Torsdag, 2. december 2010 kl. 13:39 / moral, samfund
Nogle såkaldte kloge mennesker, kalder andre samfundnassere fordi de modtager penge fra det offentlige, på enten den ene eller anden måde.
Nogen har selv valgt deres "hylde" i livet, andre er uforvarende fanget i systemet, men er det vores pligt som medborgere, at dømme disse folk?
Mvh Allan
Ps Spørsmålet kommer sig af jeg overhørte en samtale i Rema, mellem 2 såkaldte kloge damer, der mens de spærrede adgangen til køledisken,omtalte en tredieperson som samfundsnasser, fordi hun hellere ville gå hjemme og passe børn, istedet for at gå på job.
Nu da prognoserne lover frost og delvist tørvejr, så er tiden kommet hvor brændet til de næste par år skal i hus, og i den forbindelse ved fruen, at der ikke er meget saft og kraft i lille mig, når jeg kommer hjem efter en led dag i skoven, så hun har sat mig til at sætte system i billederne,der er taget, fra året der er gået.
Det har jeg ellers vist hende hvordan man gør mht sortering og overførsel af billeder fra hukommelseskortene, men hun siger det er noget jeg skal gøre, ellers viser hun mig hvordan komfuret virker, når jeg kommer træt hjem!
Det er ret barnligt efter min mening, men når jeg nu ikke vil gøre mig uvenner med nogen, så har jeg lavet mapper til hendes havebilleder og overført mine egne billeder til de mapper hvor de nu skal være.
I de gode gamle analoge dage, var man flittig hvis man havde fået brugt 2 film i løbet af et år, men nu er antallet af billeder eksploderet, og man er nok oppe på ca 5 GB inc mobilbillederne, og hold da kæft hvor får man taget mange skrammelbilleder så deleteknappen er blevet flittig brugt i dag, ud af anslået 400-500 af mine billeder har jeg vel 40-50 stk tilbage(fruens tør jeg ikke slette)
Jeg smider lige nogle på af dem som jeg mener godt kan studeres, mere end en gang.
Men når man sidder og kigger billeder igennem, så tænker man også på hvor hurtigt tiden egentlig går, så før man ved af det, så sidder man med sin blege krop og nyder solens stråler på terrassen igen og hører alle de lyde man forbinder med forår og sommer, så fat mod kære medbloggere, foråret lurer lige om hjørnet:-)
Fredag, 23. juli 2010 kl. 03:51 / ferie, talemåder
Der findes jo flere ting i livet som folk siger bringer uheld.
Man må ikke gå under en stige
Man må ikke starte på nyt jo en mandag
Man skal drikke når man spiser, ellers støver det når man fiser.
En sort kat over vejen er heller ikke et godt tegn, og det er lige netop den jeg vil kommentere på.
På vejen op til nordnorge, kørte vi gennem Sverige og skulle dreje af i en lille by, som jeg ikke husker navnet på, og netop som vi havde drejet af løb der en sort kat over vejen, som vi måtte bremse hårdt op for ikke at køre ned, og vi jokede med, at det bragte uheld.
Præcis 8 km efter den by, punkterede vi med fulde gardiner, og reservehjul havde vi jo selvfølgelig ikke med, for pladsen i bilen skulle jo bruges til øl, og med 4 splinternye dæk, kunne det jo ikke gå galt:-)
Så holdt man jo der midt i ingenting, med et skilt der sagde 45 km til Øvre Kalix, men vi havde da et par numre til noget redningstjeneste i Sverige, så efter 3 opkald kom vi igennem til en der kunne bringe os hjælp, og de fik vores nummer og sagde der ville gå en time.
Nu var der jo rimeligt varmt, så vi gik ind i skyggen, men så ville skæbnen, at der var 3000 myg der ville ha min krop, så jeg havde nok at gøre med at forsvare mig selv, men nu er jeg jo snu, så jeg stillede mig tæt på mine sjukker, så de også kunne få glæde, af vores nye "venner" og taktikken virkede, meeen der var nu lige lovlig meget aktivitet på mine små fede ben, og selvfølgelig havde jeg plantet mig klods op af en koloni af store skovmyrer, der også mente min krop var attraktiv.
Efter 1 time og et kvarter, var hjælpen ikke noget frem, så fat i knoglen og ringe til redningstjenesten, men de sagde at det var annuleret, da vi ikke havde taget telefonen, ja godaw, den havde ringet en halv gang og med et anonymt opkald, så vi ikke kunne ringe tilbage, men så sagde de atter engang at der ville gå en time, og efter en time, kom så endelig en redningsbil der kunne fragte bilen på et værksted i Øvre Kalix, hvor vi kunne få skiftet dækket, der var helt smadret.
