smækfyldt med 24 timers verdensklasses-ræs med danskere i hovedrollerne. I får også den fedeste dokumentar om motorsport - nogensinde.
TV2 har nemlig sikret sig rettighederne til den fantastisk flotte sportsdokumentar "Truth in 24" eller "Sandhedens 24 timer" på dansk. Alle, der holder af motorsport SKAL bare se denne film - og dem, der ikke holder af motorsport, kommer ganske givet til det, når de har været med helt tæt på, da AUDI-teamet med Tom Kristensen vandt Le Mans sidste år. Jeg får selv gåsehud, når jeg tænker tilbage på dengang, hvor jeg så filmen til verdenspremieren i USA. Den oplevelse skal jeg nok komme tilbage til.
Først lidt om filmen, der er resultatet af mange måneder i selskab med hele AUDI-teamet. Det er blevet til et hidtil uset indblik i, hvordan de mange mennesker målbevidst arbejder hen mod kulminationen på det hele - Le Mans. Og folkene bag kameraet ved bare, hvordan en halvanden times dokumentar skal skrues sammen. Vi taler om et amerikansk produktionsselskab, der normalt står for NFL-dækningen i USA. For at komme i gear til at filme motorsport brugte produktionsselskabet enorme ressourcer på at filme et løb i den amerikanske Le Mans serie - bare sådan for at lære, hvordan motorsport skal filmes og redigeres. Bagefter smed de alle optagelserne væk, for det var jo kun en test. Set med danske øjne et helt uhørt produktionsbudget, og det kan altså også godt ses på resultatet.
Min egen oplevelse med at se filmen er én af de største oplevelser, jeg har været så heldig at få som sportsjournalist. Allerede i november 2008 hørte jeg første gang om filmen og kunne allerede der forstå på Tom Kristensen, at her var noget helt unikt. I december var jeg på besøg ved Tom K for at lave et interview til TV2 Sportens årskavalkade, og på det tidspunkt havde han lige modtaget en meget tys-tys dvd af den næsten færdigredigerede version af "Sandhedens 24 timer". Da vi havde lidt god tid inden interviewet, satte vi os og så de første 20 minutter. Fantastisk. Desværre var der ikke tid til at se filmen færdig. Men jeg kunne SLET ikke vente med at få lov til at se filmen til ende. Selvom jeg jo godt vidste, hvordan den sluttede J
Der gik dog helt ind til marts, hvor jeg tog til Sebring i USA for lave en længere reportage om den nye AUDI R15, som Tom Kristensen skulle forsøge at køre til sejr i den første løb nogensinde. Den amerikanske sportskanal ESPN havde verdenspremiere på filmen dagen før 12-timers løbet på Sebring, og min kameramand Claus og jeg havde tjekket, at tv'et på hotelværelset kunne tage lige præcis den kanal. Men det blev der slet ikke brug for. Tom Kristensen spurgte nemlig, om ikke Claus og jeg havde lyst til at se filmen sammen med ham. Jeg troede, at jeg havde hørt forkert. Men den var altså god nok. For om aftenen sad vi plantet på restauranten på kørernes hotel - til bords med Tom Kristensen, Dindo Capello og Allan McNish.
DET var saftsuseme stort! Vi sad først med hver vores gang aftensmad og hyggesnakkede. Og da filmen gik i gang sad Claus og jeg med de største smil på og så verdens bedste motorsportsdokumentar i selskab med filmens absolutte hovedrolleindehavere. Der oven i købet sad og drillede hinanden, når de hver især tonede frem på skærmen eller lavede et dristigt træk på racerbanen. At sidde lige der var simpelthen en kæmpe oplevelse. Men det blev større endnu.
Tom K havde jo et ret så vigtigt løb at køre dagen efter, så han ville op på hotelværelset og for lige at slappe af. Men den fli
Derfor har filmen og den oplevelse, det var at se den, en ganske speciel plads på min liste over favoritøjeblikke på jobbet. Og selvom Tom Kristensen er på Le Mans og ikke lige ved siden af jer, når TV2 viser "Sandhedens 24 timer" så er jeg sikker på, at I alligevel får en rigtig fed oplevelse på torsdag kl. 23.40, når filmen bliver vist. Og så kan I gense den på lørdag, når TV2 viser filmen igen som den ultimative opvarmning til dette års løb. Det er kl. 12.55, og når filmen slutter, er vi klar med optakt og masser af live-interviews med de mange danske racerkørere på Le Mans.
Rigtig god fornøjelse!
PS. I skrivende stund sidder jeg i toget mod Le Mans, og jeg skal nok sørge for at opdatere bloggen med indtryk fra verdens største motorløb. Så kig forbi igen og husk også at læse Ulrik Jönsson fremragende anekdoter fra de mange Le Mans løb, som han har været til. Dét er god opvarmning til weekenden!