4.5 time senere kunne vi så fortsætte turen, 1950,00 svenske kroner fattigere, og det kunne være blevet endu dyrere, for han fandt fakturabogen frem,da måtte han have den klassiske historie om at jeg er Vietnamveteran og har 7 sultne unger. Jeg bilder mig selv ind at folk tror på historien, eller også tror de jeg mangler lidt oveni og har ondt af mig, så han sagde at hans briller lå derhjemme og han ikke kunne skrive uden, så vi klarede det kontant.
Efter 2 timers kørsel, begyndte det at småregne og vi måtte have gang i vinduesviskeren for første gang på turen, og jo jo ind til siden og mig 50 meter tilbage ad vejen for at samle den ene vinduesvisker op, og efter 20 minutter var den monteret så vi kunne forsætte turen, og vi var under meget tidspres i forvejen, da vi skulle nå den sidste færge over fjorden i Norge, og vi manglede 150 km i Sverige endnu, 250 gennem Finland og 180 gennem Norge, før vi var ved færgelejet.
Så fandt vi ud af, at cigarettænderen i bilen ikke virkede, og det er jo ikke nogen katastrofe i sig selv, for jeg har altid mindst 5-6 lightere med på turene, men dem kan man jo ikke oplade gps'er med, og den gik selvfølgelig død, med det resultat vi kørte en omvej på 80-90 km, og nåede selvfølgelig ikke færgen,for vi skulle også forcere over 20 km med vejarbejde, hvor der kun var store skærver og farten ikke kunne komme over 50 km i timen, men heldigvis var værtsparret flinke og hente os i en af bådene, men så kunne vi jo ikke have alt vores isenkræm med over, så det måtte vi hente når vi havde fået anvist vores lejlighed,båd,fryse og rensefaciliteter, så det blev temmeligt sent inden vi kunne gå til ro, og jo det begyndte at øsregne, da vi sejlede over for at hente alt vores udstyr, og det var noget skrammel, at skulle gå 7-8 gange frem og tilbage op og ned af den lille skodbådebro for at læsse båden, og det skulle jo også¨af igen, da vi kom over på øen.
Fiskeriet er ikke noget at skrive om, bevares vi fangede da en frygtelig masse fisk, men ingen helleflyndere, som var vores foretrukne bytte, dog fangede vi en del rødfisk, som vi tog med hjem, da de er yderst velsmagende, vi kunne også have taget masser af havkatte med, men de var inde i rå mængder for at gyde, så vi tog kun en enkelt, sammen med et par rødspætter til at spise deroppe.
Hjemturen begyndte jo med at bilen ikke kunne starte, da batteriet var dødt, så vi måtte have starthjælp, af en hjælpsom nordmand og nåede et godt stykke ned i Sverige, hvor vi overnattede, og fortsatte turen sydover, til vi nåede Huskvarna, da bilen begyndte at lyde mystisk, og det viste sig at det var et eller andet ved trækakslen der var knækket, og efter at havde kørt ligeså stille til vi kom til jønkjøbing, hvor der var citroenværksted troede vi de kunne fikse bilen, men nej de havde ikke tid og 3 andre steder havde heller ikke tid, og da vi endelig fandt nogle hobbymekanikere i en skummel baggård, der påtog sig opgaven, viste det sig at den reservedel, der skulle bruges ikke var på lager, og der var en uges leveringstid, så begyndte vi hjemturen med 70 km i timen i en frygtelig spektakel, men vi ringede dog til ham der havde skaffet os bilen og han kunne komme os i møde på sjælland, med en transportbil, så vi tøffede ligeså stille vestover og kom da også forbi København og forstæder før hjulet begyndte at være rigtig mystisk, og så turde vi ikke mere og holdt ind på rastepladsen i Bjæverskov.
Vores redningsmand havde proklameret, at han ville være fremme ved 20 tiden, så vi begyndte jo at holde øje med ham, da mobilen ringede, at han blev forsinket for hjulet på redningsvognen sad løs, og han var kommet hjemmefra uden hjulnøgle:-)
Han nåede dog frem og vi kom helskindede hjem ved 23 tiden søndag aften, hvor vi ellers skulle have været hjemme ved 16 tiden.
Så en anden gang vi kommer til en sort kat, der løber over vejen, så bliver den kørt over.
Har i nogle uheldsteorier der har holdt stik?
